Hvorfor var det ikke statsministeren, der stod forrest, da rapporten blev præsenteret?

Nedslående, fordi det går i den gale retning. At det går i den gale retning kan ikke overraske nogen, fordi der reelt ikke er sket noget afgørende siden 2011, hvor den sidste rapport fra Sundhedsstyrelsen kom. Der er ingen grund til at tro, at den næste rapport i 2030 vil være anderledes, med mindre politikerne og befolkningen virkelig vil ændre de forhold i samfundet, der skaber ulighed. Vi ved godt, hvad der skal til, men der er ikke politisk vilje. Et enkelt lyspunkt, nemlig forhøjelsen af tobakspriserne, kom imidlertid for sent til at have indflydelse på uligheden, inden den ny rapport blev udarbejdet.

Forhøjelsen af tobakspriserne virker. Selvom det er anekdotisk, vil jeg fortælle om en oplevelse, jeg havde i sidste uge. Jeg stod i køen på en tankstation, hvor en kvinde i 40’erne stod foran og bad om cigaretter. Da hun opdagede, at prisen var steget, blev det alligevel for meget, og hun forlod forretningen uden køb. Om hun gik videre i jagten på billigere cigaretter skal være usagt, men det var ikke på hendes udtalte dagsorden. Derimod gav en sag fra sidste uge, om en cigaretproducents krumspring for at holde priserne nede, et klart billede af de kræfter, man er oppe imod, når man vil ændre folks rygevaner. Det er i og for sig ikke overraskende når man ser på nikotin-dealernes historie. Det er glædeligt, at tobakspriserne blev forhøjet, men kampen er slet ikke forbi.

Fattigdom giver kortere livslængde og mere sygdom. Men det afholder ikke politikerne fra at reducere de sociale ydelser

Spørgsmålet er, om der er en reel politisk vilje til at mindske uligheden?

Politikerne lytter mere til industrien, end de bekymrer sig om befolkningens sundhed. Der blev indført en fedtskat med det formål at begrænse overvægten. Den blev imidlertid hurtigt fjernet efter pres fra industrien. Sidstnævnte er dokumenteret videnskabeligt af professor Torben Jørgensen fra Center for Forebyggelse og Sundhedsfremme. Der har også været tilløb til en sukkerafgift, men den forsvandt i 2012 efter en kraftig kampagne. Resultat: at indtaget af læskedrikke er steget betydeligt, hele 28,3 pct. Hvis man vil ulighed til livs, skal overvægt reduceres, men det vil møde stor modstand fra industrien. Håbet kan ligge på et lille sted.

Fattigdom giver kortere livslængde og mere sygdom. Men det afholder ikke politikerne fra at reducere de sociale ydelser. F.eks. er værdien af dagpengene reduceret betydeligt. Kontanthjælpsloftet er heller ikke godt for ulighed i sundhed.Sundhedsvæsenet skal blive bedre til at rette op på uligheden, men det bliver aldrig tilfredsstillende, hvis man virkelig ønsker at reducere uligheden. Det er samfundsstrukturerne, der skal ændres. Og der ser jeg ikke en politisk vilje. Hvorfor var det ikke statsministeren, der stod forrest, da rapporten blev præsenteret?