Hvem vejleder mig i brugen af wearables?

Velkommen til almen praksis: Du skænker dig en stærk kop kaffe og starter computeren.

Den første patient, Amin, træder ind i konsultationen og viser dig stolt data fra sit Fitbit Charge 2-ur, der understøtter mistanken om søvnapnø, og han spørger efter en CPAP-maske. Næste patient, Kurt, har fået diagnosticeret atrieflimren på sit Apple Watch 6 og beder om medicin. I en hurtig pause med kaffeoptankning og toiletbesøg kigger du dig i spejlet og øver dig i at recitere DSAM’s budskab om, at ‘fitnessure medfører ligegyldige lægebesøg’.

Det er ikke ualmindeligt, at patienter selv medbringer diagnosen første gang, vi ser dem

Tilbage i den bløde kontorstol møder du Henning, hvis Samsung Galaxy 5-ur viser forhøjet blodtryk, og han kræver behandling med det samme, da hans far døde af blodpropper i hjertet. Du får en email-notifikation fra hjemmeplejen, der fortæller, at Lones Oura Ring giver mistanke om infektion uden fokus. Lone kan ikke selv udtrykke, om hun oplever symptomer pga. efterfølger fra flere blodpropper og manglende sprog.

I venteværelset henter du Anders, der har fået diagnosticeret hypertension på sit Omron HeartGuide-ur og mener, at han kan løbe det væk. Næste patient klager over søvnforstyrrelse og viser data fra sit Whoop-armbånd og spørger om medicin.

Det er ikke ualmindeligt, at patienter selv medbringer diagnosen første gang, vi ser dem. Alle ovenstående teknologier eksisterer og kan bruges som foreskrevet. Men det er ikke alle, der er rubriceret som medicinsk udstyr og har den rette evidens. Så hvordan vurderer sundhedspersonalet anvendeligheden af disse wearables? Hvem vejleder os? Lægemiddelstyrelsen? Faglige selskaber? Apple? Brugerratings på power.com? Diverse Facebookgrupper?

Nogle wearables er medicinske devices og kræver derfor passende regulering under MDR, EU’s Medical Device Regulation, men andre er ‘wellness’-udstyr og kan bruges helt efter forgodtbefindende.

Apple Watch har siden 2018 været FDA-godkendt som medicinsk udstyr for deres puls- og EKG-måler, da uret kan detektere fald og hjertearytmier. Men samme urs saturationsmåler er ikke godkendt som medicinsk udstyr. Det er en ‘wellness’-egenskab. Denne metode bruges ofte blandt udviklere: Først er det bare ‘for sjov’, og senere bliver det godkendt som medicinsk udstyr. Rygterne siger, at Apple forsøger at gøre det samme for deres Airpods, der forventes at få flere sundhedsmæssige egenskaber inden længe.

Kvaliteten af disse consumer devices bliver hurtigt forbedret, og vi skal lære at udnytte det i stedet for at påstå, at de er ubrugelige. Dataopsamlingsapparaterne kan bruges i diagnostik og monitorering af flere forskellige tilstande: skridttællinger til postoperative forløb for at sikre fremgang, data for søvnmønster og skærmforbrug som støtte mht. søvnforstyrrelser eller affektive sindslidelser, aktivitetsmålinger som støtte i livsstilsændringer, EKG-overvågning hos borgere med høj risiko for at udvikle atrieflimren m.m.

Mulighederne er mange og allerede eksisterende, men vi er mange år fra implementering i sundhedsvæsenet. Vi mangler uddannelse, dataintegration, kvalitetskontrol, oplæring mhp. det efterstræbte præcisionsmedicin, der rent faktisk passer til patientens situation og adfærd.

De praktiserende læger skal have mulighed for at udlåne passende wearables til patienterne, ligesom vi i dag udlåner blodtryksapparater, for at modvirke ulighed i sundhed.