Hårde arbejdsforhold skræmmer læger væk fra det offentlige sundhedsvæsen

Mange læger har i dag en anden indstilling til lægefaget, end man havde tidligere. Især yngre læger ser sig ikke længere som kaldet til faget på samme måde som tidligere læger gjorde det. De ser derimod sig som ansatte i en profession, hvor de, ligesom folk i andre jobs, forventer at kunne balancere arbejde og privatliv. I dag er man ikke læge, man arbejder som læge.

Dette skifte kommer samtidig med, at vi har et sundhedsvæsen i krise, hvor behovet for speciallæger er steget markant. Vi uddanner flere læger, men de yngre læger søger i større stil forskellige retninger efter endt uddannelse end den klassiske vej gennem det offentlige videreuddannelsessystem.

Det er der flere grunde til. I en fase af livet, hvor mange yngre læger ønsker at etablere sig privat, er fleksibiliteten begrænset i videreuddannelsen. Hårde tunge vagter og skiftende arbejdspladser dominerer, og muligheden for deltid eller mere fleksible vagtskemaer er tæt på ikke-eksisterende. Dette skaber et enormt pres på dem, der samtidig ønsker at være et familiemenneske ved siden af deres virke som læge.

Konsekvensen er, at eftertragtede læger fravælger det offentlige sygehusvæsen til fordel for den private sektor, der giver væsentlig større fleksibilitet og plads til privatliv oveni en gunstig løn.

Vagter på 16 timer

For nogen bliver en ph.d. en mulighed for at trække vejret. Vi ser et stigende antal ph.d.-studerende, hvor motivet måske ikke er en egentlig lyst til at forske, men snarere fordi en ph.d.-stilling tilbyder en mere forudsigelig hverdag med fleksible arbejdstider og mindre akut pres.

Andre søger i endnu højere grad mod alternative karriereveje såsom i industrien, som oftere reflekterer et fravalg af det offentlige end et tilvalg af industrien.

Vi bliver nødt til at tage ved lære af de erfaringer, der gøres i den private sektor

Som ny læge har jeg selv oplevet arbejdsforhold, der ikke virker forenelige med en lang og balanceret lægekarriere. Hyppige og lange nattevagter udgør en stor belastning for især uerfarne nye læger. Det er ikke unormalt at have været på arbejde 16-18 timer med uafbrudt vekslen mellem journalskrivning og patientkontakt på en travl akutafdeling.

Mine venner og familie, som ikke er læger, ser chokeret på mig, når jeg fortæller dem om forholdene. For kan læger overhovedet foretage fornuftige beslutninger på 17. vågne arbejdstime, spørger de mistroisk.

Til sammenligning har vi lovgivning, der forhindrer lastbilchauffører i at køre i mere end ni timer af gangen for at undgå udmattelse og sikre trafiksikkerheden. Så hvorfor forventer vi, at læger kan træffe livsvigtige beslutninger for patienter efter endnu længere tids arbejde uden hvile?

Nødvendige ændringer

Det er ikke kun arbejdstider, som presser læger til andre karriereveje. Når jeg spørger ældre kolleger, hvorfor de har forladt det offentlige sundhedsvæsen, er det ofte følgende, der går igen: bedre arbejdsforhold, mere tid til patienterne og fleksible arbejdstider.

Det er klart, at det offentlige sundhedsvæsen har en anden forpligtelse og et andet akutberedskab, men vi bliver nødt til at tage ved lære af de erfaringer, der gøres i den private sektor.

Det er ikke længere tilstrækkeligt med 10- eller 20-års planer. Der skal ske store ændringer nu og her, hvis vi skal undgå en fremtidig katastrofe – uden at det skal lyde som en ny dommedagsprofeti.