Frygten for at ændre ved status quo kvæler modet til forandringer i sundhedsvæsenet

Tilbage i 1991 udgav James G. March artiklen ‘Exploration and Exploitation in Organizational Learning’, som blev en milepæl i forståelsen af, hvordan organisationer træffer beslutninger. Artiklen knytter sig direkte til teorier inden for adfærdsøkonomi og beslutningstagning, udviklet af psykologerne Daniel Kahneman og Amos Tversky i 1979. Kahneman modtog senere Nobelprisen i økonomi i 2002 for sit arbejde, hvilket blev kendt gennem hans bog ‘Thinking, Fast and Slow’.

Denne forskning har ført til omfattende studier inden for området, herunder teorien om status quo bias, der forklarer, hvorfor individer ofte foretrækker at bevare den nuværende tilstand frem for at ændre den. Det er et fænomen, jeg finder fascinerende og har anvendt i mine uddannelser i sundhedsinnovation.

Når jeg følger debatten om strukturkommissionens anbefalinger, bliver jeg bekymret. Lad os derfor udforske status quo bias, som jeg mener trives blandt politikere, ledere og beslutningstagere i Danmark, for at se, om det kan forklare noget af min bekymring.

Adfærdsøkonomi kombinerer psykologisk indsigt med økonomisk teori for at forklare status quo bias. Denne tilgang anerkender, at menneskelige beslutninger ofte er irrationelle og påvirket af faktorer som heuristikker og følelser. Her er nogle centrale aspekter af teorien:

Loss Aversion (tabsskyhed): Mennesker føler tab stærkere end gevinster af samme størrelse. Dette skaber en præference for at undgå tab, hvilket fører til en tendens til at foretrække status quo, da ændringer ofte indebærer risiko for tab.

Cognitive Dissonance (kognitiv dissonans): Mennesker oplever ubehag, når de har modstridende holdninger eller adfærd. For at reducere dette ubehag foretrækker de at holde fast i eksisterende tilstande og overbevisninger.

Regret Aversion (angst for at fortryde): Mennesker undgår beslutninger, der kan føre til fortrydelse. Ved at forblive i status quo mindsker de risikoen for at træffe en beslutning, der senere kan vise sig at være forkert.

Endowment Effect (eje-effekt): Mennesker tillægger mere værdi til ting, de allerede ejer, hvilket gør dem mindre tilbøjelige til at ændre deres nuværende situation.

Rational Inertia (rationel inerti): Mennesker vælger status quo, fordi det kræver mindre indsats og omkostninger at forblive i den nuværende tilstand end at ændre den.

Transaction Costs (transaktionsomkostninger): Frygten for høje omkostninger, økonomiske såvel som ikke-økonomiske, ved at ændre tilstanden kan fastholde status quo.

Satisficing (tilfredsstillende beslutningstagning): Når mennesker vurderer, at den nuværende situation er tilstrækkelig tilfredsstillende, er der mindre motivation til at søge forbedringer eller ændringer.

Hvorfor er dette vigtigt i forhold til den kommende udvikling af en ny struktur for sundhedssektoren? Fordi jeg frygter, at vi ikke tør handle. Vi tror (eller håber), at optimering og udnyttelse af det eksisterende ‘er nok’, og vores status quo bias hindrer politikere og administratorer på alle niveauer i at skabe et solidt grundlag for innovation og udvikling.

De udfordringer, vi står overfor, kan ikke længere løses ved at forbedre udnyttelsen af det eksisterende system alene. Strukturkommissionen, Life science-rådet og robusthedskommissionen har alle peget på behovet for mere innovation.

Vi skal opbygge mod til bevidst at undgå status quo bias og skabe en struktur i sundhedsvæsenet, der understøtter og balancerer behovet for stabilitet og effektivitet med behovet for konstant innovation og udvikling. Derfor skal der i sundhedssektoren også være meget mere plads til og incitamenter for udforskning.