Opinion
Danmarks største sundhedsudfordring …
Udgivet:
Kommentarer (0)
… hedder Region Sjælland, som ubetinget har den sygeste befolkning, den mest overvægtige, den mindst motionerende, den kortest uddannede osv. Med andre ord det sted i Danmark, som har allermest brug for et godt sundhedsvæsen.
Region Sjælland har ikke landets bedste sundhedsvæsen. Faktisk er det min påstand, at Region Sjælland har landets mest utilstrækkelige sundhedsvæsen. Syd og vest for Køge-Roskilde er det endog meget vanskeligt at få en fast egen praktiserende læge. På sygehusene i Slagelse, Næstved og Nykøbing skal du lede længe efter en dansktalende læge, ja faktisk lede rigtig grundigt for at finde speciallæger i det hele taget. Region Sjælland har også stor mangel på kvalificerede sygeplejersker. Tilsvarende er de kommunale sundhedstilbud i den sydlige og vestlige del af Region Sjælland under niveauet i resten af landet.
For en gangs skyld handler det her ikke om ledelse
Der er desværre ingen lyspunkter i sigte. De unge læger vil ikke uddannes i Region Sjælland, hverken i sygehusspecialerne eller i almen medicin. De oplever uddannelsesniveauet som under niveau med Region Hovedstaden, i særdeleshed uddannelsesstillinger i syd og vest.
For en, der tror på værdien af et velfærdssamfund, er det virkelig kritisk, ja moralsk anstødeligt, at vi som samfund lader de svageste, de sygeste, de tykkeste, de dårligst uddannede, dem uden arbejde osv. tilbage med landets mest udfordrede sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen, som blegner ved siden af hovedstadens strålende universitetshospitaler, der masseproducerer forskning og ph.d.’er. Et sundhedsvæsen med praktiserende speciallæger og praktiserende læger på hvert gadehjørne. Vel at mærke i den del af landet, hvor de rigeste, raskeste, yngste, mest motionerende, mest uddannede osv. bor.
Region Sjælland har ingen højt specialiserede supersygehuse med stor forskningsproduktion, kun provinshospitaler, som ikke tiltrækker læger.
For en gangs skyld handler det her ikke om ledelse. Mit indtryk er, at topcheferne i Region Sjælland er mindst på niveau med resten af de regionale topchefer. De gør, hvad de kan og mere til, men rammevilkårene er simpelthen op ad bakke. Når ingen læger vil bo og arbejde i Region Sjælland, hvad gør man så?
Ansvaret for den ekstreme ulighed i sundhed er Christiansborgs. Det er kun Folketinget, som kan ændre rammevilkårene. Groft sagt har Folketinget følgende tre valgmuligheder:
Lægge Region Sjælland og Hovedstaden sammen. Dermed vil den kommende sjællandske region samlet set have speciallæger nok og vil have mulighed for at lave ansættelseskontrakter, der for eksempel forpligter speciallæger til en ugentlig arbejdsdag i provinsen. Den vil også have bedre politisk mulighed for at nedlægge sundhedstilbud, det fagligt er uansvarligt at holde liv i.
Sende en kæmpe permanent check til Region Sjælland, så den nuværende Region Sjælland vil have økonomisk mulighed for at bestikke hovedstadens læger til at køre sydpå for at arbejde. Region Hovedstaden vil naturligvis hyle og skrige over at blive udkonkurreret på løn. En meget dyr måde at skabe lighed i sundhed på. Der er ikke mange politikere, der drømmer om at give velbetalte speciallæger endnu mere i løn, men det er dyrt at være fattig på handlekraft.
Bevare de to regioner, som de er, men pålægge Region Hovedstaden en lægelig forsyningsforpligtelse over for naboen via de årlige økonomiaftaler mellem regeringen og Danske Regioner. Personligt har jeg svært ved at se, hvad der skal til for, at Region Hovedstaden vil overholde en sådan ‘aftale’.
Eneste realistiske alternativ til de virksomme ‘piller’ nævnt ovenfor er at fortsætte med at lade stå til og ignorere vores ulighed i sundhed. Synd for de fattige, synd for de syge. ‘Sån’t Är Livet’ har jo været melodien siden sidste kommunalreform.
Del artiklen: