Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Økonomi

Pfizer-direktør efterspørger nye betalingsmodeller for at sikre investeringer i antibiotika

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Det vil være et godt og nødvendigt signal til branchen med betalingsmodeller, hvor man afkobler indtjening og salg,« siger Anne Bloch Thomsen, der er medicinsk direktør hos Pfizer Danmark.

Det er ofte en dårlig forretning at investere i udvikling af antibiotika. Derfor er der brug for nye betalingsmodeller, mener Anne Bloch Thomsen, som er medicinsk direktør hos Pfizer Danmark.


Antibiotikaresistens er en af vor tids største sundhedstrusler. Derfor er det vigtigt, at det både kan betale sig at udvikle nye antibiotika og blive ved med at producere og markedsføre de gamle smalspektrede typer af antibiotika.

Men hvis det skal kunne betale sig, er der brug for nogle nye betalingsmodeller. Sådan lyder budskabet fra Anne Bloch Thomsen, som er medicinsk direktør i Pfizer Danmark.

»Der er behov for nye antibiotika, men lige nu er det en dårlig forretning at udvikle nye antibiotika,« siger Anne Bloch Thomsen og fortsætter:

»Antibiotika holder hånden under hele vores sundhedsvæsen. Hvis vi ikke har effektiv antibiotika, så bliver det svært at lave effektiv kræftbehandling og større operationer. Der er så mange ting i sundhedsvæsnet, som vi tager for givet nu, der hviler på den her forventning om, at vi kan behandle med antibiotika.«

Smalspektrede antibiotika

I september meldte den norske lægemiddelstyrelse, Statens legemiddelverk, ud, at den ville hæve prisen på gamle, smalspektrede antibiotika i et forsøg på at sikre, at de ikke forsvinder fra det norske marked.

Det er et rigtig godt initiativ, lyder det fra Anne Bloch Thomsen.

»Det norske initiativ viser, at de anerkender, at der er en trussel for de smalspektrede antibiotika. De har set problemet og gør noget ved det. Det har vi efterspurgt i lang tid,« siger den medicinske direktør.

For os som leverandører handler det kort og godt om at skabe sikkerhed og transparens

Anne Bloch Thomsen, medicinsk direktør i Pfizer Danmark

En af udfordringerne med de gamle, smalspektrede antibiotika er ifølge Anne Bloch Thomsen, at markedet er lille. Det er primært Danmark og resten af de nordiske lande, som stadig bruger den type antibiotika.

Da der samtidig helst skal spares på antibiotikaforbruget på grund af risiko for resistens, kan det betyde, at produktionsomkostningerne overstiger indtægterne, og dermed kan lægemidlerne ende med at forsvinde fra markedet, forklarer Anne Bloch Thomsen.

»Vi har været i stand til at begrænse udviklingen af resistens mod de gamle produkter. Men det betyder, at det kun er vores få markeder, som stadigvæk har brug for de produkter.«

»Hvis priserne ryger for meget i bund, når markederne er små, så kan det ikke betale sig at producere de gamle antibiotika. Og det har de anerkendt i Norge,« siger Anne Bloch Thomsen.

Kopiere den norske intention

Det norske tiltag kan dog ikke direkte kopieres i Danmark, da det danske system er indrettet anderledes.

Men Anne Bloch Thomsen mener, at man kan kopiere den norske ‘intention’ om at skabe et ifølge direktøren ‘mere bæredygtigt marked for antibiotika’.

Og for en virksomhed som Pfizer, der udvikler nye antibiotika og stadig producerer enkelte, gamle smalspektrede antibiotika, er noget af det vigtigste i den forbindelse forudsigelighed.

»Noget af det, der også er rigtigt vigtigt for producenterne, er at skabe mere forudsigelighed i systemet. Vi skal planlægge vores produktion i lang tid i forvejen. Så jo mere, vi kan forudsige og planlægge, hvor meget der er brug for, og hvornår der er brug for det, jo bedre.«

»For os som leverandører handler det kort og godt om at skabe sikkerhed og transparens,« siger Anne Bloch Thomsen.

Netflix-modellen

En af udfordringerne ved at producere og udvikle antibiotika er ifølge den medicinske direktør, at vi som samfund helst skal spare på antibiotikaene for at undgå, at der bliver udviklet for meget resistens.

Derfor kan det ofte ikke betale sig økonomisk at investere i nye antibiotika, påpeger Anne Bloch Thomsen, som kalder det for ‘en markedsfejl’.

Hun så gerne, at der blev indført nye betalingsmodeller, som kan gøre det mere attraktivt for virksomheder som Pfizer at udvikle og producere nye antibiotika.

En mulighed kunne ifølge Anne Bloch Thomsen være en såkaldt Netflix-model, hvor indkøberen – eksempelvis Amgros – betaler et fast beløb hver måned, uanset hvor meget antibiotika der er blevet brugt.

»Det vil være et godt og nødvendigt signal til branchen med betalingsmodeller, hvor man afkobler indtjening og salg. Det vil give incitamenter til at udvikle og blive ved med at producere antibiotika. Det vil løse ret mange problemer, hvis man kunne gå i den retning på antibiotikaområdet,« siger Anne Bloch Thomsen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet arbejder i øjeblikket på en ny, national handlingsplan for antibiotikaresistens. Anne Bloch Thomsen håber, at den også kommer til at forholde sig til nye betalingsmodeller.


Prisen på lægemidler

Amgros, som er ejet af regionerne, står for udbud og indkøb af lægemidler til landets sygehuse.

Det er også Amgros, som forhandler med leverandørerne om prisen på nye lægemidler til de danske sygehuse.

Det er medicinalvirksomhederne selv, som sætter prisen på receptpligtig medicin og håndkøbsmedicin, der kun må blive solgt på apotekerne. Den medicin skal sælges til samme pris på apotekerne i hele landet.

Hver 14. dag byder virksomhederne ind med en pris, og den medicin, som er billigst, får lov til at blive tilbudt på apotekerne i den næste prisperiode på 14 dage. Virksomheden skal fastholde prisen i de 14 dage.

Kilde: Amgros og Lægemiddelstyrelsen.


Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere