Økonomi
Ny økonomiaftale sikrer regionerne et markant løft
Udgivet:
Kommentarer (0)
Regeringen og Danske Regioner har indgået en økonomisk aftale, der sikrer 2,1 mia. kr. til regionerne. Det er det største økonomiske løft for regionerne i 14 år.
Regeringen og Danske Regioner har indgået en økonomisk aftale, der sikrer et løft af den regionale driftsramme til sundhed med 2,1 mia. kr. og giver regionerne bedre mulighed for at styre medicinudgifterne.
Regeringen og Danske Regioner har indgået en økonomiaftale, der sikrer et økonomisk løft på 1,95 mia. kr. for 2025. Derudover indebærer aftalen også et løft af regionernes driftsramme til sundhed på 0,6 mia. kr. for 2024. Det samlede beløb er altså på 2,1 mia. kr., hvilket er det største økonomiske løft i 14 år. Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.
Aftalen sikrer muligheden for, at regionerne kan forbedre sundhedsvæsenet og styring af de stigende medicinudgifter.
Aftalen glæder Sophie Løhde (V), indenrigs- og sundhedsminister:
»Det er helt afgørende, at vi har et stærkt sundhedsvæsen, der sikrer, at vi kan få den rette hjælp og behandling, når vi har brug for det. Og jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at indgå en god aftale med regionerne, som giver økonomien et markant løft og samtidig skaber rammerne for, at vi kan styrke og udvikle vores sundhedsvæsen til gavn for patienterne og medarbejderne,« siger hun.
Sundhedsvæsenet har været under hårdt pres de seneste år og vil blive presset i de kommende år med stigende antal patienter samt stigende udgifter til medicin og dyrt avanceret udstyr. Aftalen mindsker det pres, som der ligger på sundhedsvæsenet, mener Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner:
»Det er en den bedste aftale, jeg kan huske. Den betyder, at vi fortsat kan investere i og udvikle vores sundhedsvæsen til gavn for patienterne og deres pårørende. Der er tale om et meget markant – men også et helt nødvendigt – løft af sundhedsvæsenet,« siger han i en pressemeddelelse fra Danske Regioner.
»Jeg vil gerne kvittere for, at regeringen med denne aftale har anerkendt, at sundhedsvæsenet har brug for flere penge. Det er helt nødvendigt, både for patienterne og for de mange ansatte, som gør deres yderste hver dag,« uddyber han.
Du kan læse hele aftalen her.
Aftalens hovedpunkter
Regionernes økonomiske ramme på sundhedsområdet løftes med i alt 2,1 mia. kr. i 2025.
Med henblik på at skabe øget forudsigelighed blev parterne sidste år enige om, at der ekstraordinært aftales en anlægsramme for øvrige anlægsudgifter for henholdsvis 2024 og 2025. I 2025 udgør niveauet 3,75 mia. kr. Det er et løft på 400 mio. kr. Heri indgår et 50 mio. kr. til investeringer i styrket cybersikkerhed i regionerne og 800 mio. kr. til investeringer i it og medicoudstyr.
Anlægsniveauet til kvalitetsfondsbyggerierne er fastsat med afsæt i et realistisk skøn for afløbet i 2025, svarende til 3,6 mia. kr.
Reduktion af regionernes udgifter til administration med 0,1 mia. kr. i 2025 med henblik på at frigøre ressourcer til løn- og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd.
Fulgt op på arbejdet i det flerårige samarbejdsprogram samt aftalt fremadrettet indhold.
Aftalt en række styringsredskaber på medicinområdet, der skal bidrage til bedre priser på medicin for borgere og regioner samt sikre et mere rationelt medicinforbrug.
Der etableres en pulje til refinansiering af regionale afdrag på 950 mio. kr. i 2025.
Kilde: Finansministeriet
Del artiklen: