Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Økonomi

Budgetaftale for 2023 er på plads i Region Syddanmark

Udgivet:
Kommentarer (0)

Regionsrådet i Region Syddanmark med Stephanie Lose (V) i spidsen er blevet enige om en budgetaftale for det kommende år.

Et bredt flertal har indgået forlig om budgettet for Region Syddanmarks budget for det kommende år. I budgettet blev der prioriteret penge til blandt andet psykiatrien og akutområdet. Alle fem regioners budgetaftaler er dermed på plads.


Tirsdag aften mødtes regionsrådet i Region Syddanmark for at drøfte budgettet for 2023. Med eftervirkningerne fra en pandemi, lange ventetider på sygehusene og mangel på arbejdskraft er der nok at tage fat på.

Det er vores øverste prioritet at skaffe relevant personale, så vi kan nedbringe ventetiderne for patienterne

Anders Kühnau, formand, Danske Regioner

Trods mange udfordringer lykkedes det rådets medlemmer at nå til enighed. Kun Enhedslistens to medlemmer er ikke med i forliget. Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Det har særligt været vigtigt blandt rådets medlemmer at sikre attraktive arbejdspladser i regionen for både at holde på medarbejdere og tiltrække nye.

»Vi skal hele tiden arbejde med at sikre, at sygehusene er gode og attraktive arbejdspladser, hvor medarbejderne har lyst til at arbejde og tage sig godt af patienterne. Medarbejdersituationen er historisk udfordret, og forligspartierne er derfor enige om at nedsætte et politisk udvalg, der skal sætte fokus på sammenhængen og overgangen mellem uddannelse og arbejdsliv,« fortæller regionrådsformand Stephanie Lose (V) og fortsætter:

»Desuden afsætter vi permanent 7,5 mio. kr. årligt til at understøtte trivslen på regionens arbejdspladser og prioriterer midler til at understøtte en række andre indsatser relateret til trivsel og arbejdsmiljø.«

Derudover har regionen prioriteret ekstra penge til at styrke akutberedskabet ved at indsætte en ekstra ambulance i Vejle samt to døgndækkende akutbiler.

Nye initiativer inden for psykiatrien blev også drøftet på mødet, og også her kunne rådet finde ekstra penge. Regionsrådet har vedtaget en fuldt finansieret psykiatriplan, der er ved at blive implementeret. Planen skal ses i sammenhæng med den kommende 10-årsplan for psykiatrien. I budgettet for 2023 er der afsat omtrent otte mio. kr. til de nye initiativer inden for psykiatrien.

Budgetaftaler for alle fem regioner på plads

Region Syddanmark er den sidste af de fem regioner til at indgå forlig om budget for 2023. Ligesom hos Region Syddanmark ses også en prioritering af rekruttering og arbejdsmiljø hos landets øvrige regioner.

»I regionerne har vi stort fokus på de patienter, der nu og her venter på behandling. Derfor er det vores øverste prioritet at skaffe relevant personale, så vi kan nedbringe ventetiderne for patienterne. Det gælder både presset på bl.a. akutafdelingerne, i psykiatrien og på operationsgangene lige nu – men også udfordringen på den længere bane,« siger formand Anders Kühnau i en pressemeddelelse, der er sendt ud af Danske Regioner.

Desuden fylder forebyggelse og psykiatri herunder børne- og ungdomspsykiatri også meget i budgetaftalerne for regionerne.

Du kan se budgetaftalerne for de fem regioner her.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere