Ledende overlæge mener, berøringsangst er en hæmsko: Kliniske forsøg er ren win-win-win

Klinisk forskning er ikke bare gavnligt for patienter, der får adgang til de nyeste former for behandling, eller sundhedsvæsenet, der får kendskab til behandlingerne, og hvordan man benytter dem i praksis.

Økonomien har også rigtig godt af, at sundhedsvæsenet deltager i kliniske forsøg med lægemidler. Det kan spare de offentlige udgifter for millioner og atter millioner af kroner, og de penge kan komme både patienter og hospitaler til gavn, hvis man fordeler dem rigtigt.

Vi bruger i runde tal 100 mio. kr. på personale om året og 200 mio. kr. på medicinudgifter. Derfor er der et potentiale for at spare 200 mio. kr., hvis vi kan få alle vores patienter til at deltage i kliniske lægemiddelforsøg

Christian Bjørn Poulsen, ledende overlæge, Hæmatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital

På den baggrund er det en god ide med flere kliniske forsøg med lægemidler på de danske hospitaler. Det mener i hvert fald ledende overlæge Christian Bjørn Poulsen fra Hæmatologisk Afdeling ved Sjællands Universitetshospital.

Overlægen har også data til at understøtte tanken om, at det er en god idé.

»I 2018 igangsatte vi et pilotprojekt, hvor gevinsten ved at lave to kliniske forsøg faldt tilbage til sygehuset, så vi kunne ansætte bl.a. flere sygeplejersker og lave flere forsøg. Pengene blev også tilført de afdelinger, som understøtter de kliniske forsøg, eksempelvis klinisk biokemisk afdeling samt radiologerne. I de to protokoller sparede vi mellem 15 og 20 mio. kr., og de penge kom sygehuset som helhed til gavn,« fortæller Christian Bjørn Poulsen.

Dyr behandling belaster budgetterne

At der kan være så mange penge at spare ved at lade patienter indgå i kliniske forsøg, skyldes prisen på nye former for behandling.

Tag som eksempel kræftlægemidlet ibrutinib til patienter med kronisk lymfatisk leukæmi. Behandlingen koster lige omkring 600.000 kr. pr. patient om året.

Hvis de offentlige sundhedsudgifter skal finansiere behandlingen, er det en dyr omgang, men hvis patienter med kronisk lymfatisk leukæmi indgår i lægemiddelforsøg med ibrutinib, betaler firmaet bag lægemidlet for gildet.

Det vil sige, at selvom der er anseelige udgifter forbundet med at lave et klinisk lægemiddelforsøg, og at det ofte belaster mange forskellige afdelinger på et hospital, kan det i sidste ende være en rigtig god forretning.

»Ud af det beløb, som vi sparede i de to lægemiddelforsøg, fik afdelingen en tredjedel til at lave mere forskning, mens en tredjedel gik til de understøttende afdelinger, og en tredjedel gik til forskningsudvikling i regionen. Der var desuden tale om en minimumsbesparelse, da vi kun har taget medicinudgifterne i betragtning. Vi sparer også penge på, at patienterne fik adgang til et rigtig godt lægemiddel, så nogle af dem ikke skal genbehandles,« forklarer Christian Bjørn Poulsen.

Hvis vi på grund af berøringsangst ikke deltager i kliniske forsøg, kommer vi ikke til at få gratis adgang til de nyeste former for medicin. Vi kommer kun til at betale for den, når den bliver godkendt til behandling

Christian Bjørn Poulsen, ledende overlæge, Hæmatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital

Bruger dobbelt så meget på medicin som på personale

Christian Bjørn Poulsen fortæller, at på baggrund af de positive resultater har regionsrådet besluttet at forlænge forsøgsordningen yderligere to år.

Den forbedrede økonomi på Hæmatologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital betyder bl.a., at afdelingen er gået fra at have seks til ti projektsygeplejersker, og at endnu flere forsøgsprotokoller er blevet opstartet.

Når Christian Bjørn Poulsen udelukkende skeler til økonomien på den afdeling, hvor han er ansat, ser han et stort potentiale for at kunne spare rigtig mange penge på medicin og i stedet bruge dem på personale.

»Vi bruger i runde tal 100 mio. kr. på personale om året og 200 mio. kr. på medicinudgifter. Derfor er der et potentiale for at spare 200 mio. kr., hvis vi kan få alle vores patienter til at deltage i kliniske lægemiddelforsøg,« siger han.

Christian Bjørn Larsen forklarer også, at han gennem deltagelse i kliniske forsøg får muligheden for at behandle sine patienter med det bedste, som findes på markedet.

»Vi har ikke råd til det hele, og nogle former for behandling er ikke godkendt af Medicinrådet, fordi omkostningerne forbundet med dem er for høje. Men når mine patienter deltager i kliniske forsøg, får jeg adgang til medicin, som jeg normalt ikke har råd til. Derfor skal vi tænke meget mere i, hvordan vi får mulighed for at kunne tilbyde flere af vores patienter at deltage i denne type forsøg,« siger han.

Kan udnyttes til næsten at eliminere lægemiddeludgifter

Overlægen uddyber, at han ikke er den første til at tænke i kliniske forsøg som en mulig vej til at spare på sundhedsvæsenets medicinudgifter.

Mange steder i udlandet er økonomien i visse områder af sundhedssektoren bundet op på, at medicinen til størstedelen af patienterne bliver betalt af de lægemiddeludviklende firmaer.

Man kan kun undre sig over, at ikke et eneste politisk parti eller en eneste region har en strategi for et bæredygtigt sundhedsvæsen med klinisk forskning som en hjørnesten, idet det kan vise sig at være økonomisk profitabelt

Christian Bjørn Poulsen, ledende overlæge, Hæmatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital

Det gælder bl.a. National Institute of Health i USA, hvor næsten al behandling bliver givet til patienter i regi af kliniske lægemiddelforsøg.

»I Danmark har vi berøringsangst og et armslængdeprincip i forhold til firmaer, der udvikler lægemidler, og det er kun rigtigt, at patienter ikke skal deltage i kliniske forsøg på grund af firmaernes interesser. Men hvis vi på grund af denne berøringsangst ikke deltager i kliniske forsøg, kommer vi ikke til at få gratis adgang til de nyeste former for medicin. Vi kommer kun til at betale for den, når den bliver godkendt til behandling,« siger Christian Bjørn Poulsen.

Regioner og sygehusledelser skal tale sammen

Før alle sygehuse i Danmark kaster sig ud i en overflod af klinisk lægemiddelforskning med det formål at spare penge, som så kan bruges andetsteds i sundhedsvæsenet, er der dog nogle praktikaliteter, som skal på plads forinden.

Christian Bjørn Poulsen forklarer bl.a., at det er et problem, at udgifterne til medicinen bliver betalt af regionskasserne, mens hans løn bliver betalt af sygehuset.

Det vil sige, at når han sparer millioner af kroner på medicinudgifterne, ryger de ikke tilbage i den kasse, som han kan bruge til at ansætte mere personale på både sin egen afdeling og de i et forskningsøjemed understøttende afdelinger.

Et selvstændigt faktum er, at der i dag bliver initieret færre kliniske forsøg, fordi der ikke er ressourcerne til at blive udført så mange. Her kan en løsning ifølge Christian Bjørn Poulsen være at tilbageføre de sparede medicinudgifter til der, hvor pengene rent faktisk bliver sparet.

»Regionerne skal indse, at det er en god idé at spare penge og sende en del af besparelsen videre til sygehusene. Sygehusene skal så også indse, at hvis de ekstra penge bliver benyttet til personale, skal dette personale have lokaler, computere m.m. Derudover skal der ikke bare flere penge til de afdelinger, som udfører de kliniske forsøg, men der skal være et løft hele vejen rundt på hospitalerne, så de også i højere grad bliver rustet til at støtte op omkring langt flere kliniske lægemiddelforsøg,« siger Christian Bjørn Poulsen.

»Det vil være en win-win-win, og man kan kun undre sig over, at ikke et eneste politisk parti eller en eneste region har en strategi for et bæredygtigt sundhedsvæsen med klinisk forskning som en hjørnesten, idet det kan vise sig at være økonomisk profitabelt.«