Nyheder
Herlev og Gentofte Hospital vil hjælpe iranske sygeplejersker ud i kommunerne
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Jeg kan bare sige, at sjældent har jeg da oplevet at komme med en idé, der er blevet taget så positivt imod. Vi har nu fået bevilget nogle midler, så det er udgiftsneutralt at få kørt nogle forløb af og få nogle erfaringer med, hvordan det her virker,« siger Helene Bliddal Døssing.
Sundhedsklynge Midt har bevilget midler til, at Herlev og Gentofte Hospital kan udvikle og afprøve en fælles model for kompetenceudvikling, så flere udenlandske sygeplejersker også vil kunne tage job i den kommunale sygepleje.
Det er ikke kun på de danske hospitaler, der mangler sygeplejersker. Det samme gør sig gældende i den kommunale sygepleje, og det problem kan de mange iranske sygeplejersker, der i disse år kommer til Danmark, hjælpe med at løse.
Men det er svært at afsætte ressourcer til de såkaldte evalueringsansættelser, der tager seks måneder at gennemføre, og som de udenlandske sygeplejersker skal igennem for at få lov at arbejde i Danmark. Forklaringen er ikke modvilje, men mangel på ressourcer, for det kræver overskud og et miljø med flere kolleger, som kan tage de udenlandske sygeplejersker under deres faglige vinger.
Derfor har man på Herlev og Gentofte Hospital søgt Sundhedsklynge Midt, som hospitalet er en del af sammen med ni storkøbenhavnske kommuner, om midler, så hospital og kommuner kan gå sammen om at gøre de iranske sygeplejersker klar til det danske arbejdsmarked.
Det fortæller vicedirektør på Herlev Gentofte Hospital Helene Bliddal Døssing, som er idékvinden bag forslaget.
»Sundhedsklyngerne har nogle midler, som de kan vælge at bruge på forskellige indsatser, og derfor har jeg foreslået, at vi fra hospitalets side tager hånd om sygeplejerskernes evalueringsansættelser, så de efterfølgende kan komme ud og arbejde i kommunerne. Enten i sundhedsklyngen eller andre steder i regionen, hvor der mangler arbejdskraft,« siger Helene Bliddal Døssing.
Iranske sygeplejersker i Danmark
Ifølge en analyse fra Dansk Sygeplejeråd mangler der 5.000 sygeplejersker i kommuner og regioner.
Regeringen indgik i januar i år et bredt politisk forlig, som indebærer en indledende dialog med Indien og Filippinerne om mulig rekruttering og uddannelse af sundhedspersonale til Danmark.
Men faktisk er der allerede over 1.000 iranske sygeplejersker i Danmark, som blot venter på at kunne komme i en seks måneder lang evalueringsansættelse for at opnå dansk autorisation. Lange sagsbehandlingstider og et sundhedsvæsen, der pga. mangel på ressourcer ikke er i stand til at uddanne de mange iranske sygeplejersker til danske forhold, spænder imidlertid ben. I f.eks. Region Hovedstaden er man dog ved at få hul på bylden.
I denne serie stiller Dagens Medicin skarpt på den store gruppe af iranske sygeplejersker, der siden 2020 er søgt til Danmark for at arbejde i det danske sundhedsvæsen.
Andre artikler i serien:
16. august 2024: Iransk sygeplejerske: »Jeg har aldrig tænkt på at give op eller tage tilbage til Iran«
16. august 2024: Iranske sygeplejersker vinder langsomt fodfæste i sundhedsvæsenet
19. august 2024: Hospitaler har sat integration af iranske sygeplejersker på formel
20. august 2024: Efter mere end 100 ansøgninger var der endelig bid
22. august 2024: Region Hovedstaden er klar med fælles jobbank til iranske sygeplejersker
Vicedirektør: En fed model
På Herlev og Gentofte Hospital har man afdelingen Karriere, Vikarer og Kompetenceudvikling (KVIK), som blandt andet har til opgave at tage imod international arbejdskraft. En af KVIK’s opgaver er at gøre de udenlandske sygeplejersker klar til den seks måneder lange evalueringsansættelse, som er nødvendig for, at de må bruge deres iranske uddannelse i Danmark.
Til det har man udviklet et fast onboardingprogram til de udenlandske sygeplejersker, som søger job på hospitalet.
»Men der er grænser for, hvor mange vi kan rumme på vores hospitaler. Omvendt har vi jo nogle erfaringer nu med at oplære sygeplejerskerne og indføre dem i den danske måde at gøre tingene på, og jeg synes, at vi har fået lavet en ret fed model,« siger Helene Bliddal Døssing.
Kommunerne må som sådan gerne selv ansætte udenlandske sygeplejersker i evalueringsansættelser. Det har Styrelsen for Patientsikkerhed, som står for at godkende de endelige evalueringsansættelser, givet grønt lys for.
»Problemet er, at for at få en evalueringsansættelse godkendt, skal personen have sygeplejeopgaver af en vis kompleksitet, og der er også krav til, hvor mange sygeplejersker der skal være på arbejdspladsen. Det kan være svært at honorere ude i kommunerne. Derfor giver det god mening, at vi slår os sammen uden at være så optaget af, hvor sygeplejerskerne ansættes efterfølgende,« siger Helene Bliddal Døssing.
Derudover mener hun, at der også ligger en samfundsforpligtelse i forhold til at hjælpe de mennesker, der er kommet til Danmark.
Fælles udfordring
I sundhedsaftalen 2024-2027, som er rammen for samarbejdet om sundhed mellem kommunerne, de praktiserende læger og hospitalerne i Region Hovedstaden, er der da også lagt op til, at aktørerne skal hjælpe hinanden med de rekrutteringsudfordringer, som alle lider under.
»Mangel på sundhedsfagligt personale er en fælles udfordring. Derfor skal vi have en samlet tilgang til de medarbejderressourcer, der er til rådighed, og have blik for, hvordan de forskellige fagligheder samlet set bedst anvendes på tværs af kommuner, region og almen praksis til gavn for borgerne,« står der blandt andet i sundhedsaftalen.
Herlev og Gentofte Hospital er i sundhedsklynge med de ni kommuner Ballerup, Egedal, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Rødovre. Helene Bliddal Døssing er endnu ikke klar til at sige, hvilke kommuner der konkret er med på ideen.
»Jeg kan bare sige, at sjældent har jeg da oplevet at komme med en idé, der er blevet taget så positivt imod. Vi har nu fået bevilget nogle midler, så det er udgiftsneutralt at få kørt nogle forløb af og få nogle erfaringer med, hvordan det her virker, og vi kan få lavet en model for, hvordan sådan et træningsforløb kan se ud. Det er et samarbejde, jeg tror vildt meget på,« siger Helene Bliddal Døssing.
Hun fortæller desuden, at de øvrige fem sundhedsklynger i regionen, finder at det er et super spændende projekt, som de meget gerne vil høre mere om, når modellen er klar.
Del artiklen: