Neurologi
Dansk undersøgelse af Vydura på trapperne: Det ser spændende ud, siger formand for Dansk Hovedpine Selskab
Udgivet:
Kommentarer (0)
En ventet status på Vyduras indtog på det danske marked for migrænemedicin er lige på trapperne og bag undersøgelsen står overlæge og formand for Dansk Hovedpine Selskab Faisal Mohammad Amin, der ser frem om at kunne vise resultaterne.
Hvor effektivt er migrænemidlet Vydura, der kan være en behandlingsmulighed til forebyggelse af episodisk migræne og til anfaldsbehandling af patienter, som ikke har haft tilstrækkeligt udbytte af anden migrænemedicin?
Vi er i gang med at gøre det hele op, de endelige resultater er på trapperne – og det ser spændende ud
Faisal Mohammad Amin, overlæge på Dansk Hovedpinecenter, Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, Rigshospitalet – og formand for Dansk Hovedpine Selskab
Det undersøges for tiden, og resultatet vil i løbet af nogle uger blive offentliggjort i form af en videnskabelig artikel.
Den videnskabelige undersøgelse er en del af Anti-CGRP Behandlingsregisterstudiet, der ledes af Faisal Mohammad Amin. Han er overlæge på Dansk Hovedpinecenter, Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, ved Rigshospitalet – og formand for Dansk Hovedpine Selskab.
»Vi er i gang med at gøre det hele op, de endelige resultater er på trapperne – og det ser spændende ud,« siger Faisal Mohammad Amin.
Han estimerer, at omkring 500 danskere har fået ordineret Vydura som akut behandling mod migræne, siden stoffet blev tilgængeligt i Danmark i slutningen af 2022. Af disse 500 patienter har hovedparten fået stoffet udskrevet via et af landets hovedpinecentre, vurderer han.
I forbindelse med, at Vydura blev tilgængeligt i Danmark fortalte Faisal Mohammad Amin til Dagens Medicin, at ikke alle patienter med episodisk migræne har gavn af de nuværende tilbud på markedet, og denne gruppe får nu adgang til noget nyt.
»Der bliver bragt en ny mulighed i spil, og på den måde rykker det endestationen for patienterne lidt længere væk. Vi får muligheden for at prøve én ting mere, og det er rigtig godt.«
Derfor er det også meget interessant, hvad den kommende undersøgelse af Vydura i Danmark viser.
Mange har ikke råd
Også privatpraktiserende læger og privatpraktiserende neurologer kan ordinere Vydura, som produceres af Pfizer og er baseret på aktivstoffet rimegepant. Problemet er bare, at der ikke er noget generelt offentligt tilskud til denne medicin.
»Så man skal som patient betale det hele selv,« siger Faisal Mohammad Amin, »og så kan Vydura-behandling på årsbasis komme til at koste op til 30.000 kr. Det vil der være mange migrænepatienter, som ikke har råd til.«
Faisal Mohammad Amin råder læger, der udskriver Vydura, til at søge enkelttilskud på den enkelte patients vegne.
Vydura er en såkaldt CGRP-antagonist og tages i tabletform. Behandlingen kan bruges både som forebyggende behandling og som anfaldsbehandling.
Del artiklen: