Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Magtens Top 100

SOSU’ernes frontkæmper fandt sin egen vej til indflydelse

Udgivet:
Kommentarer (0)

Torben K. Hollmann blev fagpolitisk aktiv for at komme tættere på dem, der tager de vigtige beslutninger for sundhedsvæsenet.

Torben K. Hollmann går forrest i SOSU’ernes kamp for at ændre samfundet og give en stemme til en af de faggrupper, der ofte bliver glemt i sundhedsvæsenet. I folkeskolen på Falster spåede en lærer ham små chancer for en karriere, men som tillidsmand i psykiatrien fandt den nuværende sektorformand i FOA sin vej til indflydelse.


Bagerst i klasselokalet på Nørre Vedby Skole i begyndelsen af 1990’erne sad Torben K. Hollmann lidt uroligt og uden endnu en gang at have lavet det arbejde, som læreren havde bedt ham om.

»Du bliver aldrig til noget,« lød det fra engelsklæreren.


Magtens top 100 2022

Igen i år kårer Dagens Medicin sundhedssektorens 100 mest magtfulde personer baseret på vurderinger fra et udvalgt magtpanel. På årets magtliste finder vi bl.a. Torben Hollmann, sektorformand, Social- og sundhedssektoren i FOA, der indtager pladsen som nr. 16. Find alt om årets magtliste her.


Torben K. Hollmann brød sig ikke om folkeskolen. Den formåede ikke at motivere ham, og han ville hellere spille håndbold i hallen. Men lærerens hårde besked satte sig alligevel i 9. klasseseleven.

»Det har drevet mig lige siden, og hver eneste gang jeg giver den en ekstra skalle, så tænker jeg, at nu skal jeg lære ham,« siger han.

Siden har Torben K. Hollmann arbejdet for at modbevise engelsklærerens dom. Først ved at uddanne sig til social- og sundhedshjælper for kort efter at tage overbygningen som assistent. Og knap ti år senere kunne han kalde sig den første i sin familie, der havde gået på universitetet, da han færdiggjorde en master i organisationspsykologi på RUC.

I dag står han som sektorformand i spidsen for social- og sundhedsvæsenets næsten 90.000 FOA-medlemmer, hvis interesserer han forsøger at give en stemme i et velfærdssamfund under konstant udvikling. I år er sektorformanden gået 26 pladser frem på Dagens Medicins årlige magtliste, hvilket giver ham en 16. plads blandt de mest indflydelsesrige i det danske sundhedsvæsen.

Rundet af fællesskab

Torben K. Hollmann voksede op tæt på den lille by Nørre Alslev på den nordøstlige del af Falster. I en familie, hvor far var elektriker, mor var ufaglært medarbejder på fabrik og med en yngre bror, var der ikke altid råd til at tage afsted på sommerferie. Håndboldkontingentet var der dog penge til, hvilket Torben K. Hollmann i en tidlig alder opdagede ikke nødvendigvis var alle forundt.

Det siger Magtpanelet:

»Torben Hollmann er markant og sætter sig ind i tingene. Han brænder lige så meget for hele ­sundhedsvæsenet som for sine egne medlemmer. Det synes jeg er lidt nyt fra FOA. Og så er han utrolig god til at beskrive, hvad hans medlemmer kan bidrage med, hvis vi inkluderer dem lidt mere i de fælles ­opgaver

Christian Freitag, medlem af Dagens Medicin magtpanel

»Jeg er rundet af, at man bliver nødt til at yde og hjælpe. Om det er frivilligt arbejde i en klub, eller din nabo, der har brug for en hjælpende hånd, er man nødt til at tage ansvar for sine medmennesker, fordi der er nogen, der ikke selv har ressourcerne,« siger Torben K. Hollmann.

Det var også derfor, at han ville arbejde med mennesker. Han var dog i tvivl om, hvorvidt det skulle være med ældre og sundhed eller børn og unge. Da han var i starten af tyverne, begyndte han på SOSU-uddannelsen med en intention om at snuse til faget, men da han kom i praktik, var han sikker på sit valg.

»Det var et højdepunkt for nogle af de ældre, når jeg kom, og jeg tænkte ‘sikke et fedt job’, hvor folk bare er glade for, at jeg dukker op, og hvor jeg gør en forskel for nogle, der har det svært,« siger han.

For hans forældre var det var ligegyldigt, hvilken vej han valgte, bare han fik papir på en uddannelse eller ‘et svendebrev’, som hans far formulerede det.

Da han kom hjem med sin første eksamenskarakter fra social- og sundhedsskolen, troede hans mor næsten ikke på ham, da han fortalte om sit nyerhvervede 10-tal.

»Jeg har aldrig fået høje karakterer, men det gav en helt anden mening for mig, da jeg begyndte på uddannelsen til social- og sundhedshjælper. Her kunne jeg læse noget i en bog og med det samme omsætte det til noget, jeg havde mødt i mine praktikker. Jeg har i virkeligheden fået topkarakterer i alt, hvad jeg har lavet siden den dag,« siger Torben K. Hollmann.

»Det er vigtigt for mig ikke at lave den klassiske fagforeningsfejl med at stå på en ølkasse og skrige, for det er ikke svært. Det svære er at komme med de gode løsninger på velfærdssamfundets udfordringer,« siger sektorforman Torben K. Hollmann.Foto: Joachim Rode

Vejen til indflydelse

Som social- og sundhedsassistent fik Torben K. Hollmann hurtigt et job på en lukket afdeling i psykiatrien. Her mødte han et system, der i den grad haltede, og hvor patienter blev udskrevet til ingenting. Forsøgte han at gøre opmærksom på problemerne, skete der ikke noget, og han oplevede en manglende politisk og samfundsmæssig bevågenhed for psykiatrien.

Men da han blev tillidsmand på afdelingen, åbnede der sig en vej for, at han kunne gøre sin stemme gældende.

»Da jeg blev valgt som tillidsmand, opdagede jeg, at der var flere, der hørte på mig. Jeg kunne pludselig se en vej opad mod indflydelse, hvilket jeg ellers aldrig tidligere havde set som en mulighed for mig,« siger han.

I dag er der mange, der lytter til sektorformandens ord. Det har Dagens Medicins magtpanel også bemærket, og ifølge panelet gør Torben K. Hollmann det så godt, at han lander på en 8. plads i kategorien ‘gennemslagskraft i offentligheden’. Ligeledes vurderer magtpanelet ham højt i kategorien ‘egen indsats’, hvor han indtager en 10. plads på årets magtliste.

»Det er desværre sådan, at selvom FOA’s medlemmer er dem, der er tættest på borgerne og kender dem bedst, så bliver vi lyttet mindst til, fordi vi har den korteste uddannelse i sundhedsvæsenet. Derfor så jeg kun en vej frem: at smøge ærmerne op og give den gas,« siger han.

Og det må man sige, at han har gjort. I begyndelsen af sin formandsperiode måtte han selv ringe til TV 2 News for at minde dem om, at der altså er andre i sundhedsvæsenet end læger og sygeplejersker.

Nu er det journalisterne, der ringer til ham.

»Under coronakrisen gik det for alvor op for mig, at folk lyttede til mig. Man skal virkelig vægte sine ord, når der sidder 100.000 ansatte i ældreplejen og er bange for, hvad coronavirus betyder for dem. Der fandt jeg ud af, at magten har en pris, og at man fandeme skal passe på den,« siger han.

Gennemslagskraft med en pris

Da TV 2-dokumentaren ‘Plejehjemmene bag facaden’ løb over skærmen i 2020, gav Torben K. Hollmann omkring 150 interview på 3 uger. Det var midt i sommerferien, og tiden blev taget fra kæresten og familien.

På hans kontor i FOA’s hovedkvarter klos op ad Vesterport Station i København står der en reol med portrætter af de mennesker, der betyder mest for ham, ligesom der også er blevet plads til en tegning med ordene ‘The best dad’. Det giver lidt personlighed til kontoret, der ellers mest af alt ligner et klassisk mødelokale.

Det kan til tider være svært at være i offentlighedens søgelys i en vigtig samfundsdebat, og ikke mindst have andel i de beslutninger, der angår de ansatte i kommunernes ældrepleje og dermed indirekte også landets ældre medborgere.

Min familie har betalt en høj pris for min eksponering. Havde jeg kendt konsekvenserne af mine udsagn, havde jeg måske vejet mine ord anderledes

Torben K. Hollmann, formand i social- og sundhedssektoren i FOA

Tiden væk fra familien og det høje arbejdspres kan han leve med, selvom det i perioder er hårdt. Noget andet og langt mere alvorligt er de verbale overfald.

»Jeg har været enormt eksponeret, og det får folk til at føle sig frie til at sige, hvad de vil til mig. Det er i virkeligheden fint nok, når det bare er mig, men det er ikke rart, når mine børn er med,« siger han.

Det var specielt efter, at han i medierne opfordrede til at blive vaccineret mod COVID-19, at de verbale overfald tog til. Hans mål var både at råbe den danske befolkning op, men også de FOA-medlemmer, der var kritiske over for vaccinen. Udmeldingen fik folk til at kalde ham psykopat, og i skolen blev hans dengang 10-årige datter konfronteret med, at hendes far var en løgner.

»Min familie har betalt en høj pris for min eksponering. Havde jeg kendt konsekvenserne af mine udsagn, havde jeg måske vejet mine ord anderledes. Det har da også fået mig til at overveje, om det er arbejdet værd. Men jeg synes jo stadig, at jeg sagde noget vigtigt,« siger han.

Fagbevægelsens fokus

Torben K. Hollmann gik for alvor ind i fagpolitik, da han i 2014 blev valgt som næstformand i sektor for Social og Sundhed i FOA. Det var samtidig en ny verden med sine helt egne spilleregler, hvor han skulle lære at finde sin plads i magtrummet.

Hans mål som fagpolitiker er ikke blot at sikre sine medlemmers arbejdsforhold – han vil gøre velfærdssamfundet bedre.

»Det er vigtigt for mig ikke at lave den klassiske fagforeningsfejl med at stå på en ølkasse og skrige, for det er ikke svært. Det svære er at komme med de gode løsninger på velfærdssamfundets udfordringer,« siger han.

På ældreområdet mener han, at FOA har lavet et stort benarbejde for de ændringer, der ser ud til at være på vej.

»Vi er kommet med forslag på forslag til, hvordan ældreområdet skal blive bedre. Og vi har klaret det som organisation. For det kommer ikke bare af sig selv, når en statsminister taler om en ældrelov i sin nytårstale. Det er, fordi de ældre er blevet sat højt på dagsordenen,« siger han.

Det er noget af det politiske benarbejde, han er mest stolt af. I de seneste år er Torben K. Hollmann flere gange blevet inviteret ind i Statsministeriet, hvor han har drøftet blandt andet ældreområdet med Mette Frederiksen. Og det er da også blevet til en selfie fra magtens centrum med ham og statsministeren, for det havde han nu engang lovet sin mor.

Udover at glæde en stolt mor er det endnu et synligt bevis på, hvor langt 9. klasseseleven fra Nørre Vedby er nået.


Torben K. Hollmann, 44 år

2018-: Formand i social- og sundhedssektoren i FOA

2018: Master i organisationspsykologi, RUC

2014: Næstformand i social- og sundhedssektoren i FOA

2010-2014: Teamleder af demensafsnit på Plejecenter i Næstved Kommune

2007-2010: Først souschef og siden administrativ leder af psykiatrisk afdeling Oringe i Region Sjælland

2007: Konsulent i LO Danmark med fokus på uddannelse og ungdomspolitik

2004-2007: Konsulent i FOA, fokus på udvikling af kvalitet for SOSU-elever

1999: Uddannet social- og sundhedsassistent

1997: Uddannet social- og sundhedshjælper

Privat: Bor i København, men er tit i Søllested på Lolland hos sin kæreste Louise. Far til Mathilde på 11 og Lauritz på 8 og bonusfar til Theo på 9 år. Han bruger sin fritid med familien, lidt træning, padeltennis og til at læse ledelseslitteratur.


Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere