»Vi kan ikke blive ved med bare at gøre det samme lidt mere effektivt«

Hospitalsdirektør Anne Jastrup Okkels inviterer Dagens Medicin indenfor på sit kontor, hvor der er dækket op med mulighed for kaffe, te og kildevand. Flaskevandet er hospitalets egen, og på etiketten står der ikke Evian eller Kildevæld, men ‘Godt behandlet. Herlev og Gentofte Hospital’. Den slags branding er ikke noget, man ser hver dag i det danske sundhedsvæsen.

»Det er indført før min tid, det ville jeg nok have været for jysk til,« siger Anne Jastrup Okkels og griner.

Magtens top 100 2022

Igen i år kårer Dagens Medicin sundhedssektorens 100 mest magtfulde personer baseret på vurderinger fra et udvalgt magtpanel. På årets magtliste finder vi bl.a. Anne Jastrup Okkels, hospitalsdirektør, Herlev og Gentofte Hospital, der indtager pladsen som nr. 54. Find alt om årets magtliste her.

Det er kun halvandet år siden, hun skiftede direktørstillingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital med ledelsesansvar for 4.200 medarbejdere ud med samme stilling på Herlev og Gentofte Hospital, hvor hun har 6.300 medarbejdere under sig.

Arbejdsugen lander sjældent på under 60 timer, og etiketter på vandflasker er ikke på Anne Jastrup Okkels’ prioriteringsliste. På den liste står der ord som patienter, arbejdsmiljø og rekruttering. Knap en million patientkontakter sidste år, fordelt på 140.000 akutte ankomster og 940.000 ambulante kontakter taler sit tydelige sprog om en travl organisation.

»At være hospitalsdirektør er ubetinget det sværeste job, jeg har haft, men også det sjoveste,« siger Anne Jastrup Okkels og uddyber:

»Jeg har fingrene lidt mere nede i dejfadet, end jeg har haft i andre job. Jeg kan se og mærke tydeligere, hvad det gør ved patienter og medarbejdere, både når vi lykkes, og når vi ikke gør. Det kan være svært, fordi jeg gerne vil have, at hele organisationen har det godt og kan nå deres mål, men jeg ikke altid kan tilføre de ressourcer eller kompetencer, der er brug for,« siger hun.

En juridisk klokke

At æblet sjældent falder langt fra stammen, ser man ofte i sundhedsvæsenet, hvor hele familieklaner er læger eller sygeplejersker. Anne Jastrup Okkels ville egentlig også være læge ligesom sin mor, men manglede 0,1 i sit karaktergennemsnit for at komme ind på medicinstudiet. I sit sabbatår arbejdede hun derfor i sin fars advokatfirma for at optjene merit, men endte i stedet med at skifte spor.

»Jeg tror, at jeg kunne være blevet glad i mange forskellige jobs. Nu endte det med jura og en lidt atypisk jurakarriere. Dengang i 1980’erne var den slagne vej at søge ind til et ministerium, domstolene eller et advokatkontor, og det var nok det eneste, jeg var sikker på, at jeg ikke havde lyst til. Og så var jeg heldig at få mit første job i Odense Kommune,« siger Anne Jastrup Okkels.

Som ung blev hun egentlig ikke for alvor bidt af jurastudiet. Måske handlede det mest alt af alt om at færdiggøre det studie, hun var startet på, funderer hun i dag. Der gik da heller ikke mange år, før hverdagen mere handlede om ledelse end om at løse komplicerede, juridiske problemstillinger.

Men juraen har alligevel givet Anne Jastrup Okkels nogle helt grundlæggende værktøjer, som hun stadig bruger mere end 30 år efter, at hun blev cand.jur. fra Aarhus Universitet.

Det siger Magtpanelet:»Anne Jastrup Okkels finder ofte gode og fælles løsninger på de problemer, hun præsenteres for. Hun er god at sparre med, og så formår hun også at positionere sig i andre sammenhænge, selvom hun sidder med en stor portefølje som hospitalsdirektør. Hun bliver eksempelvis ofte peget på til bestyrelsesposter, hvor hun kan gøre sin indflydelse gældende også på sundhedsvæsenets vegne

Birgitte Degenkolv, medlem af Dagens Medicins magtpanel

»Juraen har været med til at give mig en systematisk tilgang til mit arbejde, og det bruger jeg, når jeg skal lægge en plan eller strategi. Det giver mig hurtigt et overblik over, hvad det er for et problem, der skal løses, hvor vi kan tage fat, og hvad der er brug for. Og så har jeg altid en lille juridisk klokke, der ringer i baghovedet og giver en pejling på, om noget er inden for eller uden for skiven,« siger hun.

Fik chancerne

Man bliver ikke ligefrem hospitalsdirektør ved et tilfælde, og Anne Jastrup Okkels fremstår da også som den tjekkede type, der udstikker en retning og holder sig til den. Men karrieren har ikke været planlagt, siger hun.

»I virkeligheden vil jeg sige, at en del af det, der har været definerende for, hvor jeg sidder i dag, er kommet tilfældigt og uden en plan. Det er kommet, fordi der er mennesker, der har set mig og har turdet tage chancen med mig, kan man sige,« siger Anne Jastrup Okkels.

Hendes første job som uddannet jurist var i Odense Kommune, hvor hun første gang snusede til meget af det, der i dag er hendes hverdag som hospitalsdirektør. Her lærte hun blandt andet, hvordan det politiske arbejde foregår, og hvordan god ledelse kan bedrives. Det var også her, at hun som mor til to små børn i en alder af 30 blev tilbudt sin første lederstilling som vicekontorchef. Og takkede nej.

»Med to små børn syntes jeg, at det var lidt overvældende. Det accepterede de, men fik mig i stedet i gang med en toårig, intern lederuddannelse, hvor jeg kom på ledelsesudvikling og kom ud i tre måneders perioder i andre dele af organisationen. De så mig, og det har helt klart være definerende for min vej ind i ledelse,« siger hun.

Den lederuddannelse skulle vise sig at være godt givet ud, men det blev nogle andre, der fik glæde af den. For i mellemtiden var Anne Jastrup Okkels flyttet til Nordjyllands Amt og et job som juridisk fuldmægtig i Teknik- og Miljøforvaltningen.

»En dag dukkede en leder af direktionssekretariatet op i min dør og sagde, at en af mine tidligere chefer i Odense havde sagt, at hvis de havde et ledelsesjob, skulle de tænke på mig,« siger Anne Jastrup Okkels.

På den måde fik hun det første lederjob som vicekontorchef og ret hurtigt derefter stillinger som kontorchef og sekretariatschef i Nordjyllands Amt. Ti år senere blev hun først chef for voksensocialområdet og senere koncerndirektør i Region Midtjylland, hvilket var hendes første job i sundhedsvæsenet.

Kollega: Forstillede sig aldrig

Som koncerndirektør kom hun for første gang helt ind i sundhedsvæsenets maskinrum. En af dem, hun arbejdede sammen med, var Leif Vestergaard Pedersen, der dengang også var koncerndirektør i Region Midtjylland, og som i dag er formand for Etisk Råd. De to arbejdede sammen i fire år, og indtrykket står stadig klart tilbage.

»Det ville være løgn at sige, at der ikke er dage, hvor jeg går hjem og føler mig lidt utilstrækkelig. Men jeg synes, at der er flere dage med energi, lyst og vilje og tro på, at vi kan gøre noget anderledes. Vi er nødt til at finde nogle løsninger,« siger Anne Jastrup Okkels, hospitalsdirektør, Herlev og Gentofte HospitalFoto: Joachim Rode

»Anne forstillede sig ikke, da hun kom ind i direktionen uden den store erfaring fra sundhedsområdet. Hun agerede ikke, som om hun bare havde helt styr på det, som mange andre topledere ville have gjort. I stedet var hun helt ærlig omkring, hvad hun vidste og ikke vidste endnu. Man kan regne med, at man får, hvad hun siger. Hun vil gerne holde sit ord, og hun vil gerne være ordentlig,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

Anne Jastrup Okkels er ikke bekymret for ikke at have alle svarene. I stedet stiller hun mange spørgsmål og vælger sine ord med omhu. Gang på gang trækkes stilheden lang på kontoret, mens hun tænker over et svar.

»Jeg er meget sjældent skråsikker, og hvis jeg er, så er det, fordi vi er helt inde i mine dybeste værdier: Det står jeg på, det kan jeg, eller det kan jeg gå ikke med til. Da jeg var yngre, boksede jeg lidt med det, men nu synes jeg faktisk, at det er en gave, at jeg godt tør at have lidt tvivl,« siger Anne Jastrup Okkels og fortsætter:

»Jeg synes, at det er meget rart at kigge på tidligere beslutninger og ikke bare være sikker på, at man gjorde det helt rigtige første gang. Jeg vil gerne gøre det rigtige, men det gør ikke noget, hvis det kræver hjælp fra andre. Jeg er ikke så selvhøjtidelig, at jeg ikke kan tåle, at mit standpunkt bliver debatteret ud, fordi der kommer klogere synspunkter eller bedre argumenter. Det er mere vigtigt at finde den rigtige vej, end at det er mig, der har udstukket den.«

Sådan husker Leif Vestergaard Pedersen også sin tidligere direktørkollega.

»Hun var meget lidt skråsikker, men det er ikke det samme som, at hun ikke var god. Faktisk er det meget bedre at kende sin egen begrænsning og lægge den åbent frem, fordi det giver respekt. Anne er meget samvittighedsfuld og meget omhyggelig med at sætte sig ind i tingene, det giver også respekt,« siger han.

Et kompliceret job

Selvom Anne Jastrup Okkels efterhånden har 20 års erfaring som topleder i den offentlige sektor, er der ikke ret meget, der kører på rutinen i et topjob i sundhedsvæsenet. Hvert år er ligesom at skulle starte forfra.

»Jeg tror, at jeg kan tælle to-tre år, hvor vi ikke har skullet ud i større omlægninger, omprioriteringer eller ligefrem besparelser. Det betyder, at det vedvarende er en stor udfordring at skabe et godt sundhedsvæsen, både for aftagerne af velfærdsydelser og for medarbejderne. Hvert år er det en udfordring at finde de gode løsninger, og jeg er helt med på, at det ikke er alle, der er enige i de prioriteringer, vi foretager,« siger hun.

Hvilke områder har du særligt fokus på som hospitalsdirektør?

»Det gode sundhedsvæsen består af en trekant: Patientens oplevelser, høj faglig kvalitet og god ressourceudnyttelse. Vi er her først og sidst for patienterne, der skal mødes fagligt kompetent, men også venligt og imødekommende.«

Jeg tror, at hvis man for alvor tænker, at det er en byrde, så skal man overveje, om man skal have magten. Men der skal træffes beslutninger, der ikke altid er spændende at træffe, det er vilkårene

Anne Jastrup Okkels, hospitalsdirektør, Herlev og Gentofte Hospital

»Når det er sagt, kan vi ikke komme uden om, at arbejdsmiljø fylder meget og kommer til at fylde endnu mere de kommende mange år. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er under et strukturelt pres, og på nogle afdelinger mangler der medarbejdere i en grad, så det går ud over dem, der er tilbage. Jeg tænker meget på, hvordan vi kan skabe gode arbejdspladser, hvor der også er trivsel og glæde på hospitalerne. Vi har afsat midler til en ekstraordinær arbejdsmiljøindsats i budgettet for næste år, fordi vi er nødt til at prøve at finde ud af, hvad vi kan gøre mere, end vi allerede gør.«

Hvordan er det at være i det krydspres, hvor du ved, at det er svært at rekruttere, samtidig med at du gerne vil skabe gode betingelser for de medarbejdere, der er tilbage?

»Det ville være løgn at sige, at der ikke er dage, hvor jeg går hjem og føler mig lidt utilstrækkelig. Men jeg synes, at der er flere dage med energi, lyst og vilje og tro på, at vi kan gøre noget anderledes. Vi er nødt til at finde nogle løsninger.«

På hjemmefronten er det ofte hendes mand, tidligere departementschef i Sundhedsministeriet Per Okkels, der må lægge øre til, når hun føler sig under pres.

»Hendes job er kompliceret og kræver, at hun ser ting fra mange sider. At være sygehusdirektør, og det kan jeg godt sige, for det er noget af det eneste, jeg ikke har været i sygehusvæsenet, er noget af det hårdeste, der overhovedet findes, fordi der er så mange krydspres. Der er altid problemer, der er altid møgsager, der er altid rekrutteringsproblemer, og midt i alt det skal du skabe en arbejdsplads med fremdrift og stolthed. Det er hun rigtig god til, men hun er også ydmyg i forhold til kompleksiteten i opgaven,« siger Per Okkels.

Slut med mere af det samme

Anne Jastrup Okkels taler ikke nødvendigvis i overskrifter om sine store visioner for sundhedsvæsenet, men hun gør sig masser af tanker om, hvordan det kan forbedres.

»Kan man lave om på den offentlige sektor, så det stadig er en god offentlig sektor? Det tror jeg bestemt, man kan. Og vi har nogle områder, hvor vi er nødt til at begynde at tænke helt radikalt anderledes, hvis det skal være godt i fremtiden. Vi kan ikke blive ved med bare at gøre det samme lidt mere effektivt, og det tror jeg egentlig også, at der er ved at være konsensus om: at den tid er ved at være forbi,« siger Anne Jastrup Okkels.

De sidste år på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital startede Anne Jastrup Okkels en årlig rundtur til de lokale med-udvalg ­ – den idé har hun taget med sig. »Når man er leder for 6.300 medarbejdere, er det rigtig svært at være på fornavn med dem alle sammen. Det gælder om at finde muligheder, så man alligevel ikke bliver alt for distanceret fra organisationen.«

Hvad er det, vi skal se anderledes på?

»Jeg tror, at vi skal tilbage til en ny normal. Nye patientforløb, anderledes fordeling af opgaver mellem sektorer og faggrupper og brug af alt det, den teknologiske udvikling kan gøre for os. Jeg tror ikke, at vi kommer tilbage til det, vi kendte før COVID, og jeg tror ikke, at vi i et snuptag får de medarbejdere tilbage, vi mangler. Så vi skal nok indstille os på, at vi skal finde andre måder at imødekomme patienternes behov på, så de stadig er godt fagligt behandlet og godt menneskeligt behandlet. Det kommer vi til at skulle drøfte med både vores egne faglige miljøer, men i den grad også på politisk niveau.«

»Vi står foran nogle nye sundhedsklynger, som jeg virkelig håber kommer til at hjælpe os et skridt videre. Hvis du havde spurgt mig for 15 år siden, ville jeg nok have troet, at vi i dag havde flyttet os noget mere. Det er så det, vi skal nu.«

Klassiske dyder

Undervejs i interviewet tager Anne Jastrup Okkels sig flere gange god tid til at finde de rigtige ord – det betyder noget for hende at være præcis. Men da hun bliver spurgt, hvordan hun håber, at hendes medarbejdere ser hende, ligger ordene parat på tungen.

»I øjenhøjde, ligetil, uformel, tager os alvorligt, dygtig til at se de udfordringer, vi står med, kan træffe beslutninger, handlekraftig,« lyder det prompte.

Hun har ellers taget mange tænkepauser før hendes svar under interviewet, men de her ord lå parat på tungen. Hun ved, hvilken type leder hun gerne vil være, selvom hun også ved, at med mere end 6.000 ansatte kan man altid være mere synlig, altid mere til stede, altid mere …

Og hvis jeg spørger de folk, hvad de mener, du godt kunne gøre bedre?

»Man kan altid være mere synlig som topchef. Men i min position er der også arbejde, jeg laver, som jeg ikke kan fortælle organisationen om. En stor del af mit job handler lidt fortærsket om at lede opad og til siden, men når jeg taler med mine ledere eller det politiske lag, skal de jo kunne regne med et fortroligt rum. Så måske kunne mine medarbejdere godt ønske, at jeg kæmpede mere for dem, fordi det ikke er alt, jeg gør, jeg kan løbe ud i verden med.«

Kristian Antonsen, der overtog jobbet som hospitalsdirektør på Frederiksberg og Bispebjerg Hospital efter Anne Jastrup Okkels, var hendes vicedirektør i godt tre år. Han har oplevet, hvordan hun har været opmærksom på tillidsfuldt at lede nedad.

Jeg tror, at der hos nogle har været en overdreven forestilling om, hvor meget vi taler om sundhedsvæsenet, når vi sidder hjemme ved spisebordet

Anne Jastrup Okkels, hospitalsdirektør, Herlev og Gentofte Hospital

»Hun har en passende respekt for de faglige miljøer på et hospital, så hun ved godt, hvornår hun skal gribe ind, og hvornår de skal have lov til at passe sig selv. Anne har et fint blik for at undgå ‘clashes’ mellem det administrative lag og det faglige lag, fordi hun netop har den respekt for fagligheden,« siger Kristian Antonsen.

Fra hjemmefronten får hun – ikke overraskende – et flot skudsmål for sine ledelsesmæssige kompetencer og evne til at sætte dem i spil.

»Anne er meget til klassiske dyder som ordentlighed, en stærk arbejdsindsats og loyalitet. Man er i topledelse for at bruge den indflydelse, man har, og sådan tror jeg også, at Anne har det,« siger Per Okkels.

Tættere på dem, det handler om

Selvom Anne Jastrup Okkels til enhver tid ville nævne samarbejde og relationer som kerneværdier i hendes ledelse, så har de sidste par år været præget af helt lavpraktisk at få hospitalet til at fungere.

»To-tre år med COVID, sygeplejerskestrejke og nu nogle ret store udfordringer med ventelister til operationer og mangel på medarbejdere på nogle afdelinger har betydet, at vi som direktion godt nok har haft snuden i driftssporet de seneste par år,« siger Anne Jastrup Okkels.

Det har betydet, at der har været mindre tid til at fokusere på udvikling og relationsarbejde, også selvom hospitalsdirektøren prioriterer at mødes jævnligt med både afdelingsledere, mellemledere og medarbejdere på tværs af hele organisationen. Nu glæder hun sig til at komme tættere på dem, det hele drejer sig om.

»Der er ingen tvivl om, at hele direktionen ville ønske, at vi kunne være endnu mere rundt og have tid til at gå i patientens fodspor, tale med medarbejderne eller gå med på en vagt. Det har jeg gjort før, og når vi udvider direktionen og bliver én mere lige om lidt, har vi lovet hinanden, at vi skal meget mere ud og tættere på både patienter og medarbejdere,« siger Anne Jastrup Okkels.

For Leif Vestergaard Pedersen var det ikke givet, at Anne Jastrup Okkels ville fortsætte i sundhedsvæsenet og ende som sygehusdirektør, men alligevel passer det godt med det billede, han har af hende.

»Allerede dengang i Midtjylland ville hun gerne tættere på dem, det hele handler om. Hun glæder sig over, hvor der er samspil, godt samarbejde og åben dialog med plads til at være en lille smule usikker. Jeg møder hende indimellem til møder, og så taler vi selvfølgelig om de udfordringer, der er i en tid, der er lidt bøvlet for hospitalerne. Men hun forfalder ikke til at jamre over det eller prøve at placere skylden hos andre. Hun glæder sig over at kunne gøre en forskel,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

Magt skal bruges ordentligt

På magtlisten for 2022 havner Anne Jastrup Okkels som nummer 54 og placerer sig dermed over for eksempel Enhedslistens psykiatriordfører Pernille Skipper og nuværende justitsminister Mattias Tesfaye (S).

Selvom Anne Jastrup Okkels karriere ifølge hende selv bygger på tilfældigheder, er der vist ingen tvivl om, at hun ikke overlader ret meget i jobbet som hospitalsdirektør til tilfældet.Foto: Joachim Rode

Tænker du, at du har magt?

»Nej, det gør jeg ikke. En gang imellem kan man vel nærmest tænke, at jeg er i afmagt.«

Anne Jastrup Okkels slår et grin op.

Men du har jo magt og i hvert fald væsentlig mere magt end de 6.300, der arbejder her. Hvad bruger du den magt til?

»Jeg synes, at man skal gøre sig umage for at bruge den ordentligt. Det kan jeg gøre ved at træffe beslutninger for hospitalet, men også ved at sørge for at tilrettelægge mine dialoger med politikerne, mine ledere og mine kolleger på en måde, så vi får fremmet de konstruktive forandringer og dagsordener, der også er brug for. Jeg tænker, at jeg rigtig gerne vil bruge magten konstruktivt.«

Der er altid en bagside af magten, som nedskæringer, krav og omstruktureringer. Hvornår er magten en byrde?

»Jeg tror, at hvis man for alvor tænker, at det er en byrde, så skal man overveje, om man skal have magten. Men der skal træffes beslutninger, der ikke altid er spændende at træffe. Det er vilkårene. Så kan det godt være, at der er brug for dialog, og jeg prøver at påvirke de politiske beslutninger, hvis jeg får mulighed for det. Det kan være svært, hvis jeg oplever, at organisationen som helhed er frustreret, og jeg ikke kan gøre noget for at imødekomme eller hjælpe med det. Jeg kan godt blive lidt beskyttende, hvis nogen er ‘ude efter’ vores hospital på en måde, som jeg ikke synes er fair eller retfærdig.«

Har det været vigtigt for dig at kravle op ad karrierestigen og nå den position, du har?

»Nej. Nej, det har det ikke. Jeg tror, at jeg er blevet fanget af at være glad for det, jeg er havnet i, og oplever en vis forpligtigelse over for den opgave, jeg har påtaget mig. Det har ikke været vigtigt at kravle op, men det har altid været vigtigt for mig at gøre tingene ordentligt,« siger Anne Jastrup Okkels.

Den ledelsesfaglige stolthed gennemsyrer hendes ord. Selvom hun måske ikke selv vil påberåbe sig stor magt, er det vigtigt for hende at forvalte den indflydelse, hun har, så den kommer flest muligt til gode.

»Jeg tror ikke, at hun har været ked af, hvis der har været år, hvor hun ikke har været på magtlisten, men jeg tror alligevel, at hun er stolt af at være der nu, fordi det viser en respekt og anerkendelse af det, hun står for: en mere menneskelig ledelse. Hun vil være stolt over, at den linje, hun forsøger at stå for, anerkendes så meget, at der er nogen, der synes, at hun har den indflydelse, der gør, at hun kommer på magtlisten. Og det fortjener hun også,« siger Leif Vestergaard Pedersen.

En my for meget perfektionisme

Et ord, der går igen, også i dette interview, når man taler med andre om Anne Jastrup Okkels, er ‘ordentlighed’. Ting skal være gennemarbejdet, afleveret til tiden og leve op til aftalerne. Kristian Antonsen, der var vicedirektør under Anne Jastrup Okkels i godt tre år, har oplevet det på tætteste hold.

»Hun er fagligt dygtig og god til at sammensætte et hold omkring sig og få en velfungerende stab og skabe et hospital, der kører godt. Det har været en stor inspiration at arbejde sammen med hende på det område. Hun er også en person, der har ‘pæn orden i penalhuset’. Alting står ret stramt, og det forventer hun også af sine medarbejdere. Det er ingen kritik, bare en konstatering, og det er en del af grunden til, at hun er dygtig til at drive en stor, kompliceret organisation som et hospital,« siger Kristian Antonsen.

Som et levn fra dengang børnene var små, og Anne Jastrup Okkels måtte tage ydertimerne til hjælp, arbejder hun stadig ofte ganske tidligt om morgenen og kan finde på at sende mails både kl. 5 og en søndag aften. Det forventer hun ikke af sine medarbejdere, men hun forventer en stram disciplin.

At være hospitalsdirektør er ubetinget det sværeste job, jeg har haft, men også det sjoveste

Anne Jastrup Okkels, hospitalsdirektør, Herlev og Gentofte Hospital

»Du er ikke i tvivl om, hvis du er bagud med en deadline, eller hvis du har glemt at aflevere. Det kan jeg huske. Det var ikke urimeligt på nogen måde, men det er fair at sige, at jeg kunne mærke, hvis jeg ikke leverede på en fælles sag,« siger Kristian Antonsen.

Der er varme i hans stemme og ingen sure miner.

»Det er jo også et udtryk for, at hun har en stor radius, en stor kapacitet og et godt hoved. Der er ikke så meget, der falder ned mellem stolene hos hende, og det vil hun gerne holde fast i,« siger Kristian Antonsen.

De to havde et nært samarbejde i årene på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og opbyggede en relation med plads til både faglig sparring og mere private snakke.

»Anne er smilende og har et stort overskud. Hun kan give en røffel på en meget fin måde. Ikke at der har været så mange – men man er ikke i tvivl om, hvor skabet skal stå, hvis vi i udgangspunktet ikke er helt enige, og Anne er et sted, hvor hun mener at skulle stå på sit. Men det er få tilfælde og ganske udramatiske. Hun bærer ikke nag, og hun bærer heller ikke sine følelser uden på tøjet,« siger Kristian Antonsen.

Anne Jastrup Okkels har selvindsigt nok til at vide, at den ‘orden i penalhuset’ og det overblik, som Kristian Antonsen beskriver som en force, kan virke overvældende på andre.

»Jeg tror, at nogle tænker, at jeg er en kontrolfreak, når de lige først møder mig som leder. Man kan ikke være leder uden at give slip på rigtig mange ting og have tillid til, at andre kan løse opgaven, men jeg vil gerne medgive, at jeg har brug for at lære min organisation at kende i detaljen. Der tror jeg, at nogle har tænkt, at jeg blandede mig i meget små detaljer. Men jeg synes sgu, at ting skal være gjort ordentligt, og en gang imellem har perfektionismen måske lige har fået et my for meget,« siger Anne Jastrup Okkels.

Temperamentsfuld golfspiller

Når Anne Jastrup Okkels ikke er på hospitalet, er hun ofte at finde i det sommerhus i Nordjylland, som hun og hendes mand købte, da de flyttede til København. Det er dét, hun kalder ‘det tredje sted’. Det er et begreb, hun samlede op på London Business School, og det dækker over et fristed, der hverken er arbejde eller hjem.

»Vi komplimenterer hinanden godt. Vi er gode til at have en samtale kørende, men vi er også gode til at kunne være stille sammen. Og så har vi vores sommerhus, som er det sted, hvor vi bare er os. Det sted, hvor vi kan lade op og finde os selv. Jeg bliver lykkelig, hver gang jeg kører ind ad den lille grusvej og lander dér,« siger Anne Jastrup Okkels.

At dømme ud fra hendes ansigtsudtryk er hun i gang med en mental køretur ned ad grusvejen, mens hun taler om det. Det der med at tale om sit privatliv er ellers ikke ligefrem hofretten, men når man har giftet sig med en (nu tidligere) departementschef i Sundhedsministeriet og selv er hospitalsdirektør, så hænger arbejdsliv og privatliv uløseligt sammen.

»Jeg tror, at der hos nogle har været en overdreven forestilling om, hvor meget vi taler om sundhedsvæsenet, når vi sidder hjemme ved spisebordet. Men vi taler jo ligesom alle mulige andre om, hvor den næste rejse skal gå hen, og hvordan børnene har det, og at bilen skal på værksted. Men selvfølgelig har det været en fordel at kende hinandens verdener. Per er en god ven og en god sparringspartner foruden at være en rigtig god mand, som jeg elsker højt,« siger Anne Jastrup Okkels.

Ud over ture til sommerhuset og rejser til udlandet så deler ægteparret også en hobby: golf. Her har Anne Jastrup Okkels et handicap på 24, som er det antal slag, hun skal bruge mere end det forventede ‘par’ på banen. Hun kalder det selv ‘pæn mor motionsgolf’, men der synes ægtefællen alligevel, at hun er for beskeden.

»Hun er meget god til det for sin alder, men hun træner ikke nok, for det har hun ikke tid til. Hun har temperament, hun vil meget gerne gøre det godt og bliver rigtig irriteret, hvis det ikke går godt,« siger han og afslører, at de dyrker lidt venlig konkurrence, når de er sammen på greenen.

»Det er klart, at det er en bedre dag, hvis man har slået konen. Og vi driller absolut hinanden. Det er altid den, der er ved at vinde, der taler mest,« siger Per Okkels.

Anne Jastrup Okkels, 58 år

2022-: eksternt valgt bestyrelsesmedlem, Aalborg Universitet

2021-: hospitalsdirektør, Herlev og Gentofte Hospital

2016-2021: Hospitalsdirektør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

2014-2016: Underdirektør i Trygfonden

2012: London Business School, Senior Executive Programme

2007-2014: koncerndirektør i Region Midtjylland

1989: cand.jur. Aarhus Universitet

Privat: Mor til to og forholdsvis nybagt mormor til én. Elsker at rejse med manden Per, som hun også spiller golf med, så ofte som det travle program tillader. Jysk hele vejen igennem, men bosat i København. Når hun har brug for at få luft fra det hele, fortrækker hun til sommerhuset i Nordjylland.

Som leder betyder det ikke noget for Anne Jastrup Okkels at fejre egne bedrifter, siger han.

»Hun er rigtig glad, når hendes ledelsesgruppe eller medarbejdere får gode resultater. Det, der glæder hende mest, er, at andre mennesker rykker,« siger Per Okkels.

Det sidste topjob

Selvom Anne Jastrup Okkels siger, at hun aldrig har haft en karriereplan, har hendes karriere alligevel været præget af en regelmæssig opstigning.

Du har ikke været på Herlev og Gentofte Hospital så længe, men har du en idé om, hvad next step er?

»Det hører jo med til et job som mit, at man ikke må begynde at tjekke ud, og jeg er her fuldt og helt. Men det er et godt spørgsmål, synes jeg … Der er så meget spændende at nå her, der er et kæmpe potentiale i Herlev og Gentofte Hospital, og det er et meget meningsfuldt job. Så jeg tror egentlig, at det er mit sidste topchefjob. Jeg har været så heldig at få lov til at gå ind i bestyrelsen på Aalborg Universitet, som er noget, jeg tror kan være med til at udvikle og forny mig efter 25 år i ledelse. Så hvis vi leger, at jeg skal se mig selv i et next step, skulle det være mere af den måde at bruge min erfaring på.«

Når du siger, at du nok tænker, at det her bliver dit sidste topjob, følger der så en form for frisættelse med, at du tør tage større chancer?

»På lederuddannelsen på London Business School var der én af underviserne, der sagde, at nogle af de bedste ledere er på deres sidste job, fordi de er optaget af at træffe de rette beslutninger, at efterlade en ordentlig organisation til den næste. Det kan jeg godt genkende.«

Ledelse og mentorship

I ens sidste topjob er det naturligt at tænke på, hvilken arv man efterlader sig. Hvilket aftryk man har sat på omgivelserne.

Du blev selv ‘set’ af din leder, da du arbejdede i Odense Kommune – føler du et ansvar for at give det videre?

»Det synes jeg helt klart er en forpligtelse, der kommer sammen med det at være leder. Jeg opfatter det som en pligt til at se næste generation. Og jo ældre jeg bliver, desto mere tænker jeg: ‘Hold nu op, hvorfor er vi altid så bange for, om de unge mennesker kan løfte opgaven?’ Jeg tager mig selv i at tænke, at nogen er for ung. Men så kommer jeg i tanke om, at jeg selv kun var 32, første gang jeg blev leder, og det er jo gået okay.«

Den beskedne, jyske måde at beskrive en lang, succesfuld ledelseskarriere bliver brudt af et grin, før hun bliver alvorlig igen.

»Det er vigtigt både at se men også at motivere og understøtte de talenter, man møder. Men jeg har nok haft et særligt øje for yngre kvinder, der havde et stort talent, men lige skulle have det ekstra skub i den rigtige retning. Jeg vil gerne være hende, der giver det.«