Morten Ziebell: »Det handler om modet til at være i magten«

Et ord, der går igen, når mennesker beskriver Morten Ziebell, er mod. Han er ikke bange for at træffe en svær beslutning, gå i rette med en statsminister i medierne, skifte retning i karrieren eller ret meget andet. Det skulle da lige være at være bange for en dag at blive korrumperet af magt, eller at nogen griner lidt for meget af hans (dårlige) vittigheder.

»Efter jeg er blevet leder, er jeg blevet exceptionelt opmærksom på magt. Helt vildt. Jeg tænker altid over, hvordan magt er til stede i et rum, og jeg er konstant bevidst om, hvad det er for en magt, jeg sidder med. Når folk griner lidt for meget af mine vittigheder, så tænker jeg for mig selv, at ‘så sjov er du heller ikke, Morten’,« siger 47-årige Morten Ziebell.

Dagens Medicin møder ham på Køge Sygehus, hvor han har haft kontor siden han i august 2022 blev lægefaglig vicedirektør på Sjællands Universitetshospital (SUH). Et job han efter eget udsagn tog, fordi han ‘havde lyst til at gøre noget mere for nogle flere og lyst til at påvirke sundhedsvæsenet mere’, end han kunne gøre som cheflæge.

»Jeg gik ind i ledelse, fordi jeg så noget rigtigt i at være ung leder med lyst til at være med til at ændre tingene. Jeg har hele tiden en tanke om at aflevere et bedre sundhedssystem end det, jeg selv fik, da jeg blev læge.«

Dedikeret leder

To år inde i sit første job som cheflæge på Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi på Rigshospitalet, lagde neurokirurg Morten Ziebell skalpellen på hylden. Han var gået fra 200 operationer om året til først 100 og til sidst 20, før han efter COVID-19-pandemien helt stoppede med at operere.

Magtens top 100

Dagens Medicin kårer sundhedssektorens 100 mest magtfulde personer baseret på vurderinger fra et udvalgt magtpanel.

Find alt om årets magtliste her.

Chefen for Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi på Rigshospitalet har ellers altid haft en skalpel i hånden og fortsat med at operere i et slags dobbeltjob mellem kirurgi og ledelse. Indtil Morten Ziebell, der var kendt som en dygtig håndværker og kirurg, besluttede sig til at stoppe på operationsstuen for at dedikere sig til ledelse.

»Det var en svær beslutning, fordi jeg virkelig godt kunne lide at operere, og jeg tænkte også længe over det. Men jeg kunne bare mærke, at der var så meget mere brug for lægelig ledelse og læger, der virkelig tager deres ledelsesgerning seriøst,« siger Morten Ziebell.

Det syntes han selv, han havde lysten og drivet til. I hvert fald for en tid.

»Min plan var, at jeg skulle fokusere på ledelse og så hoppe ud af det igen efter fem, måske ti år. Men der har jeg nok været lidt naiv, for det, tror jeg, bliver svært. Det, tror jeg faktisk, bliver skidesvært,« siger Morten Ziebell.

Hans stemme stiger en oktav eller to, og han virker ikke helt tilpas ved at indrømme, at han egentlig er blevet glad for at have magt.

Ambivalent forhold til magt

Der har under interviewet næsten kun været smil på Morten Ziebells ansigt, men når samtalen drejer sig ind på magt, ændrer det sig. Næsten som om selve ordet gør ham ubehagelig tilpas. Han rykker sig lidt på stolen og drejer sig lidt væk fra bordet.

»Jeg synes, magten giver et ansvar, som tynger mig. Det er et kæmpe ansvar, at forvalte den magt og det ansvar, jeg har fået, ordentligt,« siger han.

Ikke at han tumlede helt blåøjet ind på chefkontoret og opdagede at magt og indflydelse hang sammen, men han havde måske undervurderet, hvordan han ville reagere på det.

»Magt forpester én. Jeg må dagligt minde mig selv om, at jeg stadig bare er Morten, og at jeg skal træffe de rigtige beslutninger, selvom de kan risikere at koste mig magt. Jeg er nødt til at blande mig i debatten, selvom det godt kan være, at det en dag koster mig jobbet,« siger Morten Ziebell.

Han ligner nu ikke én, der for alvor er bekymret for at blive arbejdsløs i morgen, og det er han da heller ikke. Egentlig er han mest af alt bekymret for ikke selv at kunne slippe magten igen.

»Magt er jo et nødvendigt onde for, at en organisation kan fungere. Og jeg vil rigtig gerne være en del af et velfungerende fællesskab, men jeg vil også gerne være den, der har magten. Det er fedt at blive hørt og at have indflydelse, men magten korrumperer dig.«

Ikke til at styre

Lang tid før Morten Ziebell var vicedirektør med magt og med kontor på flere forskellige matrikler, var han en ung mand, der netop havde afsluttet gymnasiet og var, som så mange andre unge, i tvivl om, hvad han nu skulle. Så da hans onkel præsenterede ham for en plan om at uddanne sig til tømrer og arkitekt og overtage hans tømrerfirma bagefter, slog Morten Ziebell til, selvom han efter eget udsagn ikke kan slå en lige streg på et stykke papir.

Det siger magtpanelet:

Morten Ziebell er sådan en, man gerne vil have flere af. Han er en dygtig eksponent for sin lægefaglige stilling, og så indgår han i den lægefaglige debat på en virkelig ordentlig måde.

Jes Søgaard, professor emeritus, Syddansk Universitet

Men efter et års tid i tømrerfaget, hvor han ellers nød det håndværksmæssige arbejde, skiftede han første gang spor. Nedslidte kollegaer efter fysisk hårdt arbejde og behovet for et varieret arbejdsliv, hvor i dag ikke ligner i går, var med til at gøre beslutningen om at læse medicin nem. Og det skulle da også hurtigt vise sig, at Morten Ziebell følte sig som ‘en fisk i vandet’ på studiet.

»Fra dag et på medicinstudiet, havde jeg det sådan ‘hvad har jeg tænkt på hele mit liv? Det er jo dét her, jeg skal!’,« husker Morten Ziebell.

På samme måde forelskede han sig nogle år senere i neurokirurgien, hvor et ophold i USA hos en af lægefaderens gamle studiekammerater åbnede hans øjne. Og da han kom hjem, var det med fuld fokus rettet mod at lave forskning. Det endte med en ph.d. i Parkinson og demensdiagnostik, hvor nuværende professor i neurologi Lars Pinborg var hans vejleder.

I dag er det en meditationsdyrkende og eftertænksom vicedirektør, der tager imod Dagens Medicin på Køge Sygehus, men der var lidt mere krudt i den unge ph.d.-studerende.

»Morten var meget dynamisk, hurtig fra tanke til handling og god til at få eksekveret. I starten havde jeg mit hyr med ham, for der gik det altså stærkt. Når jeg sagde, at nu skulle vi skrive en artikel, så kom der noget lynhurtigt, og Morten syntes, at det bare skulle ud og arbejde blandt folk, selvom det ikke var bedst muligt. Dengang var vi nok lidt modpoler,« fortæller Lars Pinborg om tiden som vejleder for Morten Ziebell.

Tyve år senere har de måske nærmet sig hinandens synspunkter, og Lars Pinborg kan nemt se, hvordan den unge læge er blevet til en erfaren leder med de samme egenskaber.

»Jeg tænker, at det er en hans styrker som leder, at han hurtigt kan få tingene op at flyve.«

Som leder falder det Morten Ziebell helt naturligt at distribuere sin ledelse ud til medarbejderne. Ikke fordi det er moderne, men fordi han gerne vil give ansvar fra sig. »Jeg er meget lidt anvisende, og der er nogle, der synes, at jeg skal diktere noget mere, men det ligger slet ikke til mig at fortælle folk, hvad de skal gøre.«Foto: Joachim Rode

En håndværker

Som tømrer blev Morten Ziebell hurtigt en god håndværker, og det skudsmål levede han også mere end op til, da han i stedet valgte medicin og neurokirurgi.

Én af dem, der hurtigt spottede talentet, er nuværende vicedirektør​ og c​enterdirektør for Center for Kræft og Organsygdomme på Rigshospitalet og Morten Ziebells tidligere chef på Neurokirurgisk Klinik, Jannick Brennum.

»Det var ikke svært at få øje på, at han ikke kun var en ufatteligt kvik mand med hjertet på det rigtige sted, men også en virkelig dygtig håndværker,« siger Jannick Brennum.

I lidt tid overvejede Morten Ziebell, om han skulle gøre karriere inden for forskning, men da han i stedet rettede blikket imod klinikken, var der to oplagte valg for den neurologiinteresserede læge. Det blev hænderne, der traf valget.

»De oplagte muligheder var neurologi og neurokirurgi, men jeg holdt fast i neurokirurgien, fordi jeg var så glad for at bruge mine hænder. Jeg prøvede begge specialer og kunne se, at jeg kunne få lidt neurologi som neurokirurg, men intet neurokirurgi som neurolog, og jeg ville ikke få lov til at bruge mine hænder overhovedet,« siger Morten Ziebell.

En bold i hatten

Til trods for den store kærlighed til neurokirurgien, eller måske snarere på grund af den, valgte Morten Ziebell i begyndelsen af 2019, kun et år efter han var blevet speciallæge, at søge ind i ledelse. Han havde ellers netop som den første på Rigshospitalet fået en delestilling i neurokirurgi sammen med en pose penge i millionsstørrelsen til forskning og havde helt andre planer.

Morten Ziebell, 47 år

Far til fire, gift med en sygeplejerske og bor i Kongens Lyngby. I fritiden mediterer han, dyrker motion og bruger tid med familien.

Hvis han ikke længere skulle være chef, så ville han se, om han kunne skaffe fem millioner i funding og gå tilbage til forskningen.

2022-nu, lægefaglig vicedirektør for Sjællands Universitetshospital

2022: Master of Business Coaching, Copenhagen Coaching Center

2019-2022: cheflæge for Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi, Rigshospitalet

2017: Ph.d. om Parkinson og demensdiagnostik

2006: Cand.med. ved Københavns Universitet

Men så stoppede hans chef, Jannick Brennum, og Morten Ziebell følte sig kaldet til at søge jobbet som cheflæge.

»Jeg så nødvendigheden for en kulturændring på afdelingen for mig, og jeg ville gerne lægge en bold i hatten for at kunne påvirke den kultur i den rigtige retning.«

I et lille speciale med tradition for at forfremme dem med mest anciennitet, var det slet ikke den dengang 41-årige Morten Ziebells tur. Og da han i fortrolighed vendte muligheden for at søge jobbet med hans tidligere vejleder Lars Pinborg, var de da også enige om, at han ikke havde en chance.

»Rigshospitalet er på den ene side en meget innovativ arbejdsplads og på den anden side et meget konservativt sted. Og Morten var kun lige godt 40 år. Så at komme som chef i den alder uden en lang respektindgydende akademisk eller kirurgisk karriere – det så bare svært ud. Men i retrospektivets klare lys var det det helt rigtige valg. I tilgift til sine åbenlyse lederegenskaber, evnen til at se nye muligheder og den store energi, så formåede Morten at tilføre sine fine menneskelige egenskaber og derved få kollegerne med sig, også når det var svært. Det aspekt har han bevaret, og det vigtigt for en topleder i 2024,« siger Lars Pinborg.

Insisterer på fællesskab

Om det i virkeligheden var Morten Ziebells egen idé, eller om han blev spottet af hans forgænger, kommer lidt an på, hvem man spørger.

»Da jeg gik fra at være chef for neurokirurgien til at blive centerdirektør, ville jeg gerne sikre mig, at der var et interessant ansøgerfelt, og Morten var en af dem, jeg hev fat i. Han blev overrasket, men greb muligheden, og da han fik jobbet, synes jeg meget hurtigt, han viste sit værd,« siger Jannick Brennum.

Han har mange fine ord at sætte på den uprøvede unge leder, han fik under sig.

»Morten var enormt villig til at byde ind på opgaver, sætte sig grundigt ind i ting og have en holdning til, hvad der var det rigtige at gøre. Hvis han ikke var enig med mig, så kom han altid med et konstruktivt forslag til en anden approach. Og så var han meget lydhør over, at han ikke har patent på den eneste rigtige løsning. Men måske en lille smule patent på det rigtige værdigrundlag.«

Det sidste kan der være noget om, for Morten Ziebell taler meget om ordentlighed, fællesskab og om at være en kultursætter. Og det ligger ham så meget på sinde, at han flere gange vender tilbage til emnet, selvom interviewet egentlig har bevæget sig videre.

»Fællesskab betyder meget for mig, og jeg tror ikke, du kan være en ordentlig leder, hvis ikke du kerer dig om dem, du er leder for. Jeg kerer mig enormt meget om mine kolleger, og om at de har et ordentligt arbejdsliv. De lægger deres liv og sjæl i hårde traumer og skæbner, og dem er der nogen, der skal passe på. Det vil jeg gerne,« siger Morten Ziebell.

Imens han forklarer, hvorfor ledelse blev et naturligt valg, er det tydeligt, at han bliver rørt og får blanke øjne, så det er svært at være i tvivl om, hvorvidt det er tomme ord.

»Han synes, det er vigtigt og næsten også vigtigere end de andre krav, han skal leve op til som chef, at der er noget empati og noget nærvær. Jeg blev lidt overrasket, da han sagde, at nu ville han gå chefvejen, men som med alt andet han gør, så går han fuldt og helt ind i det. Sådan er det også med at skabe det fællesskab, han selv er vokset op med. Jeg synes, han er modig, fordi han vælger nogle veje at gå, der måske ikke er helt så traditionelle, som man plejer i ledelse. Men ja, nu er det jo også hans mor, der udtaler sig …« siger Berit Ziebell om sønnens karrierevalg.

Kærligheden til fællesskabet har Morten Ziebell med sig helt fra sin barndom, hvor han som 2-årig sammen med sin familie flyttede i bofællesskabet Æblevangen i Smørum sammen med 35 andre familier.

»Han har været vant til alt det med fællesspisning og at rende ind og ud af dørene hos andre familier. Nogle af hans nærmeste venner i dag er voksne børn af vores naboer i fællesskabet. Jeg tror, det er derfor han stadig holder fast i fællesskab,« siger Berit Ziebell.

Savner samtaler

Jobbet som cheflæge fangede hurtigt Morten Ziebell så meget, at han fik lyst til mere ledelse, end han kunne få i det lille neurokirurgiske speciale. Men plads til at udfolde sig fik han i til gengæld i sin nuværende stilling som lægefaglig vicedirektør på SUH – et job han tiltrådte i august 2022 efter tre og et halvt år som cheflæge.

Endnu engang traf Morten Ziebell et overraskende valg, der kom bag på flere.

»Jeg synes lige, jeg havde nået at få mig en god chef i neurokirurgien, som jeg forestillede mig kunne drive og udvikle butikken i en længere periode. I stedet var han hurtigt videre i systemet, og det var rigtig godt set af Niels Würgler, der var sygehusdirektør dernede dengang, synes jeg. Morten gav god værdi for neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet, men jeg tror faktisk, at han kan give endnu mere værdi der, hvor han er nu,« siger Jannick Brennum.

»Måske er jeg modig, når jeg siger ja til at blive portrætteret i Dagens Medicin eller siger ja, når TV2 ringer, men så bagefter kan jeg tænkte, ‘hvorfor sagde jeg ja til det?’. Det handler om modet til at være i magten. Modet til at træffe de rigtige beslutningerne, selvom de er svære, gør ondt eller kan koste mig et hak i tuden fra offentligheden eller min chef.«Foto: Joachim Rode

Dér, hvor han er nu, har Morten Ziebell godt 7.000 medarbejdere under sig på SUH mod de godt 150 han havde i jobbet som cheflæge. Og det er medarbejderne, han først og fremmest tænker på som leder.

»Min opgave er på personalesiden, hvor jeg skal sørge for at hjælpe mine afdelingsledelser så godt som muligt og støtte dem i de beslutninger, de skal tage,« siger Morten Ziebell.

I den proces har han gjort op med to årlige dialogmøder med afdelingerne til fordel for månedlige møder, fordi han ‘simpelthen ikke kan holde ud at være leder for nogen, jeg ikke minimum ser én gang om måneden.’

Stille på møder

Morten Ziebell så jobbet som en mulighed for at udbrede sin ledelse til mange flere og gøre en forskel for mange flere arbejdsliv. Den del er opfyldt, men på andre måder, er jobbet ikke, hvad han forestillede sig.

»Jeg har for mange møder og for få samtaler, synes jeg, for jeg kan virkelig godt li’ det relationelle. Og så synes jeg, at jeg har mindre råderum, end jeg havde regnet med. Der er mange skal-opgaver og møder, der ikke nødvendigvis kræver MIN tilstedeværelse, men en vicedirektør fra SUH. Men man skal også vælge sine kampe, og jo mere man siger, desto større risiko er der for at sige noget dumt. Så jeg er nok mere stille and andre chefer på mange møder,« siger Morten Ziebell.

Det er indrømmet lidt svært at forestille sig, for han har mange ord om de fleste ting og virker sjældent til at være i tvivl om, hvad han mener. Men når man er omgivet af en fantastisk sygehusledelse, der lytter meget til hinanden, så er det ikke nødvendigt at sige så meget ifølge Morten Ziebell. Der er dog undtagelser.

»Jeg lytter rigtig meget efter, og så er der noget, jeg måske ikke er helt enig i, men hvis det ikke betyder det store, har jeg ikke behov for at markere mig. Men engang imellem kan jeg mærke, at der er noget, der virkelig betyder noget for mig, eller at jeg er virkelig uenig i, at vi skal gå i en eller anden retning, og SÅ blander jeg mig.«

Beslutningstager

Som hjernekirurg har Morten Ziebell hundredvis af gange stået med en skalpel i hånden og det størst mulige ansvar. Den følelse har han ikke glemt, selvom det er fem år siden.

»Jeg havde virkelig stor respekt for den skade, man kunne gøre. Kirurgien handler jo ikke så meget om at ryste på hænderne i fysisk forstand, men der er mange beslutninger, der skal træffes ret hurtigt, og det er ret meget etik på steroider. Det går virkelig stærkt, og hvis du tøver, tager beslutningen ret hurtigt sig selv,« siger han.

Hold kæft, det ville være fedt, hvis hospitalerne var et sted, hvor folk reelt var syge, og de ikke var fyldt med tonsvis af raske mennesker med bekymringer og folk, der bare lige vil skannes for alt muligt

Morten Ziebell, lægefaglig vicedirektør for ­Sjællands Universitetshospital

Men det betyder ikke, at han tager let på ledelsesgerningen, hvor der ikke på samme måde er liv på spil her og nu. Det er stadig et ansvar for andres liv.

»Som leder skal man virkelig tænke sig om, for jeg tror bestemt, at man kan gøre skade og med det følger et kæmpe ansvar for ikke at traumatisere,« siger han.

Det er et af de steder, mod er i spil, for selvom ansvaret kunne give de fleste klamme håndflader, så ryster Morten Ziebell ikke på hånden, når det kommer til at træffe beslutninger.

»Jeg er meget drevet af data, men jeg har ikke svært ved at tage en beslutning, hvor jeg må erkende, at de sidste data mangler og jeg ikke finder ud af det før beslutningen er taget. Det der element af usikkerhed handler i virkeligheden nok om at være modig, men jeg har også en utålmodighed, som jeg godt ved, jeg skal arbejde med.«

Det med at være en beslutningstager er ikke noget, der er kommet med jobbet, hvis man spørger Morten Ziebells gamle studiekammerat Casper Hagen. De to har kendt hinanden i mere end 25 år

»Morten er en født leder, der gerne går forrest og viser vej. I vores vennegruppe har vi nok allesammen vores meningers mod, men det falder Morten helt naturligt at træffe beslutningen,« siger Casper Hagen.

Og selvom han også beskriver Morten Ziebell som et ivrigt konkurrencemenneske inden for alt fra squash til golf og selvopfundne spil, så handler lysten til at træffe beslutninger ikke om at få sin vilje eller vinde.

»Morten har en meget stærk fornemmelse for andre og er meget anerkendende, hvis der er noget, andre er dygtige til. Han vil gerne være god og også den bedste, men han har altid sine omgivelser for øje,« siger Casper Hagen.

Selv siger Morten Ziebell, at hans fundament er, at han ikke er bange for at slå sig eller træffe de forkerte beslutninger.

»Jeg er ikke bange for at prøve noget og sige, at der tog jeg fandeme fejl, vi går den anden vej.«

Kujonagtigt ikke at råbe op

Det var under COVID-19-pandemien, at Morten Ziebell for første gang for alvor gjorde opmærksom på sig selv. Det gjorde han ved at diskutere statsminister Mette Frederiksens udmelding om, at ethvert dødsfald af covid var en tragedie. Det talte direkte ind i tanker, Morten Ziebell længe havde gjort sig, og han kunne ikke længere holde på ordene.

»Jeg tænkte, at der simpelthen var nogen, der var nødt til at sige noget. Hvordan kan man stille sig op som statsminister og sige, at ethvert dødsfald af COVID-19 var en tragedie? Det gav slet ingen mening for mig, og derfor var jeg nødt til at reagere, selvom jeg godt vidste, der var en risiko for, at jeg ville få hug for det.«

Debatten om livets afslutning, og hvad sundhedsvæsenet kan og skal, er vigtig for Morten Ziebell, men det handler også om den forpligtigelse, han føler.

Som søn af en praktiserende læge skulle Morten Ziebell i hvert fald slet ikke være læge, og derfor kæmpede han lidt imod. Men læge blev han jo altså, og i dag siger han, at valget nok var faldet på almen praksis, hvis han ikke havde haft brug for at gøre noget andet end sin far.Foto: Joachim Rode

»Jeg synes, det er en lillebitte smule kujonagtigt, hvis man oplever ting, der ikke er i orden og man ikke blander sig. Det handler om at være ordentlig, og indeni det ligger der en kæmpe portion mod. Og jeg synes ikke, det er i orden, at man bliver ved med at tale om, at vi skal løbe stærkere og redde flere liv, for penge og personale fixer ikke den ulighed, vi først og fremmest er nødt til at tage os af,« siger Morten Ziebell og fortsætter:

»Vi er nødt til at justere forventningerne i stedet for bare at ville skrue op for aktiviteten. Hold kæft, det ville være fedt, hvis hospitalerne var et sted, hvor folk reelt var syge, og de ikke var fyldt med tonsvis af raske mennesker med bekymringer og folk, der bare lige vil skannes for alt muligt.«

Indflydelse forpligter

Han betragter det som en del af jobbet som vicedirektør på SUH at være en stemme, der er med til at sætte universitetshospitalet på landkortet. Og hvis man spørger ham, hvorfor det lige er ham, der skal sige de ting, griner han lidt og svarer ‘der er jo ikke nogen andre, der siger det’.

Men så bliver han alvorlig. Han ved godt, at han siger ja til så mange debatter, arrangementer på Folkemødet, årsmøder, debatindlæg og alt muligt andet, at han gør sin PA rundtosset. Kritikerne i krogene mumler om, at der er gået lige lovligt meget udenrigsminister i den, og at Morten Ziebell burde koncentrere sig mere om driften.

»Og jeg hører ekstremt meget efter mine kritikere, meget mere end efter dem, der synes, det er fedt, det jeg laver. For det lærer jeg ikke særligt meget af. Men jeg synes, at det forpligter at have den indflydelse, jeg har, og jeg kommer fra en familie, hvor vi ikke springer over, hvor gærdet er lavest. Det kan godt være, at det er hårdt og koster energi at gøre det rigtige, men du sniger dig ikke lige udenom, det gør du ikke.«

Han kalder det en tung forpligtelse at deltage i debatten og være med til at gøre sundhedsvæsenet og samfundet bedre. Det gælder for alle sygehusdirektører, cheflæger og overlæger. Hans eget mod til at sige ja og tage ordet svinger, så han forstår godt, at ikke alle har lyst, siger han, men det ligger mellem linjerne, at han ikke tillader sig selv at holde sig tilbage.

Og skulle han miste modet helt, behøver han kun at kigge på det whiteboard, der hænger på hans kontor. Øverst står der:

‘Det er ikke, fordi noget er svært, at vi ikke tør.

Det er, fordi vi ikke tør, at det er svært!!’