Jesper Fisker er tiltrukket af det nære og det svære

Når man kaster et blik på hans CV, er det tydeligt, at Jesper Fisker ikke render rundt med en sirlig karriereplan i skjortelommen.

Magtens top 100 2023

Igen i år kårer Dagens Medicin sundhedssektorens 100 mest magtfulde personer baseret på vurderinger fra et udvalgt magtpanel. På årets magtliste finder vi bl.a. Jesper Fisker, adm. direktør Kræftens Bekæmpelse og formand for Sundhedsstrukturkommissionen, Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstrukturkommissionen, der indtager pladsen som nr. 12. Find alt om årets magtliste her.

Han har været forsker, leder i det kommunale, stået i spidsen for Sundhedsstyrelsen og været departements­chef i tre forskellige ministerier, før han satte sig i stolen som administrerende ­direktør for Kræftens Bekæmpelse for fem et halvt år siden.

Ud over at være optaget af velfærdsområderne, der for ham er fundamentet for vores samfund, er han ofte tiltrukket af svære udfordringer. Derfor havde Jesper Fisker også allerede et svar klar, da han blev prikket på skulderen og spurgt, om han ville stå i spidsen for den sundhedsstrukturkommission, der til foråret efter et års arbejde skal komme med bud på modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet.

»Det er spændende, og det er svært – YES! Det var jeg rigtig glad for at blive spurgt om,« siger han.

Det brede smil, der fylder hele hans ansigt, bakker til fulde udsagnet op, da Dagens Medicin møder ham på hans kontor på Østerbro i København. Han erkender, at hvis han havde trukket vejret og givet sig selv tid til at tænke, så havde omfanget af det store arbejde måske givet anledning til lidt længere svartid. Men svaret kunne der aldrig være tvivl om.

»Hvis jeg skulle pege på den allermest spændende opgave at få stillet, der hvor jeg er i mit liv nu, så er det netop opgaven som formand for Sundhedsstrukturkommissionen,« siger Jesper Fisker.

Drømmejobbet

Ironisk nok er det manglen på en struktureret karriereplan, der har givet ham den vifte af kompetencer, der har ført til det nuværende som kommissionsformand.

»Jeg har haft forskellige udkigsposter gennem mit arbejdsliv og set sundhedsvæsenet fra mange forskellige vinkler, og nu får jeg lov til at være med til at give et bud på, hvordan det skal se ud i fremtiden, så det fungerer endnu bedre end i dag … Det er en svær opgave. Hvis der var én model, der kun havde fordele og ingen ulemper, så havde vi nok fundet den for 30 år siden,« siger han.

Sundhedsstrukturkommissionen har fået stillet en omfattende opgave og forventes blandt andet at levere løsningsmodeller, der skal understøtte et sammenhængende sundhedsvæsen.

Som formand er Jesper Fisker den tovholder, der skal sikre, at kommissionen forholder sig til alle opgaveelementer, og at kommissionens ni medlemmers mange forskellige kvalifikationer og erfaringsmæssige baggrunde bliver bedst muligt forenet i forskellige modeller for fremtidens sundhedsvæsen.

»Det er noget af et persongalleri med mange meninger, synspunkter og positioner, og et persongalleri med meget forskelligartet viden, hvor han i virkeligheden skal give hver eneste mulighed for at bidrage til flere modeller for sundhedsvæsenets struktur. Det kræver både lydhørhed, overblik, og at man selv kan tænke med og tænke skridtet videre og se nogle udfaldsrum af diskussionen. Det fornemmer jeg, at Jesper er god til – han kan balancere både mange meninger og mange mennesker,« siger Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen.

Patienternes stemme

Jesper Fiskers anden rolle i kommissionen er at repræsentere patienterne som direktør for Danmarks største patientforening, men det ser han nu ikke som en særegen kvalitet.

Det siger Magtpanelet:»Jesper Fisker har en utrolig bred viden om sundhedsvæsenet. Han sidder meget stærkt forankret i en stærk patientorganisation og har erfaring fra Sundhedsstyrelsen, men nok så vigtigt også fra kommuner. Det er vigtigt i hans funktion som formand for Sundhedsstruktur-kommissionen. Han kan gå hen og blive en af de rigtig stærke personer i sundhedsvæsenet i den kommende tid

Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, medlem af Dagens Medicin magtpanel

»Selvfølgelig er jeg udpeget, fordi jeg er direktør i Kræftens Bekæmpelse og har patientperspektivet, men forhåbentligt er alle enige om, at vi skal have et sundhedsvæsen for patienternes skyld og ikke omvendt. Jeg synes i hvert fald ikke, det gør noget at have den tanke som udgangspunkt for arbejdet i kommissionen,« siger Jesper Fisker.

Han siger det med en selvfølgelighed, der bærer præg af, at han ikke forventer at blive modsagt. Men selvom han virker som en mand, der allerede kan se dele af tegningen for sig, så er han ikke fri for de samme eksamensnerver som alle andre.

»Man får da sådan lidt … sommerfugle i maven, for det er jo svært. Og vi ved godt, at ingen af de løsninger, vi kommer til at foreslå, kan løse alle problemerne – og ovenikøbet vil de uvægerligt skabe nye udfordringer. Når man fjerner nogle snitflader, så skaber man nogle andre, og hele balancen er så at finde ud af, om det man foreslår, opvejer fordele over ulemperne,« siger Jesper Fisker.

Fear of missing out

Hans hænder har svært ved at finde ro, som om han nærmest prøver at tegne et billede i luften af den komplekse opgave. En opgave så stor, at han holder fri fra Kræftens Bekæmpelse hver mandag for at få enderne til at nå sammen. Det er en nødvendighed, der strider imod hans naturlige instinkt til at sige ‘ja tak’ og ‘mere’ til alt, der interesserer ham.

»Grundlæggende er jeg ikke god nok til at strukturere min tid, men hvor jeg tidligere har løst travlhed ved bare at løbe hurtigere og på den måde nået det hele alligevel, kan jeg godt se, at dét ikke kan lade sig gøre lige nu,« siger Jesper Fisker med en vis ærgrelse i stemmen.

Han er også nødt til at gøre noget så sjældent for ham, som at sige ‘Nej, det kan jeg desværre ikke.’ Det piner ham.

»Jeg lider desperat af fear of missing out, og der har været et par ting, jeg virkelig gerne ville ha’ sagt ja til. Men jeg har måttet erkende, at det ikke går, for så bliver jeg dårligere til alt, jeg laver – og en dårligere familiefar. Det duer simpelthen ikke.«

Nye løsninger på gamle problemer

For de fleste i og omkring sundhedsvæsenet står det tydeligt, at løsningerne for fremtiden skal være anderledes end dem, vi tidligere har tyet til. Der er ikke andre muligheder.

»I 20 år har vi rekrutteret os ud af problemerne, og der er næsten dobbelt så mange læger på sygehusene i dag som for 15 år siden. Men hvis man ser på demografien i fremtiden, så er der simpelthen ikke unge at ta’ af, så vi bliver nødt til at finde nogle andre måder at arbejde på i sundhedsvæsenet. Ellers tager vi livet af dem, der arbejder der,« siger Jesper Fisker om det arbejde, der om et halvt år skal afleveres til regeringen.

Det er den ene del af udfordringen. Den anden handler om den stigende mængde af patienter, der lægger et øget pres på det system, vi har nu.

»Hvis alle fremtidens patienter skal ind på sygehusene, så bryder det sammen, så vi bliver nødt til at håndtere det nære sundhedsvæsen og sammenhængen mellem praktiserende læger, kommuner og sygehusene. Men vi skal også håndtere ulighed i sundhed, for vi kan se, at i et presset sundhedsvæsen, er det dem med færrest ressourcer, der bliver mest pressede. Og dem, der ender med at betale prisen.«

Selvom det er et alvorligt emne, smiler direktøren stadig, og man fornemmer tydeligt det drive, der er i hans begejstring for det svære.

Ung i ledelse

Når Jesper Fisker sætter sig for enden af bordet i Sundhedsstrukturkommissionen, bruger han blandt andet de lederevner, han har tilegnet sig igennem en lang karriere. Men han startede et helt andet sted for 35 år siden.

Jesper Fisker, 63 år

2011-2018: Departementschef i Ministeriet for Børn og Undervisning

2010-2011: Departementschef, Indenrigs- og Sundhedsministeriet

2010-2010: Departementschef, Socialministeriet,

2007-2010: Administrerende direktør for Sundhedsstyrelsen

2003-2007: Administrerende direktør for Sundheds- og omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune

2000-2003: Kommunaldirektør, Hillerød Kommune

1995-2000: Socialdirektør, Brøndby Kommune

1993-1995: Vicesocialchef, Rødovre Kommune

1989-1993: Forsker, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (i dag VIVE)

1989: Ph.d. i offentlig forvaltning, Københavns Universitet

1987: Cand.scient.pol., Københavns Universitet

Færdiguddannet som cand.scient.pol. tog han en ph.d. i offentlig forvaltning og fik job i Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (i dag VIVE), hvor han forskede i omstilling i den offentlige sektor.

Efter fire år blev han træt af, at forskningen og de mange forbedringsforslag aldrig blevet taget op ude i virkeligheden. Derfor søgte han ud i kommunerne og fik allerede her sin første lederstilling som vicesocialchef i Rødovre Kommune.

»Det var et genialt sted at være ung chef, og jeg blev vist en enorm tillid. Jeg fik nærmest lov til at iværksætte alt, hvad jeg kunne finde på, og jeg lærte ekstremt meget på de to år, fordi jeg virkelig fik lov til at prøve mig selv af,« siger Jesper Fisker og fortsætter:

»Men jeg havde overhovedet ingen ledererfaring, og jeg ved stadig ikke, hvorfor Ole Pass, der var socialchef i Rødovre, ansatte mig.«

Det kan Ole Pass sagtens sætte ord på, selvom det er tre årtier siden, og han selv for længst er gået på pension.

»Vi mødtes på et lederkursus, hvor han holdt et oplæg, og bagefter talte vi sammen på hele køreturen hjem, og han gjorde et indtryk på mig med sin viden og idéer, så da han søgte jobbet, var jeg sådan set ikke i tvivl om, at det skulle være ham,« husker Ole Pass.

Og han fortrød ikke, at han gav det uprøvede ledertalent en chance for at løbe ud over stepperne og få nogle kilometer i benene.

»Jesper havde en stor energi og var meget flittig med det, han kastede sig ud i. Allerede dengang var det tydeligt, at han var et talent, selvom det selvfølgelig ikke var til at vide, han ville gøre sådan en kometkarriere.«

På det sociale plan husker han Jesper Fisker som aktiv, åben og humoristisk og som én, der ikke var bange for at tage scenen for eksempel på det interne revyhold.

»Han var ikke bange for at træde frem dengang, og det kan jeg se, at han stadig ikke er. Det, tror jeg, er en del af grunden til, at han er så dygtig en direktør for Kræftens Bekæmpelse.«

Et borgerligt ombud

Da Jesper Fisker får mailen om, at Dagens Medicin gerne vil portrættere ham i forbindelse med kåringen af Magtens top 100 2023, spørger han ikke, hvilket nummer han ligger, ligesom han ­danser lidt rundt om emnet, da vi mødes på hans kontor.Det er ikke magten, der betyder noget. Det er det, han kan udrette.

»Som formand for Sundhedsstrukturkommissionen får jeg en platform, hvor jeg kan være med til at tegne fremtidens sundhedsvæsen. Hvis det er magt at have den platform, der kan være med til at påvirke beslutningerne, så vil jeg gerne have den. Det, synes jeg, er spændende, og jeg har en opfattelse af, at der er mulighed for at rykke noget, hvis vi gør det sammen.«

Christine Antorini, der var børne- og undervisningsminister i 2011-2015 med Jesper Fisker som departementschef, mener, at magt og indflydelse følges ad.

»Uanset om det er som embedsmand, politiker eller direktør, er man ikke i toppen af magthierarkiet uden at vide, hvor vigtigt det er at have magt, hvis man gerne vil være med til at forandre noget. Så selvfølgelig betyder magt noget, men jeg tror, han ser det at komme på magtlisten mere som en anerkendelse af, at han bliver set som en central spiller på sundhedsområdet og en stemme, der ­bliver lyttet til,« siger hun.

Det er måske rigtigt, og Jesper Fisker har i hvert fald noget på hjerte. Han er alvorligt bekymret for sundhedsvæsenet i en fremtid med flere og flere patienter, flere kronisk syge, flere multisyge og f­lere og flere ældre.

»Hvis man tror på, at man kan bidrage med noget, så betragter jeg det nærmest som borgerligt ombud at stille op.«

Han har ikke bevidst søgt magten, siger han. Men så holder han én af få tænkepauser i løbet af interviewet.

»Der er selvfølgelig en eller anden grund til, at man driver hen, hvor man driver hen, og jeg har altid syntes, det var sjovt at være med til at bestemme.«

Tættere på kommer vi ikke, men selvom Jesper Fisker ikke selv er så interesseret i at tale om at have magt, så er der ingen tvivl om, at andre på sundhedsområdet ser det sådan.

»Jesper er qua erfaring nok nået forbi det tidspunkt i livet, hvor man synes, at man skal positionere sig på cv’et, i karriereræset, overfor kollegaerne, på magtlister eller tilsvarende. Hans viden, erfaring og senest position som direktør i den mest magtfulde patientforening i Danmark betyder, at han befinder sig på magtens tinde, selvom han ikke er en del af centraladministration og beslutningshierarkiet på Christiansborg,« siger Camilla Noelle Rathcke.

Den første ikke-læge i Sundhedsstyrelsen

Efter næsten 15 år i kommunerne, hvor Jesper Fisker forventeligt steg i graderne, brød han linjen og landede i 2007 jobbet som administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen.

På stranden ved sommerhuset i Tisvildeleje.Foto: Joachim Rode

»At komme til centraladministrationen er en helt anden virkelighed end det kommunale, fordi den er meget mere afkoblet fra virkeligheden og handler om de mere overordnede linjer. Men det passede mig egentlig godt, for efter mange år med hands-on i kommunerne havde jeg nået den konklusion, at dele af rammeværket og lovgivningen godt kunne gøres klogere,« siger Jesper Fisker.

I Sundhedsstyrelsen var han ikke kun et særsyn, fordi han krydsede to ellers meget lukkede kredsløb i kommunerne og central­administrationen, men han var også den første ikke-læge til at besidde posten.

Jobbet i 2007 var først og fremmest at være med til at ­udforme de kræftpakkeforløb, der siden har forbedret kræftoverlevelsen i Danmark så ­meget, at vi er gået fra bundskraber til ­klassens duks internationalt. Det var ikke en nem opgave, men det er ikke for ingenting, at Jesper Fisker er kendt som en dygtig netværker, og han fik hurtigt vendt en ulempe til en fordel.

»Jeg tror faktisk, jeg blev hjulpet af, at jeg ikke var læge, for det betød, at jeg pinedød var nødt til at alliere mig med dem, der var dygtigere end mig på området, og som havde den viden, der skulle til for at skabe forandringen,« siger Jesper Fisker.

Han peger selv på arbejdet med at omkalfatre og redesigne kræftbehandlingen i Danmark som noget af det, han er mest stolt af i sin karriere.

Helt inde i maskinrummet

Efter et kortere ophold som departementschef i Social­ministeriet var det jobbet i Sundhedsstyrelsen, der i 2010 gav anledning til det næste job, hvor Jesper Fisker har været med til at ændre det danske sundhedsvæsen.

Det var nemlig ikke gået den nyudnævnte indenrigs- og sundhedsministers næse forbi, at Jesper ­Fisker havde udvist en særlig tæft for at løse svære opgaver, og ministeren shanghajede ham derfor uden tøven til den næste.

Sundhedsministeren hed Bertel Haarder (V) og under mottoet ‘Det, der ikke er svært, skal være nært’, var opgaven klar: Specialerne skulle fordeles rundt omkring i landet.

»Det var i virkeligheden en uhyggeligt svær øvelse, fordi der var nogle, der skulle afgive deres specialer, og det passede dem ikke ret godt. Men Jesper var rundt i hele landet for at tale med alle de involverede, og han gjorde det helt eminent. Det var en stor præstation, at det ikke skabte mere ballade, og det var først og fremmest hans præstation – han har store diplomatiske evner. Samtidig er han også et meget behageligt menneske, og så ræsonnabel, at når han siger noget, er det som regel svært at mene det modsatte,« siger Bertel Haarder.

Selvom Jesper Fisker dengang var embedsmanden, og han var chefen, der lagde linjen, fik Bertel Haarder alligevel et glimt af jernvilje.

»Det var meget, meget svært at nedlægge specialer i lokalpatriotiske amtshovedstæder, så jeg er sådan set ikke i tvivl om, at han er god til at få sin vilje.«

Men bag det ligger der også en kæmpe respekt for de mennesker, han arbejder sammen med og respekt for den faglighed, Jesper Fisker ikke selv besidder.

»Noget af det mest fantastiske ved Sundheds­styrelsen var alle de dygtige sundhedsfolk, jeg blev omgivet af. Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af de klogeste mennesker i Danmark arbejder inden for sundhedsområdet, og det er jo et enormt privi­

legium at få lov til at arbejde i sådan et miljø.«

Drevet af nysgerrighed

Når man sidder overfor Jesper Fisker, er han rolig og nærværende, så hvis det ikke var fordi, hans cv i dén grad bakker det op, så var det næsten ikke til at tro, at han er lidt af en karrieremæssig rullesten.

»Men selvom jeg har været i Kræftens Bekæmpelse i fem et halvt år, så kan jeg nok ikke, hvis man ser på mit cv, sige mig fri for at blive ramt af en rastløshed, hvis jeg har været et sted for lang tid. Så må der godt ske et eller andet.«

Og det er altid fremad. Jesper Fisker har aldrig drømt om at gå tilbage til kommunerne med den ­viden og erfaring, han har nu. Han får hele tiden øje på en større udfordring, der venter forude.

Én af de største kom i det seneste job som departementschef. Ministeriet for Børn og Undervisning stod i 2011 over for det store arbejde med en folkeskole­reform. Selvom det var en lille smule udenfor hans område, er hans daværende chef ikke i tvivl om, at kompetencerne var helt rigtige.

Vi bliver nødt til at finde nogle andre måder at arbejde på i sundhedsvæsenet. Ellers tager vi livet af dem, der arbejder der

Jesper Fisker, direktør, Kræftens Bekæmpelse

»En af de helt store kvaliteter ved Jesper, som jeg også har kunnet iagttage på tværs af ministerier, er, at han er superdygtig både som leder og fagligt. Men han er også oprigtigt nysgerrig på at lære sin sektor at kende. Han er hele tiden optaget af, hvilke strømninger, der rører sig og konstant i dialog, også i bredden. Han er åben og nysgerrig, også selvom han ikke er enig, og det er med til at gøre en forskel,« siger Christine Antorini.

Hård konflikt

Og der var i dén grad brug for dialog i ministeriet i arbejdet med den udfordrende reform. Baggrunden for reformen var, at man politisk ikke var tilfreds med det faglige niveau, der blev afspejlet af de internationale PISA-undersøgelser.

»Der var derfor, jeg sagde ja. For mig var det enormt spændende at være med til at udvikle folke­skolen, som jeg synes er noget af det vigtigste, vi overhovedet har. Men det kan så godt være, at jeg ville have tænkt anderledes, hvis jeg havde vidst, hvordan det gik,« siger han.

Han smiler stadig, men ansigtsudtrykket er alvorligt. Opgaven blev aldrig rigtig løst.

»Jeg lærte rigtig meget af den tid. Jeg synes, vi gjorde noget, der var fornuftigt, men det blev kombineret med en konflikt omkring lærernes arbejdsvilkår, og det umuliggjorde opgaven. Det er klart, at man ikke kan gennemføre en stor reform, hvor man er i konflikt med dem, der skal have reformen til at fungere. Det blev en frustrerende oplevelse, fordi reformen blev født i en tilstand af konflikt,« siger Jesper Fisker.

Alt i alt endte det med at blive en hård tid.

»Det var en meget antagonistisk konflikt, og ­retorikken var hård. Jeg kan huske, at mine børn blev udskammet, fordi jeg var departementschef. Det var svært at håndtere. En ting var, at det gik ud over mig, men jeg kunne ikke acceptere, at det skulle gå ud over mine børn.«

Et refugium i det spanske

Jesper Fisker er typen, der måske nok tager den sceniske rute langs søerne på vej ind til kontoret om morgenen, men han gør det så tidligt, at han lige har en god halv time for sig selv, inden resten af kontoret møder ind. Han vil ikke fortælle, hvor mange timer om ugen, han arbejder, men siger, at det er ‘alt for meget’.

Alligevel synes han selv, han har god work/life-balance.

Da han købte sommerhuset i Nordsjælland, var det ifølge Jesper Fisker ikke andet end et 100 år gammelt træskur og ’helt håbløst’. Men der står en kæmpe blodbøg i haven, hvilket er den egentlige grund til, at familien købte huset, som Jesper Fisker selv har renoveret.Foto: Joachim Rode

»Jeg kan sagtens knokle, knokle, knokle og bruge rigtig mange timer, men så holder jeg også fri. Jeg er god til både at holde fri og holde ferie. Så er jeg sammen med min familie og læser nogle af alle de bøger, jeg ikke får læst i det daglige.«

Yndlingsforfatteren er japanske Haruki Murakami, og når Jesper Fisker får én af hans bøger mellem hænderne, så har det hans fulde fokus. Så længe det varer, for han lader sig helt opsluge og sluger hurtigt en bog.

Læsningen foregår ofte i sommerhuset i Sydspanien, der har været i familiens eje i mere end 20 år, og som danner rammen om de store ferier i løbet af året. Selvom det med Jesper Fiskers ord ligger ‘midt i bjergene, midt i ingenting, for enden af en vej, for enden af en vej, for enden af en vej’, så tager de tre døtre på 19, 19 og 21 år stadig med.

»Det er et refugium for os alle sammen. Vores familie er vokset op sammen dér, og når vi er i sommerhuset, så er vi sammen, for der er ikke tusind andre ting at lave. Vi har hinanden på godt og ondt,« siger han.

Mens vi taler, skinner septembersolen ind på kontoret og kan ikke helt konkurrere med minderne fra Sydspanien. Selvom det er et refugium, så er huset dog ikke en arbejdsfri zone for ham .

»Jeg arbejder altid lidt og følger med i, hvad der sker. Det ville være meget mere stressende, hvis jeg bare koblede helt væk og ikke anede, hvad der foregik,« siger han.

Men selvom arbejdet fylder, så er det en klar andenplads efter hans hustru og tre døtre.

»Hvis der var noget, der skulle få mig til at ændre prioriteringer, så er det, at noget gik skævt med mine døtre. Heldigvis er det største problem, at jeg ligger vågen om natten, når de er i byen. Jeg er virkelig dårlig til det, og det irriterer mig, for de opfører sig ordentligt og skriver hjem, men jeg ligger alligevel vågen.«

Det sidste direktørjob

Jesper Fisker har aldrig været ansat noget sted længere, end han har været det i Kræftens Bekæmpelse, og selvom hans kone drillende minder ham om, at han som ung drømte om at stoppe med at arbejde som 50-årig, så forestiller han sig lang tid endnu i sit nuværende job.

»Da jeg blev ansat, tænkte jeg over, om jeg overhovedet kunne finde ud af at tage til Lemvig og holde en tale for dem nede på havnen efter ti år i centraladministrationen og i dén kultur, men jeg lærte hurtigt, at det er det fedeste ved det her job,« siger han.

Som direktør står han i spidsen for en organisation med over 400.000 medlemmer, flere end 30.000 frivillige og næsten 700 fuldtidsansatte. Han holder møder med politikere, sundhedsprofessionelle og andre interesseorganisationer hver uge, men det er nogle helt andre, der betyder noget.

»Det giver mig meget glæde at være så tæt på patienter og pårørende og se, hvor stor forskel vores arbejde gør. Det er en vinkel på arbejdslivet, jeg aldrig har haft før. Jeg har før haft jobs, der var betydningsfulde, men slet, slet ikke i samme størrelsesorden som nu. På den måde er det verdens bedste job, fordi det forbinder arbejdet med at få påvirket det strukturelle og få hævet priserne på tobak med det kolossale nærvær, jeg oplever fra patienter, der nyder godt af den indsats, vi leverer hver eneste dag,« siger han.

Faktisk er han så glad for jobbet, at han er sikker på, at det her er hans sidste direktørjob. Han er uhøjtidelig nok til at slå et stort grin op ved en reference til, at han jo efterhånden er 63 år, og har selvtillid nok til at sige, at han stadig er ung og snildt kunne komme et andet sted hen. Men det kunne den ellers lidt rastløse Jesper Fisker ikke drømme om, for der er simpelthen ikke andre steder, han har lyst til at være direktør.

Og man forstår hvorfor, når han fortæller om Stafet For Livet, som han selv lige har været deltaget i. Et 24 timers-arrangement, hvor Kræftens Bekæmpelse samler alle, der er påvirkede af kræft i et område og går eller løber sammen på en rute. Samtidig fejrer man livet og fællesskabet og samler ind til det fortsatte arbejde.

»Da jeg lige var blevet ansat, var jeg med i Frederikshavn og hørte årets fightertale. Det øsregnede, og kvinden i midten af 30’erne holdt en tale primært til sin mand og de to små børn, der stod dér på den forreste række. Hun fortalte om, hvordan hun var kommet igennem kræftforløbet, og da hun siger, at hun nu er rask og erklærer sin kærlighed til familien, der havde hjulpet hende igennem, brød solen frem,« siger Jesper Fisker og fortsætter:

»Det er grunden til, at jeg siger, at det er et mere vedkommende og vigtigere arbejde, end jeg nogensinde har haft før, og jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på det.«

På den anden side af mødebordet er øjnene rigtig nok blanke.

Stadig masser af drive

Da finanslovsforslaget for 2020 landede, var det med en samlet stigning på cigaretter på knapt 20 kr. Det var en markant sejr for Kræftens Bekæmpelse, der sammen med blandt Lægeforening igennem en årrække havde lobbyet hårdt.

Men den slags er ikke en sovepude for Jesper Fisker.

Jesper Fisker arbejder meget, men når han har fri, prioriterer han at komme væk, fordi det fungerer bedst for ham mentalt at blive revet ud af hverdagens sammenhæng. »Når man står og kigger på et dådyr i haven, der ikke flytter sig en meter, og man kan se, at det tænker, at ‘hvad laver han her, det er min græsplæne … det gør bare noget for mig.«Foto: Joachim Rode

»Jeg kan huske, at vi internt havde det sådan ‘YES, nu er vi kommet hertil – og i morgen begynder vi på vandringen mod de 100 kr.’. Hvis jeg skal sige noget dårligt om mig selv, så er jeg ikke ret god til det der med at hvile i en succes. Jeg glæder mig over det, men så skal vi også videre.«

Han erkender, at den ærgerrighed og utålmodighed nogle gange kan slide på hans omgivelser, men omvendt ser han det også som hans job.

»Jeg tror godt, det kan være en udfordring for organisationen, at jeg hele tiden sætter gang i bevægelsen mod noget nyt. Men grundlæggende mener jeg, at det er en positiv udfordring, for som chef skal man også være med til at give drivet til organisationen. Det er mit job at sikre, at vi har en ny udfordring.«

Og ‘vi’ er meget bogstaveligt ment, for det er holdets indsats sammen, der for alvor giver Jesper Fisker energi og kampgejst. Han slår i bordet for at understrege, at han ikke synes, vi er i mål med cigaretpriserne.

»Tobak skal bare være dyrere. Hvis tobak kostede 100 kr, ville der være tusindvis af unge, der aldrig begyndte at ryge og som dermed ikke ville dø af kræft. Hvert år dør 14.000 i Danmark af rygning, og når man kigger på årsagerne, står rygning for flere af de dødsfald end alle de andre risikofaktorer tilsammen. Det er så indiskutabelt noget møg, at det skal vi gøre noget ved.«

Kræftpakke V er næste store opgave

Det andet store mål, Jesper Fisker har i sigte, er Kræftplan V. Det arbejde glæder han sig til, og organisationen kan ikke være i tvivl om retningen.

»Vi er glade for, at Kræftplan V er annonceret. I en lang periode har der berettiget været en diskussion om psykiatrien, og det har ikke været det rette tidspunkt for os at begynde at tale om næste kræftplan. Men det er nødvendigt, og jeg glæder mig til at være med til at udvikle den kræftplan,« siger Jesper Fisker og fortsætter:

»Jeg bliver inviteret til at holde oplæg i udlandet om, hvordan vi i Danmark har løftet kræftbehandlingen og fået en overlevelse blandt de allerbedste i verden. Men nu skal vi have fokus på forebyggelsen, for herhjemme lever vi stadig nogle alt for usunde liv, vi ryger for meget, vi drikker for meget, vi dyrker for lidt motion.«

Når han inviteres med til bords i arbejdet, er forebyggelse hans vigtige pointe sammen med håndtering af følgerne af kræftbehandlingen.

»I takt med, at vi er blevet bedre og bedre til at behandle kræft i Danmark, får et stigende antal senfølger efter et kræftforløb. Faktisk oplever mere end halvdelen senfølger efter kræft og kræftbehandling, og det er vi bare ikke særligt gode til at håndtere.«

En født netværker

Når man taler med mennesker på sundhedsområdet om Jesper Fisker, så er der flere skudsmål, der går igen: Vellidt, en god networker og nysgerrig.

Måske hænger det sammen med, at Jesper Fisker har brug for andre mennesker at spille bold op ad.

»Jeg bliver klogere af at tale om tingene, af at diskutere og høre andres synspunkter. Og selvom jeg måske ikke er enig, er der ofte noget, der alligevel lejrer sig. Den gamle ‘tese. antitese, syntese-tankegang’ fungerer godt for mig, det er både sjovt og med til at gøre mig klogere. I fællesskab kan man skabe nye positioner og ny viden.«

Camilla Noelle Rathcke, der ofte møder Jesper Fisker til debatter og i forskellige sundhedspolitiske fora oplever, at den tankegang fungerer godt i en gruppe.

»I en mængde af mange gode forslag, er det jo ikke farligt at lade alle forslag komme til orde og lade rummet afveje, hvad der har gang på jord. Det er min oplevelse, at Jesper evner at give den plads til mange forskellige holdninger – og det er ikke altid, man ved, hvad han egentlig selv mente om det, når man forlader rummet. Og det er en styrke, inden man samler alle brikker til et hele,« siger hun.

Når Jesper Fisker bevæger sig igennem et rum til for eksempel en konference, sker det i en dans fra samtale til samtale.

»Jesper er rigtig god til at pleje relationer, og det, jeg godt kan li’, ved den måde han gør det på, er, at han plejer alle relationer inden for sit område. Man kan godt være selektiv og pleje de netværk, der er særligt vigtige for ens sag, men Jesper ved godt, at en vigtig del af ordentlig interessentpleje er, at man også er på god fod med dem, man ikke nødvendigvis er enige med. Det er bare enormt professionelt,« siger Christine Antorini.

For hovedpersonen selv, der tillægger holdet så stor værdi, er det helt naturligt at sikre, at man favner bredt.

»Jeg ved, at relationer er vigtige, men for mig handler det mere om, hvordan jeg ser ledelse end en disciplin, jeg øver mig i. Ledelse er en holdsport, ingen chefer kan noget selv, uden de mennesker på holdet omkring,« siger han.

Stædig nordjyde

Efter 45 år i hovedstaden betragter Jesper Fisker sig selv som københavner, selvom han tidligere har indrømmet at have en snert af stædighed med sig fra det nordjyske.

Naturen betyder noget helt særligt for Jesper Fisker, der tilskriver det de år, han tilbragte i Grønland som barn. Kærligheden til Grønland hænger ved, og lige nu er Kræftens Bekæmpelse sammen med den grønlandske kræftforening i gang med at etablere et rådgivningshus i Nuuk. I Grønland får man lige så meget kræft som i Danmark, men man dør af det dobbelt så hurtigt. »Og det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi ikke kan gøre noget mere som rigsfællesskab,« mener Jesper Fisker.Foto: Joachim Rode

»Har jeg virkelig sagt det?« spørger han grinende og svarer selv:

»Det er nok mere end en snert, hvis jeg skal være helt ærlig. Det lyder som en positiv omskrivning af virkeligheden. Jeg er ikke urokkelig eller uflyttelig på nogen måde, men jeg er vedholdende og lader mig ikke overbevise af letkøbte argumenter.«

Det skinner tydeligt igennem, at han godt kan li’ en god diskussion, og her betyder det ikke noget, at den ene part er direktør, og den anden part er ansat. For det meste.

»Jeg bilder mig selv ind, at jeg godt kan li’ medarbejdere, der tør mene noget andet, men det er jeg nu blevet udfordret på nogle gange. Jeg kan være meget direkte i mine meninger, og det kan måske godt skabe en stemning af, at vi kan diskutere det ‘hertil og ikke længere’,« siger han.

Ud over at være diskussionslysten, så bliver Jesper Fisker også beskrevet som både afslappet og humoristisk. Det husker Bertel Haarder også fra deres tid sammen i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

»Jeg vil ikke kalde ham en alvorsmand, han er tværtimod en, der får alle omkring sig til at slappe af, og så har han også humor, selvom den er lidt underbetonet,« siger han.

Men om det er alvor eller sjov, så er Jesper Fisker optaget af det, han laver lige nu, og tiden har en tendens til at løbe fra ham.

»Jeg er dedikeret til at have min opmærksomhed på det, jeg laver lige nu og ikke være optaget af, hvad jeg skal om tyve minutter. Der er altid noget, jeg skal videre til, og jeg kan godt glemme tiden i en god diskussion. Derfor har jeg også en aftale med min sekretær om, at hun lige banker på og minder mig om, at jeg altså skal noget andet,« siger han.

Der er ikke nogen, der har banket på, men interviewet er gået næsten et kvarter over tid. Senere venter der en middag på Le Saint Jacques sammen med hans bedste ven, men tro mod sine ord, har Jesper Fisker ikke set sit ur én eneste gang.

Jesper Fiskers største ­karrieremæssige udfordring

»Jeg blev socialdirektør i Brøndby Kommune som 35-årig, og jeg var i virkeligheden alt for ung til at være direktør. Samtidig blev jeg chef for noget, jeg simpelthen vidste for lidt om, og de første år var jeg udfordret af at tilegne mig viden så hurtigt, som jeg gerne ville.

Kort efter at jeg blev ansat, skulle 3.000 bosniske krigsflygtninge huses i Brøndby, hvor vi havde en masse ledige lejligheder, og fra den ene dag til den anden fik jeg ansvaret for at lave et integrationsprogram. Det var en gigantisk opgave, og ingen vidste, hvordan vi skulle gøre det, men jeg fik til gengæld frie hænder.

Det var ekstremt spændende, men jeg kan huske, at der var jeg virkelig udfordret på, om jeg var dygtig nok til at kunne samle det hold, der skulle til for at få det til at fungere, og på hvordan jeg skulle finde de rigtige mennesker og den rigtige viden. Men det var også svært, fordi jeg var ung og vidste for lidt om det.«