Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Magtens Top 100

»Jeg er stolt af det, jeg har opnået i min karriere«

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Som LVS-formand var mødet med medierne i starten lidt grænseoverskridende. Journalister ringer ofte og beder mig om en holdning på stedet, selvom jeg ikke har nået at tænke mig om. Er det okay, at jeg skyder fra hoften her? Jeg har vænnet mig til det og er nok blevet lidt mere teflonbelagt.«

Som 37-årig troede Susanne Axelsen, at hun skulle dø af kræft. Mere end to årtier senere forsøger hun stadig at nå det hele på den halve tid. Det er en drivkraft, der har været med til at gøre den 60-årige urogynækolog til en af sundheds­væsenets markante skikkelser, men som også til tider har gjort det svært at sige stop og selv ‘vælge klogt’.


Da Susanne Axelsen tilbage i 2020 blev tilbudt formandsposten i Lægevidenskabelige Selskaber, havde hun ikke brug for særlig meget betænkningstid. Tilbuddet, som den daværende formand i LVS, Henrik Ullum, bragte på banen, kunne han roligt pakke væk igen.


Magtens top 100 2022

Igen i år kårer Dagens Medicin sundhedssektorens 100 mest magtfulde personer baseret på vurderinger fra et udvalgt magtpanel. På årets magtliste finder vi bl.a. Susanne Axelsen, formand i Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), der indtager pladsen som nr. 61. Find alt om årets magtliste her.


Og sådan lød svaret fra Susanne Axelsen de første mange gange, fortæller hun.

»Jeg har aldrig haft en ambition om at blive formand for LVS. De tidligere formænd har alle været mandlige professorer med forskningstunge baggrunde, og selvom jeg har skrevet en ph.d., så er jeg først og fremmest kliniker. Derudover bor jeg i Aarhus, hvilket gør det besværligt med de mange møder i København.«

For Susanne Axelsen har karrierestigens næste trin da heller aldrig været drivkraften i hendes karriere, der for alvor tog sin begyndelse, da hun under medicinstudiet brugte en måned på at arbejde med gynækologi og obstetrik på sygehuset i Esbjerg.

Men har man en holdning til noget, der ikke fungerer optimalt, så har man også forpligtelsen til at forsøge at gøre noget ved det. For brok ‘er der jo så rigeligt af i sundhedsvæsenet i forvejen’, som Susanne Axelsen bemærker.

Da COVID-19 kort tid efter vendte op og ned på samfundets rutiner og gjorde en stor del af landets mødelokaler virtuelle, endte Susanne Axelsen derfor alligevel med at takke ja til formandsposten.

»Det var et langt tilløb, men det er en beslutning, jeg er glad for i dag. Jobbet som LVS-formand har vist sig at være enormt inspirerende og vigtigt, selvom det til tider også kan være frustrerende at favne så mange interesser under samme tag,« siger Susanne Axelsen.

En karrieremæssig spurt

Som formand for LVS er det Susanne Axelsens opgave at fremme sundhedsforskning og kvalitetsudvikling samt forbedre behandlingerne i det danske sundhedsvæsen på vegne af sine ca. 25.000 medlemmer fordelt på 125 lægevidenskabelige selskaber.

Det siger Magtpanelet:»Hun har evnet at sætte sig igennem og formået at være meget tydelig omkring ‘Vælg Klogt’ og LVS’ arbejde med at forene forskning og praksis. Det er stærkt

Inge Kristensen, medlem af Dagens Medicin magtpanel

En ikke ubetydelig opgave, som Susanne Axelsen tilmed må varetage i sin egen fritid. Modsat formandskabet i eksempelvis PLO og Lægeforeningen er rollen som LVS-formand ikke frikøbt.

Derfor arbejder Susanne Axelsen fortsat fuld tid som overlæge på afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital – hvor hun for i øvrigt også er uddannelsesansvarlig overlæge – og så er der hele affæren med ‘Vælg Klogt’: en organisation finansieret af Danske Regioner, der identificerer overflødige og skadelige behandlinger i sundhedsvæsenet. Og som Susanne Axelsen er både initiativtager til og daglig leder af.

»Jeg skal helst nå det hele på den halve tid, og sådan har jeg haft det gennem hele min karriere. Det stammer tilbage fra den dengang, hvor jeg lige var fyldt 37 år, havde tre små børn og blev diagnosticeret med brystkræft,« siger Susanne Axelsen.

En sygdom, der har kastet mørke skygger ind over familien i generationer.

»I min familie er vi særligt disponerede for sygdommen, som har taget livet af næsten alle andre kvinder i min familie før mig. Da jeg også fik sygdommen, var jeg derfor overbevist om, at jeg skulle dø. Sådan gik det heldigvis ikke i sidste ende, men lige siden har jeg båret rundt på den her følelse af, at jeg skal nå det hele, inden det er for sent,« siger Susanne Axelsen.

Det tveæggede sværd

Drivkraften har været en vigtig byggesten i Susanne Axelsens lange og succesfulde karriere, der i år lander hende en 61. plads på Dagens Medicins årlige liste over sundhedsvæsenets mest magtfulde personer.

Sætter man sig ind i tingene og er velforberedt, så kan man få ting til at ske. Det erfarede Susanne Axelsen allerede som ung læge, da hun sad i FYGO – Foreningen af Yngre Gynækologer og Obstetrikere. Siden da har interessen for det fagpolitiske holdt ved.Foto: Joachim Rode

Men drivkraften har til tider også betydet, at det har været svært at sige stop og skære ting fra arbejdsmæssigt – hvilket kan virke en smule paradoksalt for den 60-årige LVS-formand, der har gjort det til sin seneste mission at få sundhedsvæsenet til at ‘vælge klogt’ og ikke blot læsse på uden at reflektere over, hvad sundhedsvæsenet bør undgå at gøre?

»Det med at sige stop, det er er helt sikkert noget, jeg har haft svært ved i løbet af min egen karriere. Eksempelvis blev jeg som 48-årig ledende overlæge på vores afdeling, der er den næststørste i landet, og selvom jeg altid så flot siger, at man kun skal gøre meningsfulde ting arbejdsmæssigt, som man selv synes er sjove, så er det en erfaring, jeg selv har været nødt til at gøre mig undervejs i mit eget arbejdsliv,« siger Susanne Axelsen.

Kliniker først som sidst

Jobbet som ledende overlæge bestred Susanne Axelsen i fire år. For hvert år der gik, fyldte presset oppefra, sparekravene og bureaukratiet mere og mere, mens Susanne Axelsen arbejdede hårdere og hårdere for at ændre situationen på afdelingen.

Til sidste kunne familien ikke kende hende længere. Da besluttede hun, at hun aldrig igen ville ofre sin tid i klinikken til fordel for andre opgaver. Det er her – har hun undervejs fundet ud af – at det største honningdepot af arbejdsglæde befinder sig. Og den mest meningsfulde del af det at have indflydelse.

»Når jeg betragter min karriere oppefra, så er jeg først og fremmest stolt af at være en god læge og en god kliniker. Det er evner, jeg har arbejdet hårdt på at forbedre i alle mine år i sundhedsvæsenet. En god dag for mig er, når jeg kører hjem fra arbejde og føler, at jeg har gjort en forskel for mine patienter,« siger Susanne Axelsen.

Hjemme i privaten kan det dog indimellem godt kræve en del tålmodighed at være gift med Susanne Axelsen, mener hun selv. Sådan en partner har hun heldigvis i Jørgen Maigaard, med hvem hun har været gift i 36 år.

Og er der særligt noget, som kan få Susanne Axelsens opmærksomhed til at vandre ud ad en tangent, så er det, når vi i sundhedsvæsenet ikke gør brug af de erfaringer, vi allerede har gjort os.

Jeg er stolt af det, jeg har opnået i min karriere. Det er på mange måder alt det, jeg har drømt om uden at vide det på forhånd

Susanne Axelsen, formand for Lægevidenskabelige Selskaber

»Svend Brinkmann har sagt, at man skal gå baglæns ind i fremtiden. Det synes jeg er klogt sagt. Sådan noget som dobbeltarbejde, spild eller unødvendigheder kan hurtigt få mig op i det røde felt. Vi skal lære af det, der er sket tidligere, og ikke bare udskifte tingene blot for at gøre det,« siger hun.

Stikker arbejdshesten helt af for LVS-formanden, bliver der indkaldt til øråd i familien.

»Jeg har heldigvis tre kloge børn, som er gode til at indkalde til øråd i familien, når mit fokus vandrer for langt væk, og jeg skal tilbage på familiesporet. Det ender heldigvis med, at jeg stopper op og ser mig selv udefra, og så kan jeg godt se, når tingene er ved at tage overhånd,« siger Susanne Axelsen.

De mange distraktioner og de lange arbejdsdage ville Susanne Axelsen dog nødigt have været foruden.

»Det har været hårdt arbejde at nå til, hvor jeg er i dag. Men det har også været alt arbejdet og distraktionerne værd. Jeg er stolt af det, jeg har opnået i min karriere. Det er på mange måder alt det, jeg har drømt om uden at vide det på forhånd. Og selvom magt ikke i sig selv er vigtigt, så har indflydelse været det. Den har gjort mig i stand til at gøre en forskel i mit arbejdsliv,« siger Susanne Axelsen, som ikke umiddelbart har et nyt karrieremål i sigte.

»I virkeligheden er jeg der, hvor jeg allerhelst vil være. Sådan har jeg faktisk tit følt det i løbet af min karriere, og det tror jeg virkelig på er en positiv egenskab. Mit karrieremål er et fortsat forsøg på at være en god kliniker og LVS-formand.«


En typisk arbejdsuge for Susanne Axelsen

Susanne Axelsen har ikke en personlig assistent, men det afholder hende ikke fra at planlægge sin arbejdsuge helt ned i detaljen.

»Tre dage om ugen arbejder jeg som overlæge på Aarhus Universitetshospital. Her tager jeg mig som urogynækolog af patienter med inkontinens og nedsynkning på vores afdeling for kvindesygdomme og fødsler. Jeg har også aften- og weekendvagter på afdelingen.«

»En dag om ugen bruger jeg på administrative opgaver som uddannelsesansvarlig overlæge og lektor på vores afdeling. Vi har ca. 25 uddannelseslæger i forløb hos os, som jeg er med til at ansætte og sikre får den bedst mulige uddannelse, mens de er hos os.«

»Den sidste arbejdsdag bruger jeg på LVS og ’Vælg Klogt’. Jeg har som regel enten oparbejdet noget afspadsering, eller også bruger jeg en af mine rollatordage (seniordage, red.), som vi kalder dem, til at tage til møder i København eller til andre fagpolitiske opgaver.

Susanne Axelsen, 60 år

2020: Formand for Lægevidenskabelige Selskaber og leder af organisationen Vælg Klogt, der identificerer unødvendige og skadelige behandlinger i sundhedsvæsenet

2003: Overlæge, Kvindesygdomme og Fødsler, Aarhus Universitetshospital.

2012-2021: Formand for Kontinensforeningen

2009-2013: Ledende overlæge, Kvindesygdomme og Fødsler, Aarhus Universitetshospital.

2008-2012: Formand for Dansk Urogynækologisk Selskab

2007: Ph.d. (har bidraget til flere lærebøger)

2000: Speciallæge i gynækologi og obstetrik

1989: Cand.med. fra Aarhus Universitet

Privat: Opvokset i Hammel og er gift med Jørgen Maigaard, som driver egen virksomhed. Parret har tre voksne børn og fire børnebørn.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere