»Hvis jeg har magt, så handler det ikke om at komme ind på en magtliste«

Egentlig er hun ligeglad med at være kommet ind på Dagens Medicins Magtens Top 100, og hun har heller aldrig lavet en plan for sin karriere. Helene Bilsted Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, er ikke ambitiøs på den måde, siger hun.

Men man skal ikke tage fejl. Hendes karriere i Sundhedsstyrelsen er ikke opstået ved det tilfælde, som hun ellers får det til at lyde til.

Magtens top 100 2021

Igen i år kårer Dagens Medicin sundhedssektorens 100 mest magtfulde personer baseret på vurderinger fra et udvalgt magtpanel. På årets magtliste finder vi bl.a. Helene Bilsted Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, der indtager pladsen som nr. 20. Find alt om årets magtliste her.

»Da jeg var færdig med turnus, tænkte jeg: ‘Okay, hvor skal jeg hen, hvis jeg vil lære noget mere om det danske sundhedsvæsen og samtidig gøre en forskel?’ Sundhedsstyrelsen! Så jeg skrev til Lone de Neergaard (daværende enhedschef for sundhedsplanlægning i Sundhedsstyrelsen, red.) og spurgte, om hun ikke gad at ansætte mig. Og det gjorde hun så,« fortæller 48-årige Helene Bilsted Probst.

Det var i 2007, og de næste fire år arbejdede hun inden for kræftområdet især med pakkeforløb i først en I-stilling og siden i en H-stilling.

Efter at have fortsat sin hoveduddannelse på dels Psykiatrisk Center Amager og dels Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital, blev Helene Bilsted Probst speciallæge i samfundsmedicin i 2013.

Men vejen til stillingen som Søren Brostrøms næstkommanderende har været fuld af sving undervejs.

Dagens Medicin møder Helene Bilsted Probst i Sundhedsstyrelsen, og selvom vi kommer lidt for tidligt, er hun allerede klar og velforberedt. Hun skubber sit printede CV hen over konferencebordet, fordi hun efter eget udsagn er dårlig til at huske rækkefølgen, og så er hun ellers klar.

Det er tydeligt, at hun har taget sig tid til at reflektere over emner, hun ved, vi kommer til at berøre. Alligevel holder hun flere gange undervejs længere tænkepauser. Hun vil gerne vælge de rigtige ord første gang, fornemmer man.

Snittet bestemte uddannelsen

Det lå ikke i kortene, at Helene Bilsted Probst skulle blive læge. Hun er ikke ud af en klassisk lægefamilie og kendte ikke noget særligt til sundhedsvæsenet. Hendes forældre er lærere, og selv siger hun, at hun altid har været bredt optaget af samfundsforhold, politik og sundhed.

»Jeg var meget optaget af relationer, og hvordan mennesker har det, så efter gymnasiet tænkte jeg, at jeg skulle være jordemoder. Men jeg havde simpelthen ikke gennemsnittet til at komme ind, og så tænkte jeg pragmatisk, at man kunne jo blive fødselslæge i stedet,« fortæller hun.

Første studiedag på medicinstudiet på Odense Universitet mødte Helene Bilsted Probst, som hun formulerer det, op som ‘en novice, der ikke kendte andre læger end den praktiserende’, alt imens flere af hendes medstuderende allerede havde netværk og bred viden om sundhedsvæsenet. Den forskel skulle hun udligne, og med nysgerrigheden forrest gik hun til opgaven med krum hals.

Det siger Magtpanelet: Helene Probst har bundet trådene sammen og løst alverdens problemer under pandemien. Hvis nogen har været i tvivl om noget, har de ringet til Helene Probst, og så har hun fixet det. Hun har været den primære person, der har bundet sundhedsvæsenet sammen

Jonatan Schloss, medlem af Dagens Medicins magtpanel

»For mig blev lægestudiet en form for antropologisk rejse, hvor jeg søgte viden om, hvad det egentlig var for en verden, jeg var landet i. Jeg kan huske på det første klinikophold, at jeg undrede mig konstant over, hvorfor man gjorde, som man gjorde,« siger hun.

Ghana afgjorde hendes skæbne

I de år var hun optaget af brede sundhedsforhold som rygning og kost, men også social retfærdighed, og det betød, at hun under studierne involverede sig i International Medical Cooperation Committee (IMCC), en frivillig organisation, som laver sundhedsfremmende arbejde i både Danmark og udlandet. Gennem arbejdet i IMCC blev hun særligt interesseret i sundhedsforhold i ulande.

Arbejdet i IMCC kom til at få stor betydning for, at der alligevel ikke kom til at stå fødselslæge på visitkortet. For efter 10. semester i 1999 var hun blevet så optaget af forholdene i ulandene, at hun afbrød sin uddannelse for at tage til Ghana.

Det skulle ikke blive sidste gang Helene Bilsted Probst afveg fra den slagne vej, men nok den mest betydningsfulde.

»I virkeligheden var jeg stadig meget søgende, men det hele faldt på plads i det halvandet år, jeg var i Ghana,« siger Helene Bilsted Probst.

I IMCC-regi blev hun projektleder på et sundhedsfagligt projekt i den lille by Tumu, hvor hun sammen med distriktsmyndigheden havde populationsansvaret for de 100.000 indbyggere i området. Opgaven lød på at sikre vaccinationsprogrammer, uddanne fødselshjælpere og overvåge smitsomme sygdomme.

»At have ansvaret for sundheden for så mange mennesker og være med til at tilrettelægge sundhedsvæsenet, så det kom til at passe til deres behov, gjorde, at det hele gik op i en højere enhed. Det gav mening for mig, at det var det, jeg skulle arbejde med,« siger Helene Bilsted Probst og fortsætter:

»Ud over det at få mine børn er det den mest definerende periode i hele mit liv, ikke kun i mit arbejdsliv. Jeg fik et helt andet blik på verden og fandt ud af, at jeg ville arbejde med hele befolkningsgrupper og med at tilrettelægge sundhedsvæsenet.«

Ude på landet i Ghana, med et suspekt internet, ingen mobiltelefon og kun lejlighedsvist strøm, fandt Helene Bilsted Probst også ud af, at hun ‘ingenting kunne’. Det var i hvert fald den følelse, hun sad med, når de venlige og åbne ghanesere inviterede hende og hendes kolleger ind i deres hjem, kultur og religiøse liv.

»Jeg havde intet at byde på, når det kom til almindelig smalltalk. De kendte ikke The Beatles eller andre kulturelle referencer, jeg kom med. Jeg startede forfra og skulle lære, hvordan jeg skulle spille min viden ind i deres liv.«

I alt tilbragte hun halvandet år i Afrika, før turen gik hjem til Danmark, hvor hun nu skulle gøre studiet færdigt og i turnus. Men udlængslen trak stadig i hende, så efter et år på henholdsvis Mave-tarm Kirurgisk Afdeling og Medicinsk Afdeling på Slagelse Sygehus, afbrød hun sin turnus for at tage tilbage til Afrika.

Afrika tur/retur

Sammen med sin kæreste Jonas rejste hun i 2003 ud igen, denne gang til Tanzania, hvor hun havde fået job som rådgiver for Danida. Jobbet, hvor hun sad i Sundhedsministeriet i det østafrikanske land, gav hende mulighed for at arbejde med områder som børnedødelighed, mødredødelighed og opbygning af det primære sundhedsvæsen. Men der var også andet at lære.

Det er i sidste ende nys­gerrigheden, der driver Helene Bilsted Probst. Sin nysgerrighed efter at sætte sig ind i nye områder har hun i den grad haft brug for, siden COVID-19-pan­demiens begyndelse. Det seneste halvandet år har Helene Bilsted Probst tilbragt mere tid i Sundhedsstyrelsen på Islands Brygge end i hjemmet på Amager.Foto: Joachim Rode

»Jeg fik et fantastisk godt samarbejde med Finn Schleimann, en dansk læge, der var på ambassaden. Han lærte mig utroligt meget om global sundhed og om sundhedssystemer, og han var en læge, jeg kunne spejle mig langt mere i end de klassiske lægetyper,« husker Helene Bilsted Probst.

Finn Schleimann er i dag delvis pensioneret, men stadig aktiv som sundhedssystemkonsulent bl.a. i Zanzibar, og han har en lang karriere i global sundhed bag sig med ansættelser i Danida, Verdensbanken og WHO.

Han var udstationeret i Tanzania som teknisk rådgiver på ambassaden og ansvarlig for Danidas sundhedsprogrammer i landet, da Helene Bilsted var udsendt for Danida. De var ikke nære kolleger, men da Helene Bilsted Probst og hendes mand flyttede ind i nabohuset, blev det starten på et venskab.

»Jeg tror, at mange tager lidt fejl af Helene, når de lige møder hende, for under den venlige overflade er der en meget bestemt person, der ikke er sådan at bide skeer med,« siger Finn Schleimann.

Der er ingen tvivl om, at han mener det som et kompliment.

Et stort talent

Fra sidelinjen oplevede Finn Schleimann, hvordan Helene Bilsted Probst hurtigt lærte at begå sig og fandt ud af, hvordan hun kunne få systemet til at arbejde.

»Helene har en meget skarp analytisk evne med øje for, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre i den virkelige verden. Samtidig er hun meget viljefast. Jeg kan huske et møde, hvor hun foreslog en sundhedschef noget og fik at vide, at det kunne ikke lade sig gøre, men så sagde Helene: ‘I’m sure, you’re right, but do you mind if I try anyway?’ Og det fik hun så lov til,« fortæller Finn Schleimann og griner.

Han har ikke oplevet Helene Bilsted Probst som særligt karriereminded, siger han, men mere som drevet af en trang til at gøre en forskel. Og dog.

»Jeg tror ikke, at hun er blind for, hvordan man får indflydelse – hendes drivkraft har bare ikke været en høj titel eller en høj løn. Da hun forlod Tanzania for at vende tilbage til Sundhedsstyrelsen efter et lidt frustrerende forløb som seniorrådgiver i Tanzanias sundhedsministerium, hvor det havde været svært for hende og hendes kolleger at få gennemført forandringer, sagde hun: ‘Finn, nu skal jeg hjem og bestemme noget’,« siger Finn Schleimann og giver sin tidligere kollega et sidste skudsmål.

Når Helene ­engagerer sig i en opgave, kører det lynhurtigt i hendes hjerne

Ole Andersen, kollega fra Sundhedsstyrelsen

»Hun er tæt på at være det største talent, jeg har set inden for rådgiverbranchen. Hun var utroligt dygtig, i hvert fald i top-5 blandt dem, jeg kender, der arbejder med ulandsbistand. Hun har dyb respekt for dem, hun arbejder sammen med og har en evne til at få sine idéer igennem, uden at nogen føler sig trådt på.«

Men Helene Bilsted Probst valgte at slå endnu et sving. I Tanzania fødte hun sin ældste datter, og det at blive mor satte tanker i gang om fremtiden. Et liv med familie, hvor de sammen rejste fra land til land i kølvandet på hendes konsulentjob, havde hun svært ved at se sig selv i.

»Og så havde jeg sådan en nagende uro i mig over, at jeg på daglig basis rådgav om opbygning af sundhedsvæsenet i Afrika, samtidig med at jeg kendte så lidt til mit eget i Danmark. Jeg blev nødt til at rejse hjem, gøre min turnus færdig og lære noget mere,« siger hun.

Og svaret på den ambition var Sundhedsstyrelsen.

Klik herNæsen vendt mod indflydelse

Allerede under sin turnus i Slagelse tilbage i 2002-2003 havde Helene Bilsted Probst ambitioner for det danske sundhedsvæsen, der rakte ud over det, som en yngre læge skulle lære og kunne.

Hun husker selv et møde i afdelingen, hvor de skulle diskutere det gode patientforløb for patienter, der skulle opereres for tyktarmskræft. Oppe i den ende, hvor alle overlægerne og oversygeplejerskerne sad, havde lederne aftalt, hvem der skulle være med i en projektgruppe, men gruppen havde ingen yngre læger med.

»Jeg syntes, at der manglende en yngre læge, for det var meget os, der så patienterne. Så det rakte jeg hånden op og argumenterede for,« erindrer Helene Bilsted Probst.

Reaktionen faldt prompte, da en ældre overlæge vendte sig om og sagde:

»Og hvad tror du så, en yngre læge ved, som en overlæge ikke ved?«

Ifølge Helene Probst faldt bemærkningen uden et eneste glimt i øjet, udelukkende beregnet til at minde den yngre læge på bagerste række om hendes plads i hierarkiet. Men der skulle mere til at slå hende ud af kurs.

»Det forstærkede kun min lyst til at være med til at skabe et bedre sundhedsvæsen. Jeg kunne godt se, at hvis jeg gik den klassiske, kliniske karrierevej, ville der gå lang tid, inden jeg kunne få indflydelse. Det hierarkiske sundhedsvæsen passede mig ikke særlig godt. Jeg er ikke specielt autoritetstro, og jeg kunne bare se, at det ville være op ad bakke. Det satte gang i mine tanker. Ikke så meget tanker om, hvilket speciale jeg skulle vælge, men om hvad jeg gerne ville udrette med mit liv som læge,« siger Helene Bilsted Probst.

Hun siger selv, at hun endnu ikke er stødt på en opgave i Sundhedsstyrelsen, som hun ikke kunne interessere sig for. Det er nemt at få den tanke, at Helene Bilsted Probst endnu ikke har mødt en underdog, som hun ikke ville heppe på.

En dygtig forhandler

I 2007 indgik regeringen og Danske Regioner en aftale om implementering af nationale pakkeforløb for alle kræftformer. Det skete i kølvandet på en skandale, hvor en række sager viste, at kræftbehandlingen foregik både for forskelligartet og for langsomt.

Pressen frembragte adskillige eksempler på patienter, der var blevet uhelbredeligt syge, mens de stod på venteliste. Og i Sundhedsstyrelsen blev netop arbejdet med pakkeforløb på kræftområdet en af de første opgaver for den nyansatte I-læge.

»Det var en kæmpestor opgave, som jeg blev totalt opslugt af. Jeg gik fra at ville redde verden på den globale scene til at komme hjem og blive totalt optaget af det danske sundhedsvæsen, og hvordan det kunne indrettes optimalt,« siger hun.

En af de første, der oplevede, at unge Helene Bilsted Probst ikke var bange for at stikke snuden frem, var hendes første makker i Sundhedsstyrelsen, Ole Andersen. Han kom fra en stilling som ledende overlæge på Hillerød Sygehus og sluttede sig til styrelsen samtidig med Helene Bilsted Probst.

Jeg er stadig optaget af, at selvom psykisk sygdom kan ramme os alle sammen, så taler vi utroligt lidt om det

Helene Bilsted Probst, vicedirektør, Sundhedsstyrelsen

De to blev efter et par måneder sat i spidsen for arbejdet med at komme med anbefalinger til, hvordan de politisk besluttede kræftpakkeforløb kunne se ud i praksis.

»Vi fik opgaven, og jeg gik rundt og tumlede lidt med nogle overvejelser om, hvordan vi kunne gøre det. Dagen efter kom Helene gudhjælpemig med et udkast til, hvordan man kunne strukturere pakkeforløb, komplet med gennemgang af hele processen og med overvejelser omkring, hvilke udfordringer der kunne være,« siger Ole Andersen.

Det endte med at blive udgangspunktet for det videre arbejde, og for hendes tidligere kollega er det sigende for, hvordan Helene Bilsted Probst er at arbejde sammen med.

»Når hun engagerer sig i en opgave, kører det lynhurtigt i hendes hjerne, og så kommer hun ud med et produkt, der er et godt udgangspunkt. Vi havde mange aktører, vi skulle samarbejde med – politikere på landsplan og regionalt, Sundhedsministeriet og alle fagfolkene – og her var Helene god til at lytte til de bekymringer, der var blandt fagfolkene. Hun er vedholdende, villig til at ændre standpunkt efter argumenterne og en rigtig dygtig forhandler,« siger Ole Andersen.

Spild af arbejde

Efter omvejen til Afrika, et par år i Sundhedsstyrelsen og endt hoveduddannelse blev Helene Bilsted Probst færdig som speciallæge i 2013, ivrig efter at sætte sin kliniske erfaring fra hoveduddannelsen i spil.

I hendes år i hoveduddannelse på Psykiatrisk Center Amager havde hun med egne øjne set, hvordan psykiatrien led under ressourcemangel. Det var medvirkende til, at hun søgte tilbage til Sundhedsstyrelsen, hvor hun havde mulighed for at gøre noget.

Her kom hun første gang til at arbejde under Søren Brostrøm, der på det tidspunkt var enhedschef.

Helene Bilsted Probst udarbejdede den faglige del af den rapport, der skulle samle anbefalinger fra regeringens psykiatriudvalg, der havde fået til opgave at ‘komme med forslag til, hvordan indsatsen for personer med psykisk sygdom tilrettelægges og gennemføres bedst muligt’, som det lød i kommissoriet.

Resultatet blev en 296 sider lang rapport. Desværre var den politiske vilje til at lade rapporten leve op til sin titel om ‘En moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker’ særdeles sparsom. Det store arbejde blev aldrig omsat til virkelighed.

Særligt interesseret i psykiatrien

Gennem årene har Helene Bilsted Probst arbejdet med alt fra anbefalinger til høreapparater til kræftpakker til specialeplanlægning, og hun er endnu ikke stødt på et område, hun ikke havde lyst til at dykke ned i. Men psykiatrien har en helt særlig plads hos vicedirektøren, der håber at se politisk handlekraft til at løse de mange udfordringer. Dagens Medicin bad hende om at formulere de tre største udfordringer. Og fik fem.

Der er brug for:

• at løfte og sikre ensartet kvalitet af den psykosociale indsats i kommuner

• mere forskning, der kan være med til at løfte den faglige kvalitet

• systematisk indsats for børn og unge, der mistrives og har symptomer på psykisk sygdom

• patientforløbsbeskrivelser, der sikrer mere tværfagligt samarbejde, og at patienterne får de rigtige tilbud

• fortsat fokus på at nedbringe tvang

»Vi lavede et kæmpestort arbejde og havde enormt store forventninger til, at det ville komme til at rykke noget. Og … det gjorde det så ikke rigtigt. Resultatet af det arbejde var skuffende, og vi fik aldrig det systematiske løft, alle kunne se, at psykiatrien trængte til,« siger Helene Bilsted Probst.

Prøver igen

De seneste år har hun igen siddet for bordenden, når fagfolk har mødtes for at samle anbefalinger til regeringens kommende ‘10-årsplan for psykiatrien’. I kulissen bliver der talt om, at der er et helt anderledes fælles fodslag denne gang, selvom den lange ventetid slider på tålmodigheden hos alle.

Planen har allerede været længe undervejs, bl.a. pga. COVID-19, men der arbejdes og finpudses stadig, og det er et vigtigt område for vicedirektøren.

»Jeg har jo ikke så meget klinisk erfaring, men det år, jeg var på psykiatrisk center, kom virkelig ind under huden på mig. Og jeg er stadig optaget af, at selvom psykisk sygdom kan ramme os alle sammen, så taler vi utrolig lidt om det. Det har ikke fået den opmærksomhed og prioritering, det kræver,« siger hun.

På psykiatrisk center oplevede hun, hvordan ressourcerne var utilstrækkelige, og hvor stort et gab, der er mellem psykiatri og somatik.

»I somatikken har vi i årevis talt om ‘speciallægen i front’, men i psykiatrien kunne folk både dengang, men også i dag, blive både indlagt og udskrevet uden at være blevet set af en speciallæge. Jeg kom fra strukturerede kræftpakkeforløb til flydende rammer og manglende retningslinjer. Det var tydeligt, at det var en del af vores sundhedsvæsen, der ikke havde fået samme prioritet,« siger Helene Bilsted Probst.

Alligevel gik hun igen og til stadighed til arbejdet med at samle anbefalinger til psykiatriplanen med optimisme og håb om, at det denne gang kommer til at gøre en forskel.

»Noget af det bedste ved at arbejde i Sundhedsstyrelsen er arbejdsgruppemøder med de klogeste hoveder i landet. Det elsker jeg. Og vi har haft nogle gode møder og drøftelser i forbindelse med det faglige oplæg til 10-årsplanen. Det er en af styrelsens absolut vigtigste opgaver lige nu, og nu går vi ind i slutfasen, hvor vi skal blive enige om, hvad der skal til, hvis vi skal flytte psykiatrien ind i en ny æra.«

En uventet mail afbrød karrieren

Da Sundhedsstyrelsen i 2015 skulle have ny direktør, rekrutterede man Søren Brostrøm fra egne rækker. Det betød, at der blev en ledig stilling som enhedschef i Enhed for Planlægning, og den fik Helene Bilsted Probst, der på kort tid havde arbejdet sig op igennem rækkerne.

Dermed var hun landet i et job, hvor hun kunne gøre den forskel på befolkningsniveau, som hun havde drømt om 15 år tidligere, da hun sad i en lille landsby i Ghana.

Men under et år senere tikkede der en mail ind, der endnu en gang skulle få Helene Bilsted Probst til at lave en u-vending på den karrieremæssige motorvej.

Mailen var fra hendes gamle ven Finn Schleimann, og i emnefeltet stod der: ‘Jeg ved godt, at du nok ikke er interesseret’. Men dér tog han fejl.

For det jobopslag i Tanzania, som han teasede for længere nede i mailen, var i den grad interessant for Helene Bilsted Probst. Samtidig var det dog også et dilemma, fordi hun følte sig forpligtet over for den enhed og de mennesker, hun lige var blevet chef for.

Men da hun havde gået lidt rundt om sig selv og vendt det med sin mand Jonas, der bakkede op, søgte hun jobbet – og fik det.

»Det var til manges store undren, fordi jeg havde fået en høj position i det danske sundhedsvæsen, og så tog jeg pludselig orlov. Men det var det job, jeg havde drømt om, og jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle tilbage til Tanzania og have alt det, jeg havde lært om det danske sundhedsvæsen, med i bagagen,« siger hun.

Samtidig ville hun af personlige grunde også gerne vise sine nu tre døtre det land, der havde været med til at forme hende så meget. Så hun søgte orlov fra Sundhedsstyrelsen og fik det af en lidt modstræbende direktør.

Et stærkt ledelsesteam

Det gode samarbejde mellem vicedirektøren og direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, er ikke nyt, for deres karrierer har fulgtes ad i en årrække. Og sammen overlevede de også den hidtil største ‘krise’ i deres relation.

»Han har tilgivet mig, at jeg rejste til Afrika, selvom han lige havde et par dage, hvor det var en knap så fantastisk idé,« siger Helene Bilsted Probst og griner lidt.

Søren Brostrøm supplerer:

Den magt … hvis man kan kalde den det, vil jeg gerne have. Det andet er at være med til at sætte fokus på områder, der traditionelt ikke får så megen fokus

Helene Bilsted Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen

»Jeg har selvfølgelig tilgivet hende. Men jeg blev skuffet og ked af det. Jeg var lige blevet direktør, og Helene havde lige overtaget min tidligere chefstilling i en større omorganisering, og lige som jeg syntes, at det gik rigtig godt, rejste hun ud af det blå fra mig. Det blev jeg selvfølgelig ked af, men hun kom jo heldigvis tilbage,« siger han.

Og det var da heller ikke værre, end at Søren Brostrøm besøgte Bilsted Probst-familien, mens de var i Tanzania, og også tog imod hende med fagligt åbne arme, da hun kom tilbage.

»Helene har enormt meget energi, er fagligt dygtig med alt, hvad hun sætter sig for, og så er hun nysgerrig inden for alle fagområder. Det er en kæmpestor styrke. Det så jeg også under corona, hvor hun hurtigt skulle sætte sig ind i et nyt fagligt område og omsætte det til anbefalinger. Jeg har fulgt hendes karriere i ti år og så meget tidligt et stort potentiale i hende både fagligt og ledelsesmæssigt,« siger Brostrøm.

Det har Helene Bilsted Probst mærket, når chefen har insisteret på, at ‘potentialet’ skulle indfries, før hun måske var helt klar til det.

»Søren har altid skubbet mig fagligt. Skubbet mig lige ud til kanten af, hvor jeg har syntes, jeg kunne bunde. Og nogle gange så langt, at bølgerne er gået højt, og jeg er blevet virkelig tosset på ham over at være blevet skubbet for hårdt. Men vi har et både givende og inspirerende samarbejde,« siger Helene Bilsted Probst.

»Vi er begge meget utålmodige, men vi er også meget forskellige på trods af, at vi begge har en lægefaglig baggrund. Men vi fungerer rigtig godt sammen som et team, det tror jeg, at de fleste i Sundhedsstyrelsen vil være enige i. Jeg har stor tillid til hende, og det er en fornøjelse for mig, at hun som min stedfortræder har kunnet hjælpe med at dække et stort område,« siger Søren Brostrøm.

Paraplyen har Helene Bilsted Probst købt med hjem fra Afrika, og den har derfor en særlig betydning for hende. Hun og familien håber, at de snart skal tilbage på ferie, for de er slet ikke færdige med Afrika.Foto: Joachim Rode

Frem i rampelyset

Helene Bilsted Probst var på mange måder vant til et embedsmandsliv i skyggen, da COVID-19 ramte Danmark i februar 2020. Hun udfyldte sin rolle som enhedschef og blev måske interviewet et par gange om måneden til diverse fagblade.

Det fik pandemien lavet om på nærmest fra den ene dag til den anden, og pludselig ville alle landets medier vide, om der var sengepladser og respiratorer nok, hvis situationen udviklede sig som i Italien.

»Der var så mange ting, vi ikke vidste, og vi planlagde i det ukendte i en enorm hastighed,« siger hun.

Presset og interessen blev ikke mindre, da Helene Bilsted Probst i juni 2020 blev konstitueret i stillingen som vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, så hun kunne være med til at aflaste Søren Brostrøm. Det gjorde hun bl.a. som Sundhedsstyrelsens repræsentant på nogle af de pressemøder, der under pandemien blev set af millioner af danskere.

»Første gang fik jeg heldigvis ikke så meget tid til at tænke over det. Jeg fik knap en time, og den tid brugte jeg på at finde ud af, hvad jeg skulle sige. Og lige pludselig stod jeg der jo,« siger Helene Bilsted Probst og fortsætter:

»På det tidspunkt var arbejdstempoet fuldstændig sindssygt, så jeg tænkte bare, ‘at det gør jeg’, men da jeg så stod der, blev jeg meganervøs. Det har helt sikkert været en rejse for mig at være så meget i medierne og skulle føle mig tryg i det. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle lave så mange interview og påtage mig den rolle.«

Vil præge processer

Magt er ikke et ord, der virker til at ligge godt i munden på Helene Bilsted Probst, og hun har svært ved at finde de helt rigtige ord, når snakken falder på emnet. Typisk er hun tavs et øjeblik, før hun alligevel svarer lige ud af posen.

»Hvis jeg har magt, så handler det ikke om at komme ind på en magtliste,« siger hun og slår et grin op.

Jeg håber, at andre kan se, at jeg gerne vil gøre en forskel og skabe resultater. Det kan godt virke lidt storladent, og derfor har jeg nok tidligere nok været lidt tilbageholdende med at sige det

Helene Bilsted Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen

»Der er to ting, der betyder noget for mig: at jeg kan være med til at skabe de rigtige løsninger, at jeg kan præge processen, indtil vi træffer beslutninger og skaber noget. Den magt … hvis man kan kalde den det, vil jeg gerne have. Det andet er at være med til at sætte fokus på områder, der traditionelt ikke får så megen fokus. Så når andre siger ‘sundheds-it’ og ‘big data’, så vil jeg gerne kunne sige ‘funktionelle lidelser’ og ’psykiatri’ og have magten til at kunne dreje blikket.«

Hendes utraditionelle karriereforløb har ikke været den lige vej imod magtens tinde. Men når man sidder over for hende, mærker man, at hun ikke er den type embedsmand, der skubber papirer frem og tilbage. Hun vil oprigtigt være med til at ændre sundhedsvæsenet.

»Når jeg sidder her som vicedirektør, vil jeg sige, at det er forholdsvist tilfældigt, at jeg lige er havnet her. Jeg er i Sundhedsstyrelsen nu, fordi jeg kan gøre en forskel for folkesundheden og sundhedsvæsenet, og i det øjeblik, jeg ikke kan komme nogen vegne med det, vil jeg kigge mig om efter noget andet. Men hvis du spørger mig, hvad jeg skal på den lange bane, så ved jeg det ikke,« siger Helene Bilsted Probst.

Er du ude efter Søren Brostrøms job?

»Nej!«

Svaret falder anderledes prompte end på de mange spørgsmål, hvor hun har taget sig god tid til at formulere et svar.

Heller ikke om fem eller ti år?

»Nej, det er jeg ikke. Jeg tror, det er et job for en anden, og det er også nogle store sko at udfylde …«

Måske kan du tage dine egne sko på?

»Det kan være …«

»Jeg er ikke så autoritær, jeg tør godt sige noget til én med en højere position end mig,« siger Helene Bilsted Probst. Heldigvis har hun et godt og nært samarbejde med direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, der godt kan tåle, at bølgerne kan gå lidt højt.Foto: Joachim Rode

Held og hårdt arbejde

Undervejs i interviewet understreger hun flere gange, at hun bare har været heldig at være i Sundhedsstyrelsen på de rigtige tidspunkter.

»Både da vi skulle lave kræftpakkeforløb og under corona, har der været en grundlæggende enighed, så vi har kunnet træffe hurtige beslutninger og få tingene til at ske. Det har været lettere at komme igennem med tiltag, og det er da noget af det, der har givet energien til at lægge så mange timer i det her arbejde.«

Hun er ikke typen, der sætter sit lys under en skæppe, men hun tøver og tager en endnu længere tænkepause, da hun skal svare på, hvad hun håber, at andre ser op til ved hende.

»Jeg håber, at andre kan se, at jeg gerne vil gøre en forskel og skabe resultater. Det kan godt virke lidt storladent, og derfor har jeg nok tidligere været lidt tilbageholdende med at sige det. Men jeg vil skabe bedre rammer for folkesundheden og turde træffe modige beslutninger for at skubbe sundhedsvæsenet i den rigtige retning,« siger hun.

Familien holder hårdt for

Og der er ingen, der kan være i tvivl om, at Helene Bilsted Probst har lagt mange timer i arbejdet. I nogle måneder tog hun afsted fra hjemmet på Amager, før familien var stået op, og kom først hjem igen, når de var gået i seng. Hvis mand og døtre skulle kysses, blev det, når de sov.

»Der er ingen tvivl om, at Jonas skal have en medalje, det har jeg sagt til ham,« siger Helene Bilsted Probst.

Hun ved godt, at hendes karriere, siden COVID-19 blev en del af danskernes ordforråd, har kostet for familien.

»Min familie har været spændt hårdt for i denne her tid, for jeg har ikke været der særlig meget. I den første del af epidemien var jeg der slet ikke, og det kunne de måske acceptere på grund af situationen. Jeg fik pludselig nogle utrolig selvstændige børn, fordi mor ikke var der til at gøre det for dem, og pludselig ringede de kun til far,« siger hun i et lettere ironisk tonefald.

»Men på et tidspunkt var jeg nødt til at prioritere anderledes. Jeg har stadig ret meget arbejde, og det tærer på en familie, men nu kommer jeg i hvert fald hjem til spisetiderne.«

Hun føler sig ikke selv stresset, siger hun. Men hun ved også godt, at mens karrieren altid vil være der, så er tiden med børnene derhjemme til låns.

»Da vi kom til sommerferien, trængte jeg virkelig. Og jeg fik tre uger, uden at jeg overhovedet åbnede min computer, så jeg kunne være helt på med min familie. Det var ret fantastisk at blive mindet om, hvor meget vigtigt der foregår uden for Sundhedsstyrelsen. To af mine tre døtre er teenagere, og jeg er ekstremt opmærksom på, at for dem er det faktisk nu, jeg skal være der. Så jeg er nødt til at finde en bedre balance.«

Hvis familien ikke er med, så gør Helene Bilsted Probst det ikke, siger hun og griner lidt, når hun kalder det ‘en moderne familie’, hvor børnene også er med på råd i forhold til store beslutninger.

»Jeg frygter mest, at de vil tænke, at jeg har været den mest fraværende mor. Men jeg håber, at jeg har lært dem at have modet til at turde.«

Helene Bilsted Probst, 48 år

2020-: Vicedirektør, Sundhedsstyrelsen

2020-2020: Konstitueret vicedirektør, Sundhedsstyrelsen

2018-2020: Centerchef, Center for Sundhedsplanlægning, Sundhedsstyrelsen

2016-2018: Rådgiver for Danida, Department of Policy and Planning, Ministry of Health, Tanzania

2016-2016: Enhedschef, Enhed for Planlægning, Sundhedsstyrelsen

2015-2015: Sektionsleder og konstitueret enhedschef, Sygehuse og Beredskab, Sundhedsstyrelsen

2013: Overlæge, Sygehuse og Beredskab, Sundhedsstyrelsen

2013: Speciallæge i samfundsmedicin

2013-2014: Afdelingslæge og konstitueret sektionsleder, Sygehuse og Beredskab, Sundhedsstyrelsen

2012-2013: H-stilling, Sygehuse og Beredskab, Sundhedsstyrelsen

2010-2012: H-stilling, Psykiatrisk Center Amager, Region Hovedstadens Psykiatri og Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital

2007-2010: I- og H-stilling, Sundhedsplanlægning, Sundhedsstyrelsen

2006: Turnus, almen praksis

2003-2006: Rådgiver for Danida, Department of Policy and Planning, Ministry of Health, Tanzania

2002-2003: Turnus, Mave-tarm Kirurgisk Afdeling og Medicinsk Afdeling, Slagelse Sygehus

2002: Cand.med., Københavns Universitet

2000-2001: Formand for IMCC Ulandsgruppe

1999-2000: Projektleder, Styrkelse af det primære sundhedsvæsen, Tumu District, Ghana

Bor på Amager sammen med manden Jonas Bilsted Probst, der er administrationschef på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, og deres tre døtre på 11, 14 og 16 år.