Magtens Top 100
»Det er enormt spændende at kunne redde menneskeliv på gruppeniveau«
Udgivet:
Kommentarer (0)
Tyra Grove Krause har arbejdet sig op gennem rækkerne hos Statens Serum Institut og er nu instituttets næstkommanderende under en uforudsigelig pandemi. Hun har skullet lede og rådgive i en tid, hvor viden har været en magtfaktor
Fra ph.d.-studerende til konstitueret faglig direktør. Tyra Grove Krause har arbejdet sig op gennem rækkerne i Statens Serum Institut og er nu instituttets næstkommanderende under en uforudsigelig pandemi. Hun har skullet lede og rådgive i en tid, hvor viden har været en magtfaktor.
Ph.d.-studerende, reservelæge, afdelingslæge, overlæge, afdelingschef og konstitueret faglig direktør. Tyra Grove Krause har som læge befundet sig på alle niveauer i Statens Serum Institut (SSI).
I februar blev hun konstitueret i stillingen som faglig direktør, efter at Kåre Mølbak valgte at gå på pension. Tilbage i 2004 var det selvsamme Mølbak, der hentede Tyra Grove Krause tilbage til instituttet, hvor hun blev ansat i en introstilling.
Magtens top 100 2021
Igen i år kårer Dagens Medicin sundhedssektorens 100 mest magtfulde personer baseret på vurderinger fra et udvalgt magtpanel. På årets magtliste finder vi bl.a. Tyra Grove Krause, konstitueret direktør i Infektionsberedskabet ved Statens Serum Institut, der indtager pladsen som nr. 32. Find alt om årets magtliste her.
»Da jeg arbejdede som reservelæge, tænkte jeg ikke, at mit mål var at blive afdelingschef. Det har været en udvikling, der er sket undervejs, hvor det har været naturligt for mig at sige: ‘Nå, jamen så tager jeg også næste skridt’,« siger hun.
Hun gætter på, at det er hendes grundlæggende nysgerrighed, lyst til at lære nyt og få projekter ud over stepperne, der sammen med det forhold, at hun har gjort sit arbejde godt, er grunden til, at hun støt er vokset op gennem organisationen.
Kendt via corona
Tyra Grove Krauses navn er for de fleste danskere uløseligt forbundet med corona.
Gennem det seneste halvandet år har de oplevet hendes tydelige og præcise kommunikation, når hun på tv-transmitterede pressemøder har fortalt om de nyeste virusvarianter, smittekurver eller risikovurderinger.
Hun kom for første gang med på Dagens Medicins magtliste i coronaåret 2020, og i år går hun 24 pladser frem til en placering som nummer 32. Det er specielt Magtpanelets vurderinger af parametrene ‘egen indsats’ og ‘gennemslagskraft’, der har ført til den væsentligt højere placering.
Selv er hun stadig lidt overrasket over overhovedet at være med på en liste over de 100 mest magtfulde personer i sundhedsvæsenet.
»Jeg føler ikke, at jeg i det daglige har magt, men måske er det mere brugen af ordet magt, der trigger mig. For jeg kan sagtens se, at jeg og Statens Serum Institut har meget at byde på, især under en pandemi, hvor efterspørgslen på viden er stor. Vi har en masse ekspertviden, vi har kunnet rådgive ud fra, og som har hjulpet os igennem krisen. Når der virkelig er et stort vidensbehov, så er det dem, der har viden, der får magten,« siger hun.
Menneskeliv på gruppeniveau
Da Tyra Grove Krause blev færdig som læge i 1996, var målet at blive hudlæge. Det satte en introstilling i samfundsmedicin på SSI dog en stopper for.
Det siger magtpanelet:
Tyra Grove Krause er behagelig og lyttende som person og knaldhamrende dygtig. Hun er meget præcis, og så kan jeg godt lide, at hun bruger sit eget liv. Jeg troede på forhånd, hun var en tough lady, men hun er meget lyttende. Vi har ikke hørt det sidste til hende
Jes Søgaard, medlem af Dagens Medicins magtpanel
Her havde hun kontakt til hele sundhedsvæsenet, når hun på vegne af instituttet rådgav om infektioner, og samtidig var der også mulighed for mere langsigtet projektarbejde og internationalt samarbejde.
»Det er enormt spændende at kunne redde menneskeliv på gruppeniveau frem for individniveau, og da jeg virkelig godt kunne lide at være på instituttet, så tænkte jeg, at det er her, jeg passer ind,« siger hun.
Som barn elskede Tyra Grove Krause at være i sin fars praksis og pille ved alt det udstyr, han brugte som praktiserende læge. Hun legede med hans glassprøjter og refleksramme, og det var lykken at kunne se med, når hendes far skulle fryse hendes brødres fodvorter væk.
»Jeg var fascineret af selve miljøet og det, han kunne som læge. Han var en afholdt læge, og den der fornemmelse af, at der blev sat stor pris på hans gerning, det gad jeg godt selv prøve,« siger hun.
Tyra Grove Krause kan godt leve med tvivl og stadig holde hovedet koldt. Det har været nødvendigt under coronapandemien, hvor hun har skullet træffe nogle hurtige beslutninger, uden at have alle de oplysninger, hun kunne ønske sig.Foto: Joachim Rode
Fandt ledergen i Grønland
Mens interessen for lægegerningen har været der fra barnsben, er hendes interesse for administration og ledelse først kommet senere. Det var som ph.d.-studerende i starten af 00’erne, da hun arbejdede i Grønland, at hun fandt ud af, at hun havde evnerne til at planlægge og lede andre.
»Jeg skulle ud i forskellige små bygder og hente data, og det krævede en masse logistisk arbejde, hvor jeg skulle transportere udstyr frem og tilbage. I forbindelse med det projekt kunne jeg se, at jeg kunne få ting til at ske,« siger hun.
Opgaven med at lave undersøgelser i bygderne betød ofte, at hun skulle være parat til at navigere i et logistisk kaos, når for eksempel et fly med alt hendes udstyr ikke kunne lande som planlagt. Her lærte hun at træffe hurtige beslutninger. Det har hun også skullet gøre i sine mange stillinger i Statens Serum Institut.
Mest stolt af vaccinationsregister
Tyra Grove Krause blev speciallæge i 2009, efter at hun kort tid forinden var blevet ansat på SSI. Det var midt under svineinfluenza-pandemien, og på det tidspunkt havde instituttet kun en pilotudgave af et vaccinationsregister, der kunne bruges til overvågning.
Derfor fik Tyra Grove Krause ansvaret for hele opbygningen af det danske vaccinationsregister og siden også for influenzaovervågningen, som hun blandt andet fik gjort digital som et af de første lande i Europa.
»Vi var også nogle af de første til at lave tidstro registerbaserede studier af influenzavacciners effektivitet. Det foregik ved, at vi koblede nationale data fra vaccinationsregistret til influenzaprøvesvar i den danske mikrobiologidatabase, der kun havde et par år på bagen på det tidspunkt, og så kunne vi også koble det til oplysninger om indlæggelse og intensiv behandling. Særligt vaccinationsregistret har været mit hjertebarn. Brugen af dette register sammen med den danske mikrobiologidatabase har udviklet sig fra først kun at blive brugt til forskning og overvågning, til at de nu også bliver brugt direkte til at give borgerne digitale løsninger, der kan fremme deres sundhed, for eksempel coronapasset,« siger hun.
BLÅ BOG
Tyra Grove Krause, 51 år
2021: Konstitueret faglig direktør, Infektionsberedskabet, Statens Serum Institut
2017: Projektleder for EuroMOMO, et europæisk netværk, der overvåger dødeligheden i Europa
2017: Afdelingschef, Infektionsepidemiologi & Forebyggelse, Statens Serum Institut
2012: Overlæge og leder af influenzaovervågningen på Statens Serum Institut
2009: Speciallæge i samfundsmedicin
2003: Ph.d. om allergiske sygdomme i Grønland
1996: Uddannet læge ved Københavns Universitet
Privat bor hun i Emdrup med sin mand. Sammen har de tre drenge på henholdsvis 13, 18 og 20 år. I sin fritid kan hun godt lide at passe have, høre podcasts og lydbøger, strikke, dyrke sport og afkoble i familiens sommerhus i Skåne.
Netop etableringen, driften og digitaliseringen af vaccinationsregistret og den digitale influenzaovervågning er noget af det, hun er mest stolt over at have været med til. Også set i lyset af, at hele overvågningssystemet under COVID-19-pandemien bygger på det arbejde, som Tyra Grove Krause var med til at sætte i værk.
»Vi ville aldrig have kunnet lave undersøgelsen af AstraZenecas vaccine, hvis vi ikke havde haft den elektroniske registrering af vacciner på produktniveau i vores vaccinationsregister. Det er jo fantastisk, at vi har tidstro data og løbende overvågning, som vi kan bruge i vores rådgivning,« siger hun.
For samfundets skyld
I det seneste halvandet år har Tyra Grove Krause arbejdet meget. Rigtig meget. Hun har først som afdelingschef og siden som faglig direktør skullet være på i alle døgnets timer, stille op til interview og pressemøder med kort varsel og samtidig undgå at lade sig påvirke af, at retningen hele tiden har taget en ny drejning med enten nye teststrategier, nye virusvarianter eller dalende vaccineffektivitet.
»Vi har ikke haft al den viden, vi godt kunne tænke os i beslutningsprocessen. Der skulle vi turde stå inde for noget, der ikke var 100 pct. evidens for. Jeg kan godt leve med tvivl og stadig holde hovedet koldt. Det er man nødt til, for nogle gange skal man træffe nogle hurtige beslutninger, når man står i en beredskabssituation,« siger hun.
Lige nu er hun optaget af de nyeste data fra Israel om immunitet efter vaccination mod COVID-19, som i kombination med egne data skal hjælpe SSI med at rådgive om et eventuelt tredje vaccinationsstik.
Selvom det arbejdsmæssigt under pandemien har været en vild tid, har Tyra Grove Krause stadig mod på mere. Derfor lå hendes navn da også i bunken af ansøgere til jobbet som faglig direktør i Statens Serum Institut, da der var ansøgningsfrist i begyndelsen af september.
»Jeg brænder for mit arbejde, men jeg vil ikke normalt karakterisere mig selv som arbejdsnarkoman. Her har der dog ikke været noget andet at gøre. Vi har skullet igennem denne pandemi, og det har været så alvorligt, at jeg bare har måttet gøre mit for samfundet.«
Del artiklen: