Lungesygdomme
Komplekst samspil mellem kæledyr i hjemmet og risiko for at udvikle astma
Udgivet:
Kommentarer (0)
Det kan muligvis beskytte børn mod astma at vokse op med kæledyr. Men hvis først et barn bliver allergisk over for kat eller hund, er det nok bedst at skille sig af med dyret, hvis ikke barnet også skal have en astmadiagnose.
Sænker eller øger kæledyr børns risiko for at udvikle astma?
Det spørgsmål har længe vajet i vinden, men nu har forskere fra Københavns Universitet lavet et studie, der kommer tættere på et egentligt svar.
Forskningen, der er offentliggjort i Journal of Allergy and Clinical Immunology, viser, at der formentlig er en beskyttende effekt mod astma og allergi ved det at have dyr i sit barndomshjem. Men hvis barnet udviser tegn på at udvikle allergi over for kat eller hund, så øger kæledyr i hjemmet faktisk barnets risiko for senere at udvikle astma.
»Hvis man vokser op med en hund eller en kat i hjemmet i de første leveår, og man ikke udvikler allergi, ser det ud til rent faktisk at have en lille beskyttende effekt i forhold til udvikling af astma. Men hvis et barn udvikler allergi over for hund eller kat, tyder vores resultater på, at det at have et sådant kæledyr markant øger risikoen for senere udvikling af astma,« fortæller førsteforfatteren bag det nye studie, postdoc Angela Pinot de Moira fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.
77.000 børn med i undersøgelse
I forskningen har Angela Pinot de Moira indhentet data fra ni fødselskohorter (otte europæiske og én australsk), hvor forskere har fulgt gravide kvinder og deres børn gennem flere år. Mødrene har i studierne svaret på flere spørgeskemaer, herunder om familien har haft en hund eller en kat, og om barnet har fået en astmadiagnose.
Forskerne havde i nogle af børnenes tilfælde også adgang til blodprøvemålinger for antistoffer mod hund eller kat eller resultaterne af priktests for allergi over for hund eller kat.
I alt har forskerne haft adgang til data på 77.434 europæiske og australske børn, som er blevet fulgt, indtil de var mellem 5 og 11 år gamle.
Der er gode argumenter for, at det at have hund eller kat i hjemmet både øger og sænker risikoen for at udvikle astma
Angela Pinot de Moira
I kohorterne havde mellem 12 og 45 pct. haft hund i hjemmet inden for barnet første to leveår, mens mellem 7 og 47 pct. havde haft kat. Andelen af børn, som udviklede astma, var i de forskellige kohorter mellem 2 og 20 pct.
»Der er gode argumenter for, at det at have hund eller kat i hjemmet både øger og sænker risikoen for at udvikle astma. Man kan forestille sig, at immunforsvaret bliver trænet til at genkende allergener fra hund eller kat, og at det derfor ikke reagerer uhensigtsmæssigt senere i livet med udvikling af astma til følge,« forklarer Angela Pinot de Moira.
»Hundene og kattenes mikrobiota kan muligvis hjælpe til med at udvikle immunforsvaret. Men man kan også argumentere for, at det at blive udsat for store mængder allergener øger risikoen for at udvikle allergi, og allergi er en risikofaktor for udvikling af astma.«
Allergi og kæledyr øger risiko
Umiddelbart viser studiet, at det overordnet set hverken sænker eller øger risikoen for at udvikle astma, at man i den tidlige barndom har haft en hund eller en kat i hjemmet.
Det øger heller ikke risikoen for at udvikle allergi over for hund og kat.
I studiet har forskerne dog taget undersøgelsen et skridt videre og kigget på, hvilken betydning hund eller kat i hjemmet har for de børn, som udvikler specifik allergi over for hund eller kat. I studiet blev det identificeret som IgE-niveauer over for hund eller kat over en given grænseværdi i en blodprøve eller ved et positivt resultat af en priktest.
Denne del af undersøgelsen viste, at der var en stærk positiv sammenhæng mellem at være allergisk over for hund eller kat og risikoen for at udvikle astma.
Faktisk var det for denne undergruppe i undersøgelseskohorterne associeret med næsten syv gange højere risiko for udvikling af astma, hvis barnet var allergisk over for hund, og seks gange højere risiko for udvikling af astma, hvis barnet var allergisk over for kat.
Denne sammenhæng blev endnu stærkere, hvis børnene samtidig voksede op med en hund eller en kat i hjemmet.
Omvendt viste subanalyserne også, at hvis man ikke udviklede allergi mod kat eller hund, var det at vokse op med en kat eller hund associeret med en lille nedsat risiko for at udvikle astma.
»Vi kan ikke finde beviser for, at det at have kat eller hund øger risikoen for at blive allergisk over for kat eller hund, men bliver man allergisk, øger tilstedeværelsen af katten eller hunden risikoen for endnu en diagnose, nemlig astma,« siger Angela Pinot de Moira.
Skal kæledyret ud af hjemmet?
Angela Pinot de Moira mener, at hendes forskningsresultat peger på nogle pointer, som man som forældre måske skal tage stilling til.
Man kan sagtens have kat eller hund, uden at det øger barnets risiko for udvikling af hverken allergi over for kat eller hund eller astma.
Udvikler ens barn til gengæld allergi over for familiens kæledyr, giver det måske mening at skaffe sig af med det, da det ellers kan være med til at øge risikoen for, at barnet også udvikler astma.
»Det er den mulige konsekvens, som man må drage på baggrund af vores resultater. Det tyder på, at hund eller kat generelt kan være beskyttende i forhold til udvikling af astma, så længe barnet ikke udvikler en allergi over for hunden eller katten,« siger Angela Pinot de Moira.
Hun pointerer dog også, at resultaterne fra studiet skal genfindes i andre kohortestudier, før man kan sætte to streger under dem.
Del artiklen: