Leder
Velkommen på forsiden, Kåre
Udgivet:
Kommentarer (0)
Som medier og samfund skal vi huske at hylde personer, der yder en betydelig indsats for fælleskabets bedste.
Når medier bruger vendingen ‘Velkommen på forsiden’, handler det typisk om afsløringer af noget løgnagtigt, lyssky, ulovligt eller uetisk. Det er en del af selvforståelsen, at det er nyhedsmediernes opgave at afsløre og udstille fremtrædende personer, virksomheder og offentlige institutioners inkompetence, selvmodsigelser eller hykleri. Og når medierne laver den slags afsløringer, så lyder det – helt berettiget – ‘Velkommen på forsiden’ med fede typer og turbotryk på forargelsen.
Men der er også alle dem, der fortjener at få et ‘Velkommen på forsiden’ af de stik modsatte grunde. Alle dem, der i al stilfærdighed og med dygtighed, flid og omhu dag ud og dag ind sådan set bare passer deres daglige dont til gavn for fællesskabets bedste. Til dem hører blandt mange andre Kåre Mølbak, Statens Serum Instituts faglige direktør for infektionsberedskabet, der efter næsten 38 år i SSI’s og samfundets tjeneste for nylig meddelte, at han går på pension med udgangen af januar. Derfor har vi Kåre Mølbak på forsiden af denne udgave af Dagens Medicin.
Selvom Mølbak tydeligvis ikke selv har søgt rampelyset, har han taget den kæmpe opgave på sig
Fra den ene dag til den anden gik Kåre Mølbak tilbage i marts fra at være en relativt anonym, men anerkendt forsker, også internationalt, til at være Seruminstituttets talsmand udi stort set alle spørgsmål, der havde det mindste med coronavirus at gøre. Side om side med statsministeren, diverse fagministre og ofte også Sundhedsstyrelsens adm. direktør har Mølbak igen og igen udlagt den infektionsvidenskabelige tekst på pressemøder i den bedste sendetid på landsdækkende tv, så befolkningen blandt andet kunne få svar på, hvad den måtte og ikke måtte, hvis coronaepidemien ikke skal gå amok.
Det er ikke svært at forestille sig, at det må have føltes som et kæmpe pres pludselig at skulle omstille sig fra den videnskabelige verdens tempo med tid til at undersøge, kvalificere og konkludere på data, til nu at skulle svare prompte på både små og store ting og begivenheder, nærmest samtidig med at de udspiller sig i realtid.
Det må også have krævet sin mand at holde fast i sin ydmyghed og integritet som forsker og videnskabsmand, fordi medierne elsker og efterspørger selvsikre stjerner, der kan levere klare og enkle svar på ofte komplekse spørgsmål. Og fordi denne regering i udtalt grad har ønsket at udvise stats-moderlig handlekraft, og gerne krydret med en faglig blåstempling.
I et sådant krydspres kræver det en helt særlig konstitution at holde fast i, at viden og betingelser ændrer sig, og at det ikke behøver at være udtryk for hverken fejl eller vægelsind, hvis man bliver klogere undervejs.
Det har Kåre Mølbak formået. Han har i usædvanlig grad holdt fast i sin tilgang som forsker med ret og pligt til at blive klogere undervejs og til at udtale sig detaljeret om selv svære emner. Og selvom Mølbak tydeligvis ikke selv har søgt rampelyset, har han taget den kæmpe opgave på sig, selv når han bliver hængt ud som værende ‘kuet’ af Sundhedsministeriet, eller beskyldt for at være alt for tillukket af forskningskolleger, der higede efter at kunne kaste sig over SSI’s unikke coronadata.
Det kan man kun have respekt for.
Nu går Kåre Mølbak så på pension. Ikke på grund af presset, men fordi det har været planlagt længe og aftalt allerede ved den årlige MUS-samtale, længe før COVID-19 gjorde sin entre i Danmark. Vi vil komme til at savne hans tørre, seriøse stil på pressemøderne, og vi kipper med flaget for hans indsats, og den måde han har udført den på.
Del artiklen: