Teknologiens forbandelse

På Afdeling for Røntgen og Skanning på Herlev og Gentofte Hospital fik man sidste år installeret CT-scannerens svar på en Ferrari i form af en photon counting-scanner, der bl.a. kan levere billeder i en opløsning, som er ti gange højere end de CT-skannere, man ellers har til rådighed. Scanneren er den eneste af sin art i Danmark og blot den fjerde på verdensplan.

For det danske sundhedsvæsen og dets patienter er det en ubetinget god nyhed, at man nu kan tilbyde undersøgelser og diagnostik med state of the art-udstyr.

Det er et grundvilkår alle steder i samfundet, men især i sundhedsvæsenet, hvor det ultimativt er et spørgsmål om død eller overlevelse

Teknologien kommer, og den bliver ved med at udvikle sig. Og heldigvis for det, for ellers havde sundhedsvæsenet ingen chancer for at kunne modstå både det konkrete pres fra den demografiske udvikling og danskernes konstant stigende forventninger til kvalitet i behandlingen. Her spiller de radiologiske afdelinger en nøglerolle, fordi de er indgangen til det meste af den diagnostik – og dermed behandling, opfølgning og kontrol – der foregår på sygehusene i dag.

Men med de nye teknologiske muligheder følger også en lang række dilemmaer, som det er bydende nødvendigt, at vi forholder os til. For det nye udstyr sætter også gang i en kæde af nye opgaver og ændrede arbejdsgange. Dertil kommer, at scannere og andet billeddiagnostisk udstyr kræver medarbejdere, der kan betjene maskinerne og ikke mindst fortolke resultatet, hvis man skal udnytte de muligheder, de byder på.

Så den nye teknologi og ikke mindst brugen af den får konsekvenser for andre dele af sundhedsvæsenet. Og det handler ikke kun om penge. Selv hvis man havde uanede økonomiske ressourcer, betyder manglen på arbejdskraft, at man ikke bare kan tilføje ekstra arbejdsgange og tilbud, medmindre man sparer arbejdsgange andre steder, eller nedprioriterer noget andet.

Helt konkret betyder photon counting-scannerens exceptionelle evner og detaljeringsgrad eksempelvis, at radiologerne på Herlev Hospital i stedet for at skulle kigge på 600-700 billeder per scanning nu skal tage stilling til ca. ti gange så mange billeder. Det kræver mere tid til den enkelte scanning.

Samtidig medfører den højere opløsning også, at der gøres flere bifund, som kan have klinisk relevans, og som derfor muligvis skal undersøges nærmere. Det medfører igen yderligere scanninger og undersøgelser. Og endelig fører de nye teknologiske muligheder til en række etiske problemstillinger som f.eks., hvornår det er moralsk forsvarligt, at man siger til en patient, at ‘vi stopper her’, selvom scanningen afslører eventuelle bifund?

Når der er en manko mellem ønsker og ressourcer, uanset om det er økonomiske eller menneskelige, kræver det, at der er nogen, der påtager sig ansvaret for at prioritere i opgaverne. Det er et grundvilkår alle steder i samfundet, men især i sundhedsvæsenet, hvor det ultimativt er et spørgsmål om død eller overlevelse, om en patient tilbydes den ene eller den anden diagnostik eller behandling.

På den ene side er der uden for sundhedsvæsenet, politisk og i befolkningen, en forventning om, at de nye teknologiske muligheder udnyttes til fulde. På den anden er der spørgsmålet om, hvordan vi bruger ressourcerne smartest, mest rimeligt og på en måde, hvor vi får mest mulig sundhed for pengene. Det dilemma forstærkes yderligere af det allestedsnærværende nærmest absolutte krav om lighed i sundhed til enhver tid for alle.

Så derfor er spørgsmålet, der skal besvares, hvilke scanninger radiologerne ikke skal lave – også selvom teknologien giver mulighed for det? Og hvordan kan man udnytte kapaciteten bedre f.eks. ved at investere i kunstig intelligens, som kan spare radiologtimer.

I fraværet af en national sundhedsstrategi og med styrkede regioner, som ikke behøver frygte for at blive nedlagt foreløbig, må det være på sin plads, at netop Danske Regioner og kredsen af sundhedsdirektører som ansvarlige for driften af landets sygehuse påtager sig ansvaret for de overordnede prioriteringer i forbindelse med introduktionen af ny teknologi. Det skal selvfølgelig ske med inddragelse af både lokale sygehusledelser, de faglige selskaber, sundhedsøkonomer og repræsentanter for det nære sundhedsvæsen, hvor man har kontinuiteten med de patienter, det hele handler om.

Målet er at samle dem, som bedst er i stand til at vurdere potentialet i de nye teknologier og de konsekvenser, de vil få for tidsforbrug og arbejdsgange m.m. sat over for teknologiernes effekt.

Sideløbende bør der som minimum formuleres en national strategi for det billeddiagnostiske speciale, som kan sikre, at der løbende uddannes det fornødne antal radiologer, men som også ser på, om andre faggrupper med fordel kan inddrages i det billeddiagnostiske arbejde. Udarbejdelsen af en sådan strategi kan Sundhedsstyrelsen passende være pennefører for.