Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Leder

Tavshed er også kommunikation

Udgivet:
Kommentarer (0)

Frasen ‘Ingen kommentarer – det er en personalesag’ er blevet en automatafvisning, som offentlige ledere gemmer sig bag, når de har en dårlig sag.


‘Ingen kommentarer – det er en personalesag’. Sådan lyder det alt for ofte fra ledelses- og HR-kontorerne på offentlige arbejdspladser, herunder i sundhedsvæsenet, når der lander en sag, der lugter den mindste smule af, at en ansat ikke er blevet behandlet ordentligt af kolleger eller nærmeste leder. Og tendensen blandt offentlige ledere til at lukke i som østers er kun blevet forstærket, siden anden bølge af MeToo skyllede ind over landet i efteråret. Det er en udvikling, som måske nok er forståelig, men som ikke gør noget godt, hverken for de ansatte, organisationen eller samfundet.

I faglige sager om krænkelser af forskellig art på arbejdspladser giver det absolut god mening at tage hensyn til de involverede parter. Ikke mindst den svage part, som typisk vil være den medarbejder, der oplever sig krænket, men også den eller de kolleger, der er under ‘anklage’, har krav på en udstrakt grad af fortrolighed, når det handler om indholdet i en konkret sag. Ingen skal gå rundt og frygte, at detaljerne i en konflikt eller en klage bliver det næste emne for sladder ved kaffemaskinen. Så det er et vigtigt og validt argument, at en ledelse kan henvise til, at noget hører ind under en personalesag, og at man derfor ikke kan kommentere konkret. Men som med alt andet kan det også (mis)bruges af en ledelse, der forsøger at undgå at svare på ellers helt legitime spørgsmål.

Det er en klokkeklar ledelsesopgave til enhver tid og i relevante sammenhænge at drive alle former for kulturændringer fremad i en organisation

I nærværende avis følger vi op på december måneds artikler om den unge læge Andreas Thorsen, der i forbindelse med en sag om vold og krænkende adfærd på sin arbejdsplads følte sig svigtet af både sin fagforening og ledelsen på Hvidovre Hospital. Heldigvis er det efterfølgende lykkedes Andreas Thorsen at få oprejsning, og både Yngre Læger og hospitalsledelsen har beklaget deres håndtering af sagen over for ham. Som konsekvens har Hvidovre Hospital ændret praksis for håndteringen af lignende sager, så der fremover skal være faste HR-procedurer for, hvordan de skal håndteres. Eller det er i hvert fald, hvad Andreas Thorsen og hans bisidder samt en repræsentant for Yngre Læger samstemmende fortæller, at hospitalsledelsen sagde på det dialogmøde, hvor de alle deltog.

Men reelt ved vi det ikke, for over for Dagens Medicin ønsker hospitalsledelsen hverken at forklare eller uddybe den angivelige nye praksis. Her lyder automatsvaret hver eneste gang: ‘Ingen kommentarer – det er en personalesag’. At ledelsen på et af landets største hospitaler med den forklaring afviser helt legitime spørgsmål til sin egen angiveligt nye praksis i håndteringen af krænkelsessager er både uprofessionelt og unødvendigt.

Uprofessionelt, fordi hospitalet ved at svare på spørgsmål kunne have vendt en umiddelbar tabersag til en vindersag. Ekstern kommunikation er også intern kommunikation. Og her havde ledelsen på Hvidovre Hospital chancen for at kommunikere ikke blot til flere tusinde nuværende ansatte, men også til alle de læger, sygeplejersker og sosu-assistenter, der er tiltagende rift om. De vil formodentlig alle foretrække at arbejde et sted, hvor ledelsen står ved et opgør med fortidens kultur af tavshed og bagatellisering af problematisk adfærd blandt visse ansatte.

Unødvendigt, fordi en ledelse sagtens kan kommunikere virksomhedens værdier, uden at den taler konkret om en personalesag. Det er en klokkeklar ledelsesopgave til enhver tid og i relevante sammenhænge at drive alle former for kulturændringer fremad i en organisation.

Her kunne man passende lade sig inspirere af TV2, der om nogen og helt fortjent har fået udstillet sine problemer i forhold til sexisme og en negativ kultur det seneste halve år.

Men her forsømmer nyhedsdirektør Ulla Pors ikke en eneste mulighed for verbalt at stille sig i front og lægge afstand til fortidens fortrædeligheder. Samtidig slår hun igen og igen fast, at man på TV2 i dag ønsker og praktiserer en helt anden ledelsesstil, hvor man anerkender, at der har været problemer med krænkelser, og at det er nødvendigt med åbenhed og dialog for at gøre noget ved de problemer, der altid vil opstå på en arbejdsplads.

Det er professionel kommunikation.

Læs også:

Ung læge blev svigtet af Yngre Læger: Nu har han fået oprejsning

Tidligere ledende overlæge: De ofrer gerne en medarbejder for at vise handlekraft

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere