Tålmod og sammenhold

Der var ikke mange ord om sundhedsområdet i det forslag til finanslov for 2022, som finansministeren præsenterede i mandags. Lidt småtterier om regeringens selvopfundne begreb ‘nærhospitaler’, ca. 210 mio. kr. til fortsat håndtering af COVID-19 samt en corona-reserve på 4 mia. kr. og dertil en formulering om, at regeringen senere i år vil præsentere yderligere initiativer, der vil bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne, var, hvad det kunne blive til.

Hvis man ser bort fra forslagets bagudskuende omtale af de 600 mio. kr., som psykiatrien fik på finansloven i 2020 – penge, der i sagens natur ikke kan bruges igen – var der ingen ord om den psykiatri, som de fleste ellers er enige om, er nødlidende på mange niveauer. Efterfølgende kritiserede blandt andre Lægeforeningen, at finanslovforslaget ikke tog livtag med forholdene i psykiatrien i form af flere penge her og nu til blandt andet at uddanne flere speciallæger både i børne- og voksenpsykiatrien og en pulje på 100 mio. kr. årligt til forskning i psykiske sygdomme.

Vi kender efterhånden til hudløshed alle problemerne i psykiatrien, men måske er det nu, der skal tages en dyb indånding. Selvom det ville være både tiltrængt og yderst rimeligt med flere øremærkede penge til nogle af sundhedsvæsenets allersvageste patienter (og deres pårørende), så afleverer Sundhedsstyrelsen og de fire nedsatte arbejdsgrupper snart – formentlig i slutningen af november – deres faglige oplæg til løsninger på psykiatriens mange problemer og udfordringer.

Og det er først, når det arbejde er afsluttet og afleveret til sundhedsministeren, at slaget om psykiatriens fremtid skal stå. Som bekendt har regeringen bebudet, at planen skal lægge skinnerne for de næste ti års (genop)retning i psykiatrien. Derfor må det første krav være, at Folketinget ender med at vedtage en psykiatriplan, der rent faktisk er en plan, der hænger sammen hele vejen rundt og ikke bare er en række observationer. Derudover er det et must, at der følger en substantiel pose penge med.

Hvis man skærer ind til benet, er der to store grundlæggende problemstillinger i forhold til psykiatrien. Den ene er, at sindets lidelser altid har været omgivet af tabu og deraf manglende ligestilling med de fysiske sygdomme. Det har ført til manglende overblik og systematik, dårligere økonomi, uensartede rettigheder og deraf følgende manglende fokus og fremdrift for psykiatrien. Den anden problemstilling er, at psykiatri er et ekstremt bredt begreb, som skal rumme alt fra den ‘lette’ psykiatri som angst, depressive symptomer, tvangshandlinger og manglende sociale færdigheder til den ‘tunge’ psykiatri, hvor patienterne er så syge, at de i perioder er helt ude af stand til at tage vare på sig selv, og i værste fald også til fare for andre.

Mens den første problemstilling viser sit ansigt i statistikkerne over studiefrafald, arbejdsløshed, misbrug, kriminalitet og førtidspension, viser den ‘tunge’ psykiatri sig i langt højere grad på landets hospitalsgange og i form af triste enkeltsager i pressen.I begge tilfælde er der tale om forstemmende tab af menneskers muligheder for at leve et almindeligt liv til glæde både for dem selv, de pårørende og samfundet.

Det vil næsten ikke være til at bære, hvis disse to problemstillinger kommer til at grave grøfter mellem fagpersoner, patientforeninger, politikere og andre interessenter, når debatten om psykiatriplanens konkrete indhold for alvor går i gang efter nytår. En genopretning af psykiatrien er nemlig ikke et for eller imod enten den ‘lette’ eller ‘tunge’ del, men et kæmpe både og. Det gælder også, når punkterne i planen skal rulles ud. Det vil helt sikkert komme til at ske i forskellige tempi, hvor nogle områder vil skulle vente, mens andre kan gå i gang straks. Selvom det kan føles som en rød klud i ansigtet for de områder, der igen-igen må vente, så handler det for alt i verden om at stå sammen. Politikerne skal forstå, at ansatte, patienter og pårørende står sammen om at løfte psykiatrien ud af mange års urimelig og uhensigtsmæssig skyggetilværelse, og at det kræver massive økonomiske midler til både den ‘lette’ og den ‘tunge’ psykiatri.