Sundhedsvæsenets XX Factor

I de seneste årtier er kvinderne stormet ind på landets nu fem medicinuddannelser i en sådan grad, at der siden 2015 har været flere kvinder end mænd blandt de erhvervsaktive medlemmer af Lægeforeningen.

Og ser man alene på de seneste tre års optag på medicinstudiet, så er overvægten af studerende med to X-kromosomer endnu mere markant med andele på henholdsvis 70,3 pct., 71,1 pct. og 72,1 pct.

Faktisk har kønsubalancen på medicinstudiet gennem de seneste 30 år aldrig været større end i 2022. I takt med at kønssammensætningen på studiet slår igennem i arbejdsstyrken, vil kvinderne i fremtiden i naturlig forlængelse af den udvikling udgøre en støt stigende andel af den samlede lægestand.

Præmissen må være, at vi har brug for diversitet og en nogenlunde ligelig kønsfordeling, fordi mænd og kvinder bringer forskellige perspektiver til bordet

Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste lægeprognose for årene 2021-2045 vil 2 ud af 3 læger i det såkaldte grundscenarie i 2045 være kvinder. I fremtiden vil der ganske enkelt blive længere mellem mændene på hospitalsgangene og i landets lægepraksisser.

XX Factoren har i den grad gjort sit indtog i sundhedsvæsenet.

Problemet opstår, når der skal vælges speciale

Er den udvikling så et problem? Både og. I forhold til den enkelte læge er kønnet på ingen måde et problem, og det er det heller ikke i forhold til patienterne.

Tværtimod kan man kun have respekt for de mange unge kvinder, der forlader gymnasiet med en eksamen, der kvalificerer dem til at komme ind på medicinstudiet, og som har talent og motivation for at uddanne sig til læge.

Alligevel er der gode grunde til at stoppe op og forholde sig til udviklingen. For dér, hvor kønsubalancen kan gå hen og blive til et større samfundsproblem, er i årene efter, at lægeløftet er aflagt, og der skal vælges lægefagligt speciale.

Som vi afdækker i dag i Dagens Medicin, er der nemlig markante forskelle i de to køns præferencer i forhold til, hvilket område de ønsker at uddanne sig til speciallæge i. Faktisk er der flere specialer, hvor kønsubalancen begge veje over de seneste mange år er blevet endnu mere udtalt.

Tydeligt og firkantet mønster

Og mønsteret er tydeligt. Firkantet sagt søger kvinderne i overvejende grad mod specialer, der handler meget om omsorg, børn og en høj grad af læge-patient-kontakt, mens mændene dominerer inden for specialer med prestige og mange penge til forskning. Det har tidligere undersøgelser også påvist.

Mens 78 pct. af speciallægeanerkendelserne i pædiatri og 76 pct. af anerkendelserne inden for gynækologi og obstetrik i 2021 gik til kvinder, så stod mændene for 74 pct. af speciallægeanerkendelserne i kardiologi og for 71 pct. af anerkendelserne i ortopædkirurgi.

Præmissen må være, at vi har brug for diversitet – det gælder også i forhold til læger med anden etnicitet end dansk – og en nogenlunde ligelig kønsfordeling, fordi mænd og kvinder bringer forskellige perspektiver til bordet.

Kønsdiversitet har positiv afsmitning

Netop diversitet i bred forstand er ofte en forudsætning for at have fagligt stærke miljøer. Desuden har diversitet en positiv afsmitning på både arbejdsmiljø, innovation og forskning og ikke mindst de emner, der forskes i.

Her vil flere kvinder i forskningstunge specialer kunne bidrage til at dække de blinde vinkler, der opstår, når mændene dominerer.

I september sidste år vedtog European Society of Cardiology (ESC) for eksempel en kønspolitik, der tilsiger, at mindst 40 pct. af alle ESC-udnævnte positioner skal allokeres til kvindelige kardiologer og kardiologiske forskere

Umiddelbart er der tre forhold, der bør diskuteres nærmere: Hvorfor medicinstudiet er så kønnet, og hvad man kan gøre ved det? Skal kvote 2, hvor der lægges vægt på andre ting end karaktergennemsnit, fylde mere?

Hvad kan der gøres for at gøre traditionelle mandespecialer mere attraktive for kvindelige læger og vice versa? Det handler om at udnytte puljen af talent bedst muligt.

Og er der i selve systemet, dvs. blandt dem, der ansætter til HU-stillinger, nogle mere eller mindre ubevidste bias, der favoriserer det ene køn? Det er der formentlig. Lad os få gjort op med dem.

Skal der indføres kvoter?

Der er nogle, der foreslår at indføre kvoter for at få bugt med ubalancen, både i forhold til optaget på medicinstudiet, hvor pladser skal reserveres til mænd, og i forhold til at reservere HU-stillinger til kvinder i mandsdominerede specialer. Det kunne være værd at teste.

I september sidste år vedtog European Society of Cardiology (ESC) for eksempel en kønspolitik, der som et første skridt tilsiger, at mindst 40 pct. af alle ESC-udnævnte positioner skal allokeres til kvindelige kardiologer og kardiologiske forskere for at få så ligelig en kønsrepræsentation som muligt.

Herhjemme har kardiologernes selskab ingen planer om at gøre det samme.

Samtidig er det oplagt at tage reelt livtag med diverse ‘rammebetingelser’, herunder den udbredte og ofte usagte forventning om, at forskning i løbet af speciallægeuddannelsen er noget, der foregår i fritiden.

Det krav gælder selvsagt begge køn, men eftersom det nu engang er kvinder, der føder børn, rammer det alt andet lige dem hårdere.

Heldigvis har der de senere år været en samfundsudvikling, godt hjulpet på vej af sidste års politiske beslutning om at øremærke 11 uger af barslen til faderen, hvor flere mænd er kommet på banen i forhold til at tage en større del af både barslen og omsorgsopgaverne i hjemmet, hvilket er med til at udjævne de forskelle.

Derudover kan f.eks. flere delestillinger, der kombinerer klinik med forskning, og bedre muligheder for i perioder at gå ned i tid og lignende tiltag, være med til at skabe bedre balance i familielivet for både mænd og kvinder, og for diversiteten i de forskellige specialer.