Mindre snak, Heunicke, og mere handling

Da regeringen i 2019 lovede en 10-årsplan for psykiatrien, blev alle glade. Endelig skulle psykiatrien have det løft, som den fortjener, og der skulle gøres op med fortidens ulige prioritering af kroppens og sindets helbred.

Et år senere i august 2020 satte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) så forarbejdet i gang med Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen i spidsen og en følgegruppe, der skulle komme med det faglige grundlag for de forhandlinger, som skulle starte i begyndelsen af 2021. Alle var stadig glade og mere end 40 organisationer gik sammen om Psykiatriløftet med en oplistning af de punkter, som planen skulle rumme.

I denne uge udsatte sundhedsministeren så igen, igen en deadline for forarbejdet, som nu først ventes klar i starten af 2022. På det tidspunkt er der gået tre år, og trods COVID må man have lov at sige, at det simpelthen ikke er godt nok. For det første, fordi psykiatrien har lidt og ventet i årevis. For det andet, fordi den seneste tid har vist et sjældent fælles fodslag blandt de mange interessenter, som ellers let kunne give sig til slås om ressourcerne frem for at finde løsninger sammen. Og for det tredje, fordi det haster.

15 pct af alle unge har en psykiatrisk diagnose. 430.000 danskere, oplever symptomer på alvorlig stress hver dag. Ubehandlet stress forårsager over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser, og stress alene koster årligt samfundet 14 milliarder kroner.

Samlebåndsbehandling er ikke vejen frem – især ikke på et komplekst område som psykiatri og psykisk sårbarhed

Ingen kan sige, hvad der vil ske med de 15 pct. unge, som har en psykiatrisk diagnose. Men chancerne for, at de går gennem livet uden problemer med helbred og økonomi, er begrænsede. Og det er ikke kun synd for den enkelte og dennes omgivelser. Det har også en kæmpe samfundsomkostning. Bag tallene for kriminalitet, misbrug og de enorme omkostninger ved stress, som vi ser hos voksne i dag, skjuler sig formodentlig rigtig mange, som i dag ville få psykiatriske diagnoser som angst, ADHD, depression og autisme i den lettere ende af spektret. Manglende opsporing og hjælp til 15 pct. vil i fremtiden koste dyrt i form af afbrudte studier, sygedage, førtidspensioner, nedsat forældreevne og ufattelig meget livskvalitet for den enkelte.

Psykiatriplanen skal favne de svært psykisk syge, som kræver sengepladser og specialuddannet personale. Men vi har også brug for at få stillet den rigtige diagnose i tide og hjulpet alle dem med ‘lettere’ psykiske sygdomme. Løsningen er bedre og mere samarbejde mellem de vigtigste parter. Fra psykiateren, der kan stille den korrekte diagnose, over pædagoger, psykologer, lærere og arbejdsplads, til den praktiserende læge, som i fællesskab kan hjælpe både psykisk syge og psykisk sårbare med at indrette sig i livet.

Samtidig må man erkende, at samlebåndsbehandling ikke er vejen frem – især ikke på et komplekst område som psykiatri og psykisk sårbarhed. Det nytter ikke, at man ser sygdomsforløbet som en patient, der kører på et transportbånd fra psykiateren, forbi den praktiserende læge, videre ud til skolepsykolog, for at ende hos en kommunal sagsbehandler, der skal tage stilling til specialtilbud og støtte til familien. Alle på og ved samlebåndet er mennesker, og fagfolkene brænder ud og de svage patienter giver op, hvis der ikke er plads til at skabe relationer og følge op på om diagnosen er rigtig og behandlingen virker.

Derfor er det så vigtigt at systemet og strukturen skabe plads til og incitamenter for samarbejde.

Og det er her Magnus Heunicke må se at komme på banen. For det første, fordi det er en kompleks opgave, som man ikke kan løse med et snuptag, uanset hvor godt forarbejdet er. Snarere handler det om at komme i gang og få prioriteret og igangsat de vigtigste problemstillinger først.

Her kunne man passende starte med børnene og de unge. Med udsigt til flere ældre og kronikere, men færre unge, der kan passe dem, er det urovækkende, at ungdommen har det så skidt, og at der ikke ligger en klar plan for, hvordan man sikrer, at det ikke er 15 pct. af en årgang, der ender med et tabt arbejdsliv. Det betyder ikke, at den 40-årige med svær skizofreni skal skrives ud af manuskriptet og glemmes. Tværtimod kunne man håbe på, at en god model for tidlig indsats og støtte til de unge netop kan være med til at forebygge en udvikling og kronificering af både de lettere og de sværere psykiske problemstillinger.

Så Magnus Heunicke, smøg ærmerne op. Som sundhedsminister har du chancen for at mindske mange års ulighed mellem det somatiske og det psykiatriske sundhedsvæsen, og for at sikre, at de små årgange har et godt psykisk helbred, når de skal tage sig af både klimaproblemer og ældrebyrde i fremtiden. Lad os få nogle klare meldinger om, at arbejdet med psykiatriplanen har høj prioritet for regeringen, og at man måske endda kunne tænkes at overraske med en fremrykket frem for en udskudt deadline for en gangs skyld.