Magtfuldt virus og ­magtfuldkomne politikere

»Hvis den folkelige opbakning svigter, så start et felttog eller provokér en fremmed fyrste til at angribe.«

Sådan lyder rådet fra den italienske fyrste Machiavelli i hans hovedværk ‘Fyrsten’, som trods udgivelsesåret 1514 er en klassiker, når det handler om magt.

Efter at have gennemlevet de seneste seks måneders coronakrise kunne man have tilføjet – eller slip en virus løs – til Machiavellis råd. Årets liste over de 100 mest magtfulde personer i det danske sundhedsvæsen sender Mette Frederiksen ind som en sikker nummer et – og cementerer statsministeren og hendes nærmeste kreds som de ultimative vindere af coronakrisen. På kinesisk er tegnet for krise sat sammen af to tegn: mulighed og fare. Man må have respekt for den dygtighed, hvormed Mette Frederiksen og regeringen har udnyttet muligheden.

Det så ellers ikke godt ud i den tidlige vinter. Efter et par måneders hvedebrødsdage sidste sommer, hvor den nye regeringen fik fred til at trække i arbejdstøjet, var røsterne henover efteråret og den tidlige vinter blevet stadigt højere. Alle fra fagpersoner til lokalpolitikere og interesseorganisationer efterlyste en sundhedsreform. Og der var ingen klapsalver, da sundhedsminister Magnus Heunicke hårdt presset på KL’s årlige konference udtalte, at sundhedsreformen i hvert fald ville komme inden næste valg i 2023.

Men så kom COVID-19. Mette Frederiksen gik på nationalt TV 11. marts og satte resolut landet i noget, der mindede om undtagelsestilstand. Og siden da har Frederiksen & Co. været stort set urørlige og ukontaktbare. For meningsmålingerne og folkestemningen peger på, at ‘den store moder’ har gjort, hvad der skulle gøres og reddet os alle sammen.

Sjældent har det været så svært for pressen og oppositionen at få en diskussion i gang – og sundhedsreformen virker stadig som et fjernt fatamorgana.

Det er nok belejligt for Magnus Heunicke, som aldrig har givet indtryk af at have hverken personlige planer eller store visioner for en sundhedsreform. Men det er rystende, at arbejdet med at afbøde både klimakrisen og den demografiske krise, så let kunne sættes på pause på grund af en virus, som godt nok udløser en pandemi, men historisk set er ret mild. Og det er især forstemmende, hvor svært det er for både faglig og politisk opposition at komme igennem med budskabet om, at vi ikke kan sætte alle reformer på pause eller i hvert fald sneglefart, mens vi forholder os til COVID-19. Snarere skal vi se på pandemiske vira som ‘the new normal’. Ja, det er surt, men klimakrisen og den demografiske krise buldrer videre, og hvis vi synes, at det er dyrt og besværligt at forholde sig til corona, så vent og se til de andre kriser rammer os for fuld styrke.

Men nu skal det jo ikke være begrædeligt det hele. Og et lyspunkt er der i hvert fald ved coronakrisen: Naturvidenskaben har sjældent været mere i centrum. Helt almindelige mennesker interesserer sig for smittetryk og vacciner, og infektionsmedicinere og embedsmænd fra Sundhedsstyrelsen er blevet de nye rockstjerner. Det ses også på årets Magtliste, hvor Søren Brostrøm ligger som en markant nr. 2, og Kåre Mølbak debuterer som nr. 6! En raketopstigning, som vist ikke er set magen før. Det er positivt – ikke fordi al magt skal gå til en faggruppe – men fordi der er brug for både folkelig og faglig gennemslagskraft. Ellers er der ingen, som kan matche de politikere, der ikke blot ved, hvordan man får muligheder ud af en krise, men måske endda har læst Machiavellis tanker om, at magthaveren har både ret og pligt til kynisk og konsekvent at misbruge den almindelige befolknings uvidenhed, uforstand, frygt, mistillid, troløshed og grådighed.