Lige adgang til sundhedsvæsenet – både i Ishøj og Holte

I denne udgave af Dagens Medicin sætter vi fokus på ulighed i sundhed. Anledningen er, at det nu er seks måneder siden, Sundhedsstyrelsen udgav en diger rapport om social ulighed i sundhed, der endnu en gang viste, at sundhed og sygdom er systematisk skævt fordelt i samfundet. Samtidig har regeringen siden sin tiltrædelse fra starten udråbt netop ulighed i sundhed som et af sine politiske fokusområder.

Ulighed i sundhed er en kompleks problemstilling. Allerede ved undfangelsen er kortene ulige fordelt. Mandligt køn giver gennem hele livet øget risiko for at dø i utide, og dertil kommer, hvad man arver af mere eller mindre (u)heldige gener fra sine forældre.

Efter den biologiske arv kommer den sociale arv, som begynder med, at det ikke er ligegyldigt, hvordan mor lever under graviditeten, og som fortsætter hele vejen op gennem barndommen med forældrene, skolen og lokalmiljøets påvirkning i forhold til alt fra sunde kost- og motionsvaner til disciplin og støtte, når det kommer til at få den bedst mulige uddannelse.

Og så er vi slet ikke kommet til den problemstilling, der handler om adgangen til et tiltagende komplekst sundheds- og socialvæsen, hvor man nærmest skal være professor i sundhedsjura for at kende sine rettigheder og projektleder for at holde styr på alle de forskellige instanser, der skal udrede, vurdere og forhåbentlig i sidste ende hjælpe.

Det smukkeste ville selvfølgelig være et enkelt og gennemskueligt sundheds- og socialsystem med effektiv hjælp til selvhjælp til ressourcestærke borgere og en ‘udvidet pakke’ til de borgere, der har meget at slås med

Set i det perspektiv er det ikke imponerende, hvad der foreløbig er kommet fra regeringen og sundhedsministeren.

Et forslag om flere besøg af en sundhedsplejerske til udsatte familier og velmenende, men ukonkrete ord om, at ulighed i sundhed skal tænkes ind i al sundhedspolitik. Men ingen konkrete udmeldinger om, hvordan det skal foregå og absolut intet, der kan rykke ved de strukturelle problemer, som går på tværs af ministerier, eller kan irritere de socialdemokratiske kernevælgere.

Mens vi venter på en mere konkret og modig sundhedspolitik kan vi glæde os over, at der rundt omkring faktisk er ildsjæle, der arbejder med problemerne dér, hvor de selv kan gøre en forskel. Et par af dem kan du møde i denne avis.

På Lolland er en praktiserende læge gået i gang med at skabe rammerne for et sundhedshus, hvor mennesker med flere diagnoser og problemer, end de selv har overskud til at håndtere, kan møde alle behandlere på én og samme tid.

Og fra Grenaa fortæller en ung kvinde med misbrug og psykiske og sociale problemer, hvordan hun har opgivet de mange forskellige hjælpeinstanser og lever som hjemløs, men i dag får hjælp af sin praktiserende læge, der fungerer som tovholder og bindeled for kontakten til kommune, psykiatri, og hvad der ellers er.

De to eksempler sætter fingeren på, at der også er brug for strukturelle ændringer i den måde, læger fordeles og honoreres på.

Hvis vi vil den ulighed til livs, der handler om adgangen til sundhedsvæsenet, må vi fordele ressourcerne sådan, at de læger, der tager sig af mange multisyge og socialt udsatte med svagt netværk og ringe evne til egenomsorg, får bedre tid og måske også højere honorarer, end dem, der tager sig af ressourcestærke borgere, som kan klare rigtig meget selv, bare man ikke decideret forhindrer dem i det.

Det smukkeste ville selvfølgelig være et enkelt og gennemskueligt sundheds- og socialsystem med effektiv hjælp til selvhjælp til ressourcestærke borgere og en ‘udvidet pakke’ til de borgere, der har meget at slås med.

Og først og fremmest med den målsætning at alle skal blive sundere – ikke at alle skal være lige syge, eller have lige dårlig middellevetid. Men det er vel meget at forlange, selv af en regering med større ambitioner på sundhedsområdet end den nuværende.

Og mens vi venter på det, må vi lade Henriette fra Holte klare sig gennem junglen af regler og forskellige instanser selv og håbe, at hun kan trække på sit personlige netværk og egne evner. Mens Ivan fra Ishøj skal have muligheden for at få en fast sundhedsperson, der har styr på både det fysiske, det psykiske og det sociale. Det kunne meget vel være i skikkelse af Ivans praktiserende læge, som så til gengæld skal have lidt mere i lønningsposen end Henriettes ditto.