Knogle-skørt

Knogleskørhed i Danmark koster hvert år 35.000 brud og 11 mia. kr. Det er næsten lige så meget som de 12 mia. kr., som COVID-19 kostede sundhedsvæsenet i merudgifter i 2020.

Prisen for danskernes skøre knogler har været kendt siden 2011, hvor Sundhedsstyrelsen korrigerede de skønnede omkostninger ved folkesygdommen fra 4,5 mia. kr. til 11 mia. kr. Alligevel er der stort set intet sket i de mellemliggende 10 år.

I 2018 blev der godt nok brugt satspuljemidler til, at en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen ‘skulle afdække den samlede indsats mod osteoporose’. Og rapporten kom også med en lang række udmærkede forslag om forebyggelse, opsporing, behandling og tværsektoriel sammenhæng, men uden at sikre prioritering, midler eller placering af ansvaret.

Hvis man vil sikre sig, at ingenting sker – og særligt, når man har at gøre med en sygdom, der går på tværs af specialer og sektorer, og som mange ikke opfatter som alvorlig – er dette opskriften, man skal følge. Af samme grund har det i årevis været et stort ønske blandt dem, der arbejder med osteoporose, og blandt patienterne at få lavet en national handlingsplan, som kan bygge bro mellem sektorerne og ikke mindst sætte mål og midler på sagen, præcis på samme måde, som det er sket på kræftområdet og for hjerte-kar-sygdomme.

Men det er ikke sket. Senest har Danske Regioner i 2019 påtaget sig en del af ansvaret og nedsat en tværregional arbejdsgruppe, der skulle barsle med en rapport om, hvordan man i det mindste kan sikre opsporing og diagnostik af de ca 500.000 danskere, som skønnes at gå rundt med uerkendt knogleskørhed.

Her vil det betyde en stor forskel for folkesundheden at sikre driften af de såkaldte Fracture Liaison Service (FLS)-klinikker i tilknytning til alle skadestuer, fordi knogleskørhed er asymptomatisk, og fordi et såkaldt lavenergibrud typisk er det første symptom på knogleskørhed. Hvis man sikrer, at patienter, der f.eks. har fået et håndledsbrud ved et mindre traume, bliver tilbudt en knoglescanning, vil man meget omkostningseffektivt og i tide kunne finde en betydelig del af de danskere, som har uerkendt knogleskørhed, så man kan iværksætte behandling og sekundær forebyggelse.

For selvfølgelig handler det også om penge. I en tid, hvor sundhedsudgifterne bare stiger og stiger på grund af nye behandlinger og en befolkning med flere kroniske sygdomme, må det i sagens natur være noget af en hovedpine for politikere og embedsmænd at få pengene til at række.

Men den nuværende strategi med at stikke hovedet i busken og proppe sagerne i syltekrukken skubber kun problemet foran os og lader det vokse. I forhold til knogleskørhed handler det om at være i stand til at tænke en lille smule langsigtet og på tværs af kasser. For de helt store udgifter ligger i kommunerne, når de skal tage sig af de ca. 10.000 mennesker, der hvert år får et lårbensbrud og i mange tilfælde mister både gangfunktion og muligheden for at klare sig i eget hjem.

Omvendt kan opgaven med at sikre rettidig opsporing af knogleskørhed allerede ved første håndledsbrud selvsagt ikke ligge hos kommunerne – her må man som minimum have regioner og hospitaler med.

Og så man må spørge sig selv, om det ikke netop var en opgave for staten og Sundhedsstyrelsen at sikre en national strategi, som ikke kun tager sig af det allermest nødvendige i form af frakturopsporing, men også sikrer ensartede retningslinjer for behandling og rehabilitering og løbende kommunikation til både borgere og fagfolk, som i stor stil undervurderer alvoren af knogleskørhed.

I nullerne havde regeringen en strategi for folkesygdomme, og i det hele taget en strategi for sundheden i Danmark. Man tog udgangspunkt i den demografiske udfordring og lagde op til specialiseret behandling på specialiserede sygehuse. Man havde embedsmænd, der fik lov at arbejde med gennemgribende reformer. Man havde højtplacerede ministre med viden om, indsigt i og ikke mindst interesse for sundhedsvæsenet som en krumtap i samfundet.

I dag bliver vi spist af med billeder af statsministerens folkelige makrelmadder på Instagram og en sundhedsminister, som lige siden sin tiltrædelse har skubbet alle de store spørgsmål om danskernes sundhed foran sig – fra sundhedsaftalen, der skal sikre sammenhæng mellem det nære sundhedsvæsen og sygehusene, til folkesygdomme og forebyggelse.

COVID-19 har været en kærkommen forklaring siden marts 2020, men nu hvor presset er lettet, må det være på tide at se en regering, som vil andet end at sparke alle de store sundhedsspørgsmål, som hænger så tæt sammen med vores velfærdssamfund, til hjørne.