Hvor meget skal man finde sig i?

Hvor meget skal man finde sig i for at få en karriere inden for de mest populære og prestigefyldte lægespecialer? Skal man tåle ydmygelser og sågar fysisk vold, og ellers forlade specialet, hvis man ikke ‘kan klare mosten’? Det spørgsmål rejser sig, når man læser den unge læge Andreas Thorsens modige fortælling i årets sidste udgave af Dagens Medicin.

Det bliver ikke sagt med ord, men man må konkludere, at det er holdningen hos mindst én administrerende overlæge på Hvidovre Hospital samt Foreningen af Yngre Læger, når man ser på det konkrete forløb omkring Andreas. Og det bakkes desværre op af et feltstudie fra 2018, som fandt, at mobning og hån var en del af hverdagen for læger på landets mest prestigefyldte lægearbejdsplads, Rigshospitalet.

Da jeg som medicinstuderende selv var i kirurgisk klinik på samme hospital i starten af 1990’erne, var en af de mange ting, jeg skulle vænne mig til, at man skulle passe på, når man assisterede professoren. For når han var optaget af at fjerne et bryst eller en biskjoldbruskkirtel, gjaldt det om gætte, hvornår man skulle flytte hænderne med de operationsgafler, man var sat til at holde. Ellers vankede der slag over fingrene, med hvad han nu havde af instrumenter ved hånden. Det var ikke vold, men det var ydmygende.

Skal man tåle ydmygelser og sågar fysisk vold, og ellers forlade specialet, hvis man ikke ‘kan klare mosten’?

Ingen så dog ud til at tage notits af det. Højdepunktet var, at den assisterende læge, der ikke selv skulle være kirurg, diskret kommenterede, at professoren var noget af en hystade. Men den grundlæggende holdning hele vejen rundt var, at en så dygtig og højtstående person havde lov at te sig lidt – og så ‘var det i øvrigt ikke noget særligt’.

Det var præcis samme attitude, der mødte Andreas. For det var jo ikke noget særligt at blive ‘daffet’ i baghovedet af overlægen, når man nu ikke kan finde ud af at indtaste korrekt i Sundhedsplatformen. Og den administrerende overlæge satte trumf på, da hun efter et lynarrangeret ‘forsoningsmøde’ angiveligt fortalte Andreas, at det er mere grænseoverskridende for en en overlæge at komme med en indrømmelse over for en ung læge, end det er for en ung læge at blive slået på af en overordnet. Så det gode råd var: Lad, som om det aldrig er sket. Det lyder som noget, man har hørt før. Men det lyder ikke som noget, man ville acceptere nogen andre steder i det danske samfund i 2020, hverken privat eller på arbejdsmarkedet.

Her må Yngre Læger kunne gøre det bedre end blot at fastholde, at man tager afstand fra fysisk vold og desuden vil byde Andreas på en kop kaffe for at tale om forløbet. Foreningen bør kortlægge problemets omfang og som minimum sikre, at tillidsmænd og enhver ansat i foreningen er klædt på til at støtte et medlem, der tager mod til sig og kontakter sin fagforening om fysiske eller psykiske overgreb – og ikke bare, som i tilfældet med Andreas, advare ham om de personlige konsekvenser ved at sige fra.

Men det er ikke kun Yngre Læger, der kan gøre det bedre. FAS, der organiserer overlægerne, bør også komme på banen. Det hører med til at have magt – også ledelsesmagt – at man forstår at forvalte den. Og de yngre læger er særligt udsatte og har ekstra svært ved at sige fra, fordi hele deres karriere er på spil. Derfor må de overordnede give bolden op.

Og så er der alle os andre. Akkurat som i skolegården handler det i hospitalsverdenen ikke kun om offeret og den, der slår eller mobber. Det handler i lige så høj grad om alle os, der griner med, eller bare vender ryggen til. Vi skal sige fra, hvis vi oplever mobning eller vold mellem kolleger. Og vi skal lade være med at bagatellisere eller foreslå glemsel og tilgivelse, når en ung læge kommer og fortæller, hvad han eller hun er blevet udsat for.

Så bak op om Andreas, for det fortjener han. Og pas også særligt godt på de nyuddannede kolleger, du møder på din vej.