Hold øje med psykiatriplanen

Når vi tænker tilbage på 2020, vil COVID-19 overskygge alt andet. Stærkt forfulgt af et vanvittigt amerikansk præsidentvalg og MeToo, hvis anden bølge skyllede ind over Danmark og også gav glatte gulve i sundhedsvæsenet.

Men forhåbentlig vil vi også huske 2020 som historisk, fordi vi for første gang fik psykiatrien på finansloven. Det er på én gang både sørgeligt og fantastisk.

Sørgeligt, fordi det er absurd, at psykisk sygdom ikke som en selvfølge optræder på finansloven.

Fantastisk, fordi det forhåbentligt nu er slut med at henvise psykiatrien til under punktet ‘eventuelt’.

I august 2020 kom psykiatrien på finansloven med 600 mio. kr. årligt. Desuden blev det skrevet ind, at der skal laves en tiårig handlingsplan for området. Planen skulle have ligget klar i starten af 2021, men det hele er blevet skubbet pga. af COVID, og nu forventes den følgegruppe, som Sundhedsstyrelsen har nedsat, først at levere deres input lige før sommerferien. Først derefter kan de politiske forhandlinger gå i gang.

Det er uendelig kortsigtet, hvis man ikke vil finde de penge, der kan sikre, at et barn med lette ­psykiske problemer får hjælp i tide

Det giver mening at sikre sig, at der ligger en ordentlig plan, før man går i gang med de nødvendige investeringer. Siden 1980’erne har man nedlagt psykiatriske sengepladser uden tilnærmelsesvis at få psykiatrien uden for hospitalerne til at følge med. Det har ført til en dødsspiral, set med lægefaglige briller, hvor det er blevet sværere at rekruttere psykiatere, fordi man er for få om arbejdet, og det faglige miljø halter.

Det er en af grundene til, at de lægefaglige organisationer slår hårdt på, at ressourcer til forskning og en forskningsbaseret tilgang er essentielt. Det kan ingen være uenig i, men fordi psykiatrien måske er det mest komplekse og transcenderende speciale, er det vigtigt, at forskningen ikke kun kommer til at handle om lægemidler og snævre, veldefinerede terapimetoder, men også indbefatter hele den psykologiske og socialpsykiatriske indsats. Psykisk sygdom slår ud på alle parametre, fra kriminalitet og misbrug til muligheden for at klare sig selv, passe et arbejde og tage sig af en familie.

Derfor er det essentielt, at tidlig opsporing og forebyggelse tænkes ind fra starten. 15 pct. af alle børn og unge får en psykiatrisk diagnose, inden de er fyldt 18 år. Og i hver eneste skoleklasse sidder et til to børn med alvorlige tegn på psykisk mistrivsel som angst, depression eller adfærdsvanskeligheder.

Som man kan læse i denne avis, er der heldigvis solide, forskningsbaserede og skalerbare tiltag, der retter sig mod netop disse børn. Men som altid opstår balladen, når et projekt skal sættes i drift.

Man forstår kommunerne, der spørger, hvem der skal betale, for de skal også drive plejehjem, skoler og børnehaver m.m. Men det er uendelig kortsigtet, hvis man ikke vil finde de penge, der kan sikre, at et barn med lette psykiske problemer i tide får hjælp, i stedet for at mistrivslen får lov at udvikle sig til egentlig psykisk sygdom, manglende uddannelse og i værste fald misbrug og kriminalitet.

Der må være nogen, der kan se, at det er den rigtige måde at investere på, og som har power og fremsynethed til få den investering sat på skinner nu.

Mens det historiske blik på prioritering af psykiatrien er deprimerende, bliver man næsten optimistisk, når man ser på de ingredienser, der er til stede nu: en regering, som fra starten har signaleret meget klart, at psykiatrien skal prioriteres, og en bred opbakning fra interesseorganisationer til en langsigtet plan, der går på tværs og involverer flest mulige parter.

Nu handler det om at holde momentum. Psykiatriplanen må ikke drukne i den sidste tour de force for at få styr på COVID. Regeringen må ikke få lov at krybe af krogen i forhold til, at der virkelig skal investeres i området oven i de 600 mio. kr., der er afsat årligt.

Og endelig må vi håbe, at Sundhedsstyrelsen i spidsen for en psykiatriplan agerer klogt og forstår, at sundhedsvæsenet er sidste station for personer med psykisk sygdom og desværre stadig kun kan meget lidt med de behandlinger, vi har i dag.

Derfor er det så vigtigt at få forebyggelsen og alle de tilstødende kompetencer i spil.