Leder
Glansbilledet af Doktor Hansen krakelerer
Udgivet:
Kommentarer (0)
LEDER: Det er oplagt at spørge, hvor solidariteten er henne hos alle dem, der hylder glansbilledet af familielægen? Solidariteten med patienterne og med de læger, der skal dække de mindre attraktive områder?
I Danmark er vi med rette stolte af vores ordning med en familielæge. At hver eneste dansker har adgang til en praktiserende læge, som man altid kan komme til, og som følger en fra barnsben til man flytter hjemmefra og får sin egen læge.
Men det billede er ved at krakelere. Mangel på praktiserende læger har været et tiltagende problem i årevis, og desværre er der ikke nogen, der rigtig har gjort noget ved de grundlæggende årsager. Dels, at der mangler praktiserende læger, og dels, at der er for få læger, der ønsker at slå sig permanent ned i de områder af landet, hvor behovet for læger er størst. Det gælder ikke kun for praktiserende læger, men det bliver ekstra tydeligt, fordi vi har vores glansbilledfortælling om, at hver eneste dansker uanset bopæl har en Doktor Hansen, som de til enhver tid kan henvende sig hos.
Det hører med til historien, at man har forsøgt sig med forskellige løsninger, der skulle gøre det attraktivt for speciallæger i almen medicin at købe en praksis i mindre populære områder af landet. Regionerne har forsøgt sig med private udbudsklinikker og regionsklinikker, som er blevet kritiseret mere eller mindre højlydt af PLO og foreningens medlemmer.
Hvor er solidariteten henne hos alle dem, der hylder glansbilledet af familielægen?
Mens de øvrige regioner har lukket flere af disse klinikker til fordel for PLO-klinikker, har man i Region Sjælland valgt at gå den stik modsatte vej for at løse problemerne. I marts 2020 åbnede man den første nærklinik i Nakskov, siden er yderligere to kommet til, og den fjerde slår dørene op 1. januar 2022 i Odsherred. Efter planen vil regionen selv drive nærklinikker i syv af de kommuner, der døjer allermest med at tiltrække praktiserende læger for som minimum at sikre, at borgerne har adgang til en læge inden for en rimelig afstand.
Imidlertid går det heller ikke godt med Doktor Hansen-oplevelsen på de nye nærklinikker. I slutningen af september var det således ikke muligt for patienter tilknyttet nærklinikken i Nakskov at få en tid hos lægen. Alt, der ikke var akut, måtte vente til langt ind i oktober, lød beskeden ifølge lokale medier. Og i sidste uge havde nærklinikken med godt 4.300 tilmeldte borgere lukket for telefonerne en hel dag. Oven i de konkrete problemer kan så lægges kritikken fra patienter af den manglende kontinuitet i læge-patient-kontakten, fordi skiftende læger konstant kommer og går. Det er der ikke meget glansbillede over.
Regionens entre på markedet for lægeklinikker er på mange måder forståelig, men det har også haft konsekvenser. For når en aktør med en i princippet bundløs pengekasse går ind på et i forvejen presset marked, så stiger prisen selvsagt. Mens det i 2020 kostede Region Sjælland 5.705 kr. pr. dag at have en læge gående i en af sine nærklinikker, så koster det nu i gennemsnit 7.718 kr. pr. dag. Og flere stillingsopslag lokker nu speciallæger i almen medicin med en vikarløn på 900 kr. i timen, hvilket ved fuldtidsarbejde svarer til en månedsløn på den pæne side af 140.000 kr.
Kampen om lægerne presser timepriserne på vikarmarkedet i vejret, fordi det typisk er den samme gruppe af læger, der er i spil til vikariater og stillinger i både PLO- og i udbuds- og nærklinikkerne.
At Region Sjælland har set sig nødsaget til selv at drive lægeklinikker vidner om en fastlåst problemstilling: Mange af regionens nuværende praksislæger står overfor at skulle pensioneres, den generelle befolkningssammensætning er helbredsmæssigt til den tunge side, der er i en årrække blevet uddannet for få speciallæger i almen medicin, og så selvfølgelig, at man er nabo til Region Hovedstaden, der for mange læger virker til at være mere attraktiv at bosætte sig og arbejde i.
Derfor er det oplagt at spørge, hvor solidariteten er henne hos alle dem, der hylder glansbilledet af familielægen? Solidariteten med patienterne og med de læger, der skal dække de mindre attraktive områder? Hvis PLO skal leve op til sin egen fortælling om, hvor stor betydning kontinuiteten har for borgernes helbred – for det har den, senest dokumenteret i et norsk studie – så må man også som organisation være ansvarlig og forholde sig til, at nogle af medlemmerne skummer fløden med et bekvemt og roligt job i de mindst belastede forstadskommuner nord for København, og andre udnytter situationen med lægemangel til at shoppe rundt og presse priserne til det ekstreme, mens resten af systemet falder fra hinanden.
Men man må også spørge, hvor det politiske lederskab er og har været henne? Skal vi virkelig tro på, at de regeringsforslag til løsninger på lægedækningsproblemet, som sundhedsministeren for nylig annoncerede snart kommer, vil løse alt med et snuptag? Det lyder for godt til at være sandt, og er det nok også.
Læs også:
Ikke kun i Nakskov: Region Sjælland har haft svært ved at trække læger til Kalundborg og Stege
Del artiklen: