Frygt, magt og undladelsessynder

I disse dage er det godt et år siden, at statsministeren lukkede Danmark ned for at beskytte samfundet mod en pandemisk virus, som vi på det tidspunkt kun vidste lidt om. I løbet af få uger gik infektionssygdomme fra at være noget, der kan behandles, eller går over af sig selv, til at være på alles læber, og frygten fra forne tiders epidemier blev vakt til live.

Frygten for selv at blive ramt af noget, man i værste fald kunne dø af, bredte sig.

Men frygten bredte sig også på samfundsplan, ikke mindst blandt politikere og ledere i sundhedsvæsenet. Man frygtede ‘italienske tilstande’, forstået som et kollapset sygehusvæsen med grædende personale, hvor der ikke var ressourcer til at gøre alt for hver eneste.

I sådan en krisesituation er det såre forståeligt, at alt kom til at handle om COVID-19. Fra forskning over nyheder til politik og praktisk dagligdag handlede alt med et om afstand, sprit, værnemidler, smittetal og det seneste døgns antal døde.

Da den første frygt havde lagt sig, burde man nøgternt have set på, om ikke kuren var endt med at være værre end sygdommen

Efter et par måneder så det bedre ud. Nedlukningen virkede. Man blev klogere på virus, og hvordan man skulle behandle de relativt få meget syge patienter. Smittetal og indlæggelser udviklede sig mindre dramatisk end frygtet, og man kunne begynde at genåbne samfundet og igen koncentrere sig om andre sygdomme. Forhåbningerne til en vaccine blev mere og mere konkrete.

Det var næsten euforisk igen at opleve børn i skolegården og mennesker på gaden. Studenterne fik lov at køre. Restauranter og kulturliv blomstrede op. Hen over sommeren blev der konfirmeret og holdt bryllupper i rekordtempo, og hospitalerne høvlede af på puklen af ventelister, der var vokset i nedlukningsperioden.

Men når man ser tilbage, er det er også i denne periode, at de største svigt er sket. Og som altid er det ikke synderne, men undladelsessynderne, der er de største. Hvorfor benyttede man ikke pustepausen hen over sommeren til at forberede sig bedre på efteråret og vinteren, hvor man vidste, at der ville komme en anden COVID-bølge? Hvorfor fik man ikke lavet en langsigtet strategi, der kunne erstatte den store nedlukningshammer med nålestiksoperationer og dermed færre økonomiske og menneskelige omkostninger? Hvorfor havde man ikke fuldstændig styr på at holde smitten ude af plejehjemmene? Og hvorfor er det først nu, at man begynder at tale om, hvad den ensidige fokus på COVID-19 har gjort ved den øvrige folkesundhed?

Som samfund har vi formået at holde dødstallene for COVID på beskedent niveau, og det er godt. Med videnskab, teknologi og exceptionelt verdensomspændende samarbejde har vi fået vacciner i rekordfart. Det er fantastisk.

Til gengæld er der ikke topkarakterer, når det kommer til hurtigt at lære af første epidemibølge og forberede sig på den næste. Og der må decideret deles dumpekarakterer ud, når det handler om at tænke helhedsorienteret i forhold til sundhed.

Regeringen bærer det største ansvar, fordi den har siddet på magten. Den frygt, der ramte alt og alle, var tilsyneladende for fristende til ikke at køre videre på. For regeringstoppen har det været meget mere enkelt at italesætte frygten for at miste et enkelt liv til COVID end at give sig til at måle, vurdere og diskutere bivirkningerne ved den store COVID-kur, som den selv havde ordineret.

Da den første frygt havde lagt sig, burde man nøgternt have set på, om ikke kuren var endt med at være værre end sygdommen. Alene det faktum, at mange andre sygdomme og sundhedsmæssige problemstillinger har måttet vige for COVID, burde have fået regeringen og sundhedsmyndighederne til at stoppe op. Og så har vi ikke engang nævnt de enorme økonomiske og menneskelige omkostninger.

Ansvaret er dog ikke kun regeringens – det påhviler alle med viden og indflydelse. DJØF har nedsat en corona taskforce, som i særlig grad har set på, hvad COVID har gjort ved demokrati og menneskerettigheder. Her kunne Lægeforeningen have indtaget rollen, som man har gjort under tidligere store epidemier, som leder af vigtige initiativer for folkesundheden og stå i spidsen for en kulegravning af COVID-prioriteringen i forhold til folkesundheden generelt. Og de mange virksomheder, organisationer og fonde, der har givet penge til forskning, kunne også i højere grad have valgt at støtte det brede blik på pandemiens håndtering i Danmark.

Heldigvis kan det nås endnu, så vi ikke om ti år skal se tilbage på endnu flere undladelsessynder.