Leder: Forudsigelig tvang

Det er ikke kun i international storpolitik, at tingene i øjeblikket bliver kastet op i luften i forhold til den måde, man hidtil har samarbejdet og indgået aftaler på.

Mens det selvsagt er meget mere alvorligt, at den regelbaserede verdensorden, der har eksisteret siden afslutningen på 2. verdenskrig, nu med præsident Donald Trump er blevet vendt 180 grader på hovedet, så gælder det samme for spørgsmålet om, hvordan man i det danske sundhedsvæsen løser den årelange armlægning om, hvordan vi som samfund sikrer lægedækning i udkantsområderne.

Det sker, selvom alle er enige om, at vi som samfund ikke vil acceptere, at der er færrest læger i de egne af landet, hvor borgerne er mest syge. Problemet er langt fra nyt. Læger i udkantsområderne har længe forsøgt at råbe op, ligesom lægedækningen har stået højt på den politiske dagsorden i årevis. Men tilsyneladende ikke højt nok til, at problemet er blevet prioriteret, når Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har forhandlet overenskomst. Den fornødne handlekraft er ganske enkelt udeblevet ved forhandlingsbordet.

Både statsminister Mette Frederiksen (S) og ikke mindst sundhedsminister Sophie Løhde (V) har adskillige gange påpeget det uholdbare i den nuværende situation, der nærmest per default producerer ulighed i sundhed, når det gælder borgere i udkantsdanmark, fordi de ikke har adgang til en praktiserende læge.

Og som på lægesiden skaber ulighed i arbejds- og indtjeningsvilkår, fordi de sygeste patienter kræver mere af lægens tid, og det hverken udløser færre patienter eller flere penge i kompensation. Hvilket så igen er med til at skabe yderligere ulighed, fordi borgerne enten må vente unødigt længe på en tid til konsultation, eller lægen ikke når at komme omkring de relevante sygdomsproblematikker i de områder af landet, hvor henvisningsmulighederne i forvejen er få.

Der er i den grad meget på spil for PLO, der står til fuldstændig at blive sat uden for indflydelse, når det kommer til, hvor mange patienter lægerne skal lukke ind ad døren

I et velfærdssamfund som det danske er det at have adgang til egen læge en kerneværdi. Derfor var det forventeligt, at tålmodigheden på Christiansborg nu er brugt op.

Regeringen og partierne bag sundhedsreformen tog det første tilløb med den midlertidige aftale mellem regeringen og Danske Regioner, der trådte i kraft 1. januar 2025. Den betyder, at der til og med juni kun må etableres nye lægepraksisser i 17 ud af 98 kommuner. De kommuner ligger alle i Region Nordjylland eller Region Sjælland.

Aftalen skal dybest set forhindre, at endnu flere praktiserende læger slår sig ned i de attraktive boligområder i og omkring de store byer ved at sætte en stopper for, at de stærke regioner kan pleje deres særinteresser ved at sende flere lægekapaciteter i opslag uden blik for situationen i resten af landet.

At problemet med lægedækning er massivt illustrerer et aktuelt stillingsopslag fra Region Sjælland. Her udbyder man elleve 0-kapaciteter rundt omkring i regionen, mens lægemanglen på Lolland nu er så kritisk, at der er fuldstændigt frit slag til at nedsætte sig som praktiserende læge, hvor end man ønsker sig i kommunen.

Ironisk nok er der ansøgningsfrist på stillingsopslaget søndag den 9. marts, præcis samme dag, hvor en anden og langt mere vidtrækkende frist udløber. I begyndelsen af februar sendte regeringen nemlig et lovforslag i høring, der skal bane vej for en række andre af sundhedsreformens tiltag på det almenmedicinske område. Her er det mest kontroversielle punkt, at det fremover er regionsrådene, der bestemmer patientantallet i almen praksis.

Sker det, vil der være tale om et fundamentalt opgør med hele den aftalebaserede model i almen praksis, hvor lægernes grundlæggende arbejdsvilkår hidtil er blevet aftalt i overenskomsten.

Der er i den grad meget på spil for PLO, der står til fuldstændig at blive sat uden for indflydelse, når det kommer til, hvor mange patienter lægerne skal lukke ind ad døren. PLO-formand Jørgen Skadborg har dog ikke opgivet kampen endnu, og han argumenterer med, at de praktiserende læger i forvejen tager 440.000 flere patienter, end de behøver, og er klar til at tage endnu flere ad frivillighedens vej.

Det er bestemt forståeligt, hvis PLO føler sig kørt over og umyndiggjort i forbindelse med den aktuelle proces, men omvendt er der jo en grund til, at regeringen og støttepartierne nu gør, som de gør. Når man gang på gang lukker ørerne for det politiske ønske om at medvirke til en større omfordeling i almen praksis, jamen så er der en risiko for, at man på et tidspunkt bliver udsat for tvang.

Spørger man Bo Libergren (V), regionsrådsformand i Syddanmark, så har lægerne da også kun sig selv at takke for den nuværende situation. PLO har ifølge ham ganske enkelt været tonedøv i forhold til de politiske ønsker på Christiansborg.

Samtidig kan man ikke fortænke Libergren og ligesindede i at undre sig over, at de praktiserende læger i f.eks. Syddanmark ‘kun’ kan tage 1.600 patienter i gennemsnit, når de praktiserende læger i Region Sjælland, hvor patienterne er langt ‘tungere’, kan tage 1.900 patienter i snit.

Mens der på den storpolitiske scene ingen tvivl er om hvem, der med sin misinformation og løgne om krigen i Ukraine er kilden til, at alle aftaler og samarbejder nu er kastet op i luften, så har Danske Regioner og PLO et fælles ansvar for, at opgaven med at sikre læger i udkanten ikke for længst er blevet løst.

Og skal man for alvor pege på, hvem af parterne, der bærer den største del af ansvaret, så må pilen pege på regionerne. Regionerne har siden 2013 haft ansvaret for at sikre lægedækningen i almen praksis, og det ansvar har man langt hen ad vejen desværre forsømt.