Efterlysning: Modige, ansvarlige politikere

Da Danmark blev lukket ned på grund af COVID-19 den 11.marts sidste år, blev både udrednings- og behandlingsgarantien på 30 dage suspenderet. Det var ét drastisk skridt blandt mange, men det gav mening i en situation, hvor alle frygtede, at sundhedsvæsenet kunne blive løbet over ende af epidemien.

Nu knap et år senere er der meget, vi er klogere på.

Det første forsøg på at skabe et overblik over håndteringen af forårets COVID-nedlukning udkom i sidste uge i form af en ekspertgruppes rapport. En rød tråd går igen både i rapporten og i de alarmklokker, der nu bimler og bamler specielt i forhold til de unge og de psykisk sårbare: Frygten for at stå med for lav kapacitet til at passe de COVID-syge skabte panik hos politikerne og fik dem til at prioritere epidemiberedskabet over både økonomi og al anden sundhed. Det vil de fleste nok kunne tilgive retrospektivt, men hvis det fortsætter, og der ikke snart kommer en mere langsigtet plan for sundhedsvæsenet, der rækker udover COVID, så må man sætte store spørgsmålstegn ved ansvarligheden hos vores politikere

Det er problemstillingen i en nøddeskal, at flere og flere politikere foretrækker at overhøre fagkundskaben og dele gaver ud i form af simple garantier

De seneste uger har også budt på gode nyheder. I Region Syddanmark, hvor man klogt i tide havde forberedt sig på den frygtede patientpukkel som følge af COVID ved at tilbyde patienterne adgang til udredning på privathospital, har kun hver femte sagt ja tak. Det peger som så ofte før på, at danskerne er mere fornuftige end de politikere, de har valgt. Hvis man ikke fejler noget livstruende eller noget, der forhindrer en i at passe arbejde og privatliv, så vil de fleste af os have det fint med at vente nogle uger og endda et par måneder, så andre med alvorligere sygdom kan komme foran i køen.

Til gengæld vil de fleste nok være enige med Øjenforeningen, der netop har udgivet en hvidbog med opfordringer til at gøre noget ved, at patienterne med våd AMD bliver blinde, mens de venter på behandling. Fordi en garanti på 30 dage til udredning og yderligere 30 dage til behandling er 6 uger for meget, når behandlingen bør igangsættes indenfor 2 uger fra symptomstart, hvis betingelserne for at redde synet skal være optimale.

Hvidbogen blev diskuteret på en digital konference i sidste uge, hvor Øjenforeningen og førende danske øjenlæger over for en lille håndfuld sundhedsordførere samstemmende talte for at der skal gøres noget ved problemet nu. Det skal ske ved dels at definere våd AMD som en akut sygdom, dels ved at sikre flere ydernumre til praktiserende øjenlæger og endelig ved at se på de styringsmekanismer, som i det hele taget driver prioriteringen på landets øjenafdelinger.

Responsen fra de fire sundhedsordførere, der var mødt op digitalt, var symptomatisk for hele den sump af afmægtigt, kortsigtet spil for galleriet, som dansk sundhedspolitik har udviklet sig til, og som regeringen ikke ser ud til at have ambitioner om at gøre noget ved. Regeringspartiet S mødte slet ikke frem, og DF repræsenteret ved Liselott Blixt mente, at våd AMD skal defineres som en livstruende sygdom, hvad der jo i sig selv er grotesk, uagtet at det at blive blind er et meget alvorligt handicap. Heldigvis var de øvrige ordførere fra R, SF og K åbne over for at finde fælles fodslag omkring en differentieret behandlingsgaranti baseret på en sundhedsfaglig vurdering.

Det er problemstillingen i en nøddeskal, at flere og flere politikere foretrækker at overhøre fagkundskaben og dele gaver ud i form af simple garantier, såsom at ‘alle skal have behandling indenfor 30 dage’. Eller som regeringen i dens håndtering af COVID kun at fokusere på de dødstal, der her og nu har pressens og befolkningens bevågenhed uden at sammenligne med andre mindst lige så væsentlige nøgletal.

Tænk, hvis vi dagligt ved siden af COVID-tallene kunne se, hvor mange der er sygemeldt, indlagt eller døde som følge af overvægt, rygning eller psykiske problemer. Så ville det måske være mere tydeligt, at vi har politikere, der fokuserer alt for meget på det synlige og symbolske. I stedet for at leve op til ansvaret som folkevalgt og også turde træffe de svære og mindre populære valg og forklare vælgerne, at vi ikke bare kan skubbe både den økonomiske og sundhedsmæssige regning videre til næste generation.