Forpligtende dialog, nej tak

I sidste uge var nu forhenværende lægefaglig koncerndirektør i Region Midtjylland, Helene Bilsted Probst, forfatter og medforfatter på to interessante indlæg, der begge handler om de godt fem måneder, hun nåede som sundhedsfaglig topchef i regionen, inden hun i kølvandet på kræftsagen fra Aarhus Universitetshospital valgte at sige op.

Når en sag som kræftsagen breaker, er det netop mediernes opgave at afdække, beskrive og dokumentere over for læserne, hvad der er sket

Afsættet for begge indlæg er netop kræftsagen og det forløb, der efterfølgende udspillede sig. Her befandt Helene Bilsted Probst sig som nyudpeget koncerndirektør i orkanens øje, og det er der kommet flere interessante betragtninger og refleksioner ud af.

Noget af det, der er med til at gøre indlæggene særligt interessante, er, at de er skrevet af en topleder, der på lange stræk har den udenforståendes blik og undren over mange tings tilstand i Region Midtjylland, og som oprigtigt ønsker at inddrage os andre i sine oplevelser, overvejelser og forslag til, hvordan tingene kan blive bedre.

Som sundhedsmedie ved vi om nogen, hvor svært – for ikke at sige umuligt – det er at få en hospitals- eller koncerndirektør til at udtale sig uden at lyde som en bestyrelsesformand fra en C20-virksomhed, så stor respekt for at tage hul på den debat.

Fælles for indlæggene er, at de på bagkant af kræftsagen, sidste års amputationssag og andre afsløringer af alvorlige fejl i sundhedsvæsenet gennem årene er et forsøg på at indlede en dialog om, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal ledes.

Det ene indlæg – offentliggjort i Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenets nyhedsbrev – er Helene Bilsted Probst personlige beretning om, hvordan hun som en del af koncernledelsen oplevede dagene og de efterfølgende uger og måneder, efter at kræftsagen 19. marts eksploderede i bedste sendetid på DR.

Her kunne journalister som bekendt afsløre den alvorlige historie, at hundredvis af syge kræftpatienter på AUH havde ventet i ugevis ud over behandlingsgarantien.

I indlægget har den tidligere lægefaglige chef også en række forslag til ting, der burde være anderledes. Blandt andet bør regionsrådene droppe detailstyringen til fordel for strategi og prioritering, så de faglige ledere kan få et ledelsesrum, de kan agere i.

Analysen af dramaturgien er på mange måder spot on, men det er svært at se for sig, at i hvert fald nyhedsmediernes rolle kan være anderledes

Hun foreslår også, at der udvikles en metode til at håndtere alvorlige fejl, så der ikke skabes (yderligere) mistillid mellem ledelseslag, aktører og patienter. Endelig pointerer hun, at mediernes jagt på syndebukke og politikernes trang til at udvise handlekraft næsten altid fører til dårligere løsninger.

Det andet indlæg er en kronik i Politiken, hvor Helene Bilsted Probst sammen journalist Kristina Lund Jørgensen under overskriften ‘Der er brug for en samtale mellem journalister, embedsværk og politikere om alvorlige fejl, som afsløres i bedste sendetid’ forsøger at tage livtag med det, de kalder for ‘møgsagernes dramaturgi’, når der sker fejl i det offentlige, og i sundhedsvæsenet i særdeleshed.

Ifølge forfatterne foregår det stort set altid efter en fast drejebog med afsløring, kritik, undskyldninger, handlekraft, skyld og jagten på en syndebuk og med deltagelse af det samme persongalleri i form af journalister, embedsværk og politikere.

Derfor opfordrer de til, at medier, politikere og embedsværket ‘forpligter sig på en samtale’, hvor man erkender, at en nulfejlskultur er en umulighed, og at man derfor sammen må finde frem til en ny dramaturgi.

Men hvad er alternativet? At medierne venter med at stille spørgsmål, indtil de ansvarlige føler sig klar til at svare?

Analysen af dramaturgien er på mange måder spot on, men det er svært at se for sig, at i hvert fald nyhedsmediernes rolle kan være anderledes.

For når en sag som kræftsagen breaker, er det netop mediernes opgave i første omgang at afdække, beskrive og dokumentere over for læserne og befolkningen, hvad der er sket, konsekvenserne for patienterne, hvorfor det kunne ske, og hvem der har ansvaret og derfor måske kunne have forhindret det.

Det er per definition en fremadskridende proces, hvor nye oplysninger afføder nye vinkler, der igen afføder nye vinkler osv.

Det indebærer også, at der er nogen med sildesalat på brystet højere oppe i systemet, som helt rimeligt vil blive bedt om at svare på spørgsmål, som de måske finder ubehagelige, unuancerede eller andet.

Men hvad er alternativet? At medierne venter med at stille spørgsmål, indtil de ansvarlige føler sig klar til at svare?

Sundhedsvæsenet er jo ikke en privat virksomhed, hvor ledelsen kun står til ansvar overfor aktionærerne – sundhedsvæsenet er alle danskeres, og derfor ligger det implicit i den vellønnede stilling som topchef, at man selvfølgelig stiller op og forklarer sig overfor patienter, ansatte og resten af befolkningen, når der sker alvorlige fejl.

Efterhånden, som de nye oplysninger føjes til dækningen, er det også mediernes opgave at nuancere og skabe sammenhænge og perspektiv.

Nyhedsmedierne er ikke sat i verden for at gå i konstruktiv dialog med diverse hospitalsledelser, når der sker graverende fejl i deres departement

Når det handler om sundhedsvæsenet, er det imidlertid en opgave, der ofte er asfalteret med forhindringer. Her er det mere reglen end undtagelsen, at de topchefer, der har ansvaret, klapper i som østers og dækker sig ind under, at de afventer en advokatundersøgelse, en intern redegørelse eller andet.

Det kan der være en vis fornuft i, når sagerne er komplekse. Og så er vi tilbage ved kritikken af dramaturgien, for hvordan skal den kunne ændres, når systemet lukker sig om sig selv, hver gang der sker alvorlige fejl?

Derfor kommer der knuder på iltslangen, når de to forfattere plæderer for, at den samtale, som de inviterer til, også skal forpligte medierne.

Uanset hvor sympatisk det end kan lyde, så er det ønsketænkning, der virker til være opstået bag et skrivebord, for nyhedsmedierne er ikke sat i verden for at gå i konstruktiv dialog med diverse hospitalsledelser, når der sker graverende fejl i deres departement. Så har man misforstået mediernes rolle i samfundet.

For når man går i dialog, så følger der typisk krav med, og det vil ingen medier med respekt for sig selv og sin egen uafhængighed nogensinde gå med til. Konsekvenserne vil være samfundsnedbrydende, fordi ingen dermed kan være sikker på, at det medierne viderebringer, er objektivt og uafhængigt.

Til gengæld stiller vi til enhver tid hellere end gerne spalter til rådighed for den hospitals- eller koncerndirektør, der ønsker at stille op til kritisk interview, uden at vedkommende skal have sin HR-afdeling med som sufflør.

Derimod giver det rigtig god mening, at landets hospitals- og koncernledelser går i intens dialog med deres arbejdsgivere i regionsrådene, og hvis man så også kunne inkludere Christiansborg, som jo er dem, der ultimativt sidder på pengekassen, ville det være en god start.

For det er først og fremmest her, i relationen mellem opdrags- og arbejdsgiverne og så landets hospitals- og koncernchefer, at der er allermest brug for en ny forventningsafstemning.