Den niende folkesygdom

Diabetes, KOL, osteoporose, overfølsomhedssygdomme, hjerte-kar-sygdom, reumatologiske lidelser, psykiatriske lidelser og kræft. De fleste kender de otte folkesygdomme, som er karakteriseret ved, at de har stor udbredelse i befolkningen og er forbundet med væsentlig sygdomsbyrde og risiko for forkortet levetid. Måske burde vi tilføje endnu et navn til listen over folkesygdomme, fordi denne ‘sygdom’ bør have vores opmærksomhed af både menneskelige, videnskabelige og økonomiske årsager.

Det drejer sig om multisygdom, som mere end 1,2 mio. danskere lider af. Det vil sige, at de har mindst to kroniske diagnoser. Allerede i 2017 udkom ‘Hvidbog om multisygdom’, som dokumenterede paradokset, at flere og flere danskere på den ene side overlever længere med sygdom på grund af bedre levevilkår og behandlingsmuligheder, men på den anden side kommer i klemme i et tiltagende specialiseret og silo-opdelt sundhedsvæsen.

Multisygdom bør have vores opmærksomhed af både menneskelige, videnskabelige og ­økonomiske årsager

Selv for den mest kompetente patient er det vanskeligt at skulle agere bindeled og informationsbærer mellem sektorer som hospital, almen praksis, hjemmepleje eller kommunalt jobcenter. Og selv for den rutinerede læge eller sygeplejerske kan det være svært at få overblik og træffe beslutninger, hvis patienten eller borgeren både har diabetes, hjerte-kar-sygdom og måske også en psykisk problemstilling oveni, hvilket ikke er en usædvanlig kombination.

For det første vil der trods alle gode intentioner sjældent være tilstrækkelig information til stede om, hvad ‘de andre’ gør, og kun patient eller pårørende kan fortælle, hvad ‘de andre’ har sagt eller gjort. For det andet mangler der i den grad viden om risiko og behandling, når man har flere kroniske sygdomme, fordi de videnskabelige undersøgelser, man normalt kigger på, typisk ikke undersøger effekt og risikoreduktion, hvis patienterne har flere diagnoser. Og for det tredje er der sjældent nogen, der tager ansvaret for, at det hele bliver organiseret, så der er flow i tingene.

Alt for ofte er det op til den enkelte borger eller fagperson at sikre, at der er fremdrift hen imod bedre sygdomskontrol og livssituation. Fordi det kun er på udvalgte områder, som for eksempel kræft, at man har brugt ressourcer på at organisere sig med et patientforløb for øje.

Det betyder, at både fagpersoner og borgere står i en vanskelig situation. Læg dertil, at den ‘tunge ende’ som sædvanligt vender nedad. Socialt betinget ulighed i sundhed slår markant igennem ift. multisygdom: Blandt de 65-årige vil knap hver anden af de ressourcestærke være multisyge, mens hele to ud af tre blandt de svage vil være multisyge. Så selvom der er et stort potentiale for forebyggelse, vil det ofte være svært at indfri, fordi der er tale om mennesker, som i forvejen ikke har stort overskud.

Det stiller krav til sundhedsvæsenet, der skal koordinere og organisere forebyggelses-, behandlings- og rehabiliteringsforløb, så det bliver sammenhængende og meningsfuldt. For slet ikke at tale om behovet for koordinering med de kommunale instanser, som ofte repræsenterer patientens økonomiske og praktiske liv, hvad enten det handler om jobcenter, botilbud eller hjemmehjælp.

Og det er ikke kun den enkelte borgers helbred og økonomi, der er på spil. Sundhedsvæsenets udgifter til den enkelte patient stiger med antallet af lidelser, og med udsigten til, at der vil komme flere ældre og flere multisyge, kan det kun gå for langsomt med at få set på både sammenhæng for borgerne, kvalitet og økonomi.

I lyset af dette er det glædeligt, at der nu bliver stiftet et lægevidenskabeligt selskab for multisygdom og polyfarmaci. Fordi det giver ekstra gennemslagskraft og ressourcer, når et sygdomsområde får et lægefagligt selskab i ryggen.

Sammen med det netværk, der allerede i en årrække har arbejdet med koordinering af viden og initiativer ift. multisygdom, og det relativt nye Videnscenter for Multisygdom og Kronisk Sygdom, som åbnede i Slagelse i 2019, må man håbe, at det kan lykkes at råbe både politikere og fagpersoner op.

For der er både brug for ny forskning og ikke mindst for nye organiseringsformer. Ellers ender vi med flere og flere multisyge, som skal bruge uger og måneder af deres liv hvert eneste år på at farte frem og tilbage til kontroller, programmer og opfølgninger, uden at det giver de gevinster for deres sundhed, som det burde set i lyset af al den tid og alle de ressourcer, som både de selv og sundhedsvæsenet poster i sagen.

Så lad os kippe med flaget for Dansk Selskab for Multisygdom og Polyfarmaci og ildsjælene, der står bag, og krydse fingre for, at de kan skubbe på, så der for alvor bliver gjort noget ved den niende folkesygdom.