Dansk forskning i verdensklasse

Hvad skal der til for at skabe forskning i verdensklasse? Undren, ydmyghed og benhårdt arbejde uge efter uge, år efter år. Men det er heller ikke nogen skade til at kaste sig over en uopdyrket niche, hvor teknologi kan bane vejen for nye erkendelser. Og så skal man have evnen til at skaffe penge og skabe relationer både til hele forskerholdet og til verden omkring sig.

I dette nummer skyder vi vores nye artikelserie ‘Dansk klinisk forskning i verdensklasse’ i gang, og vores første emne er dansk hovedpineforskning, som i høj grad personificeres af den næsten 80-årige Jes Olesen og Dansk Hovedpinecenter.

Jes Olesen fortæller i denne avis historien om, hvordan han i 1970’erne skrev doktordisputats om blodgennemstrømning i hjernen og var med til at omskrive datidens lærebøger, hvor der hidtil havde stået, at migræne skyldtes spasmer i hjernens blodkar.

Tænk, hvis man kunne gøre det samme for forståelsen af Alzheimer eller skizofreni, som dansk hovedpineforskning har gjort for migræne

Herefter var han med egne ord ‘hooked’ på folkesygdommen hovedpine, som til trods for sin udbredelse og alvor var et forskningsmæssigt uopdyrket område. Selv i dag, hvor en række nye lægemidler siden 1990’erne er kommet til, koster migræne årligt det danske samfund 3,8 mio. ekstra sygedage og 1,2 mia. kroner i tabt produktion. Dertil kommer prisen for de øvrige udbredte typer af hovedpine som f.eks. spændingshovedpine og hovedpine som følge af overforbrug af medicin.

Jes Olesens oprindelige undren over de bagvedliggende mekanismer ved hovedpine har ført til et enormt og grundigt klassifikationsarbejde, som i dag er grundstenen for hovedpineforskning verden over. Men samtidig holdt han og kollegerne fokus på patienterne og udviklede modeller til at studere eksperimentelt udløste anfald af migræne.

Denne patientnære grundforskning har ført til opdagelsen af en række stoffer, som kan udløse migræneanfald, og som lægemiddelindustrien dermed har kunnet bruge til at udvikle både anfaldsbehandling og forebyggende behandling. Endnu mangler mirakelkuren, men det er nu muligt at hjælpe de mennesker, der før var socialt og arbejdsmæssigt invalideret af migræne, så de kan slippe med et enkelt eller få anfald om måneden.

Det er grundlæggende fascinerende at møde en ildsjæl som Jes Olesen og hans efterfølger som leder af Dansk Hovedpinecenter, Messoud Ashina, og høre, hvordan de utrætteligt arbejder for at omsætte deres egen higen og søgen til resultater, der kan bruges til at hjælpe mennesker med hovedpine. Hvad enten det er gennem nye lægemidler eller udbredelse af viden om sygdommen, så patienterne mødes af forståelse og korrekt behandling, og ikke som en anden Maud i Matador er henvist til at gå op at lægge sig, forfulgt af omverdenens fordømmende blikke, fordi smerterne og følsomheden over for lys og lyde ikke kan ses og måles.

Men det er også vigtigt at kende den slags historier. Fordi det minder os alle om, at nye landvindinger både kræver ildsjæle og opbakning til dem. Vi har lige fået en fin ny life science-strategi. Her er et af initiativerne, nedsættelse af arbejdsgruppe, der skal understøtte bedre rammer for klinisk forskning i Danmark.

Vi må håbe, at medlemmerne læser historien om Dansk Hovedpinecenter og bliver mindet om, hvor vigtigt det er med længerevarende sikring af ressourcerne omkring de forskningsmiljøer, der skal løse vores største sundhedsudfordringer. At de har forståelsen for, at man er nødt til både at forske i de helt grundlæggende årsagsmekanismer og koble det til konkrete menneskelige problemer som migræne og hovedpine på en måde, der er systematisk og grundig nok til at skabe ny viden og løsninger.

Tænk, hvis man kunne gøre det samme for forståelsen af Alzheimer eller skizofreni, som dansk hovedpineforskning har gjort for migræne. Det håber jeg, at vi skal skrive om i Dagens Medicin og helst uden, at der skal gå de 50 år, som faktisk næsten er gået, siden Jes Olesen indleverede sin disputats.