Kultur
Yngre Lægers forperson er rundet af et kulturelt hjem med sækkepibe og klassisk klaver
Udgivet:
Kommentarer (0)
Wendy Sophie Schou læser rigtig meget engelsk skønlitteratur. Når hun mangler en ny bog, går hun gerne på opdagelse hos boghandlen Books and Company i Hellerup.
KULTURKANYLEN: Forperson for Yngre Læger, Wendy Sophie Schous kulturforbrug er først og fremmest børnevenligt. Hvad enten det er malebøger på Louisiana, en god bog på sofaen eller en time ved klaveret, så skal kulturen passes ind efter børnene.
For Wendy Sophie Schou er kultur en dynamisk størrelse. For tiden har den tre udtryk, for lige nu er hun småbørnsmor. Der er live-koncerterne og teaterforestillingerne, som hun en sjælden gang imellem stadig sniger sig af sted til med sine venner eller sin mand. Der er klaverspil og romaner, der kan dyrkes i hjemmet og dermed passer ind i hendes nuværende tilværelse. Og så er der opgaven med at få kultur ind i livet for hendes små poder på to og fem år.
Hvad har formet din kulturforståelse?
»Jeg er vokset op i Skotland med en skotsk far og en dansk mor. Min far spillede sækkepibe, og min søster er blevet skuespiller, så kultur har altid fyldt en masse i mit barndomshjem. Den hybrid af det skotske og det danske fra henholdsvis min far og min mor har helt klart betydet meget for, hvem jeg er, og hvordan jeg forstår kultur.«
»I min familie spiller man f.eks. et instrument, og man forstår sig på noder. Jeg har selv spillet klaver, siden jeg var seks år gammel, så musik har fyldt meget i min barndom. Det er da også noget, jeg håber, jeg kan give videre til mine egne børn, som allerede går til rytmik. Jeg har i hvert fald fået mit klaver hjem, og så kan vi jo se, om klaverundervisning er noget for dem. Men jeg synes, musik giver noget helt særligt til et hjem. Det bliver levende, når musikken spiller. Så jeg nyder at kunne bidrage med klaverspil derhjemme. Specielt holder jeg af at spille juleaften, når folk går rundt om træet, og julesalmerne kommer fra klaveret, og man mødes om musikken.«
Wendy Sophie Schou, 37 år.
2024 – : Forperson i Yngre Læger
2023 – : Hoveduddannelseslæge i Geriatri, Holbæk Sygehus
2022 – 2024: næstforperson i Yngre Læger
2018 – : Bestyrelsesmedlem i Yngre Læger
2018-2023: Hoveduddannelseslæge i Geriatri Herlev/Gentofte Hospital
2016-2018: Læge, neurologisk og kardiologisk, Herlev/Gentofte Hospital
2015-2016: KBU læge, Bornholm Hospital
2015: Læge fra Københavns Universitet
Født i Edinburgh, Skotland
»Musik er også det, jeg prioriterer i dag, hvis jeg skal ud med mine venner eller min mand, så falder valget oftest på en koncert. Det er festligt, og live-oplevelser kan noget særligt, synes jeg.«
Hvad er den næste kulturbegivenhed, du glæder dig til?
»Jeg skal ind og høre Brimheim i Vega til efteråret, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg synes, det er et genialt sted, fordi man kan være heldig at opleve en mere intim koncert med kunstnere, der senere bliver kæmpestore navne og optræder på meget større scener.«
Hvad får du ud af kultur?
»Det er blevet det muliges kunst at få kultur ind i min hverdag, efter jeg har fået børn. Det gør, at mit kulturforbrug er blevet noget, jeg dyrker for mig selv. Før i tiden var kultur noget med at blive inspireret af andre. At opleve stemninger og begivenheder live. Det sker selvfølgelig stadigvæk, at jeg går i teatret eller på kunstudstillinger, men det er med en helt anden frekvens, end det var førhen. Nu er mit kulturforbrug mere individuelt og meget afhængig af, hvor jeg befinder mig i livet.«
»Der, hvor jeg er i mit liv lige nu, har det givet mig rigtig meget at læse bøger. Det er et sted, hvor jeg kan komme i balance, fordi jeg får lov til at fordybe mig i noget og slå virkeligheden fra for en stund.«
»Det samme sker egentlig, når jeg spiller klaver. Det er en pause fra tankemylderet i mit hoved. Der fokuserer jeg på det, jeg sidder og laver, og så kommer der et dejligt stykke musik ud af det. Det vil jeg også gerne vise mine børn. At man kan sætte sig ved et klaver og sætte fingrene i gang, og så kommer der noget ret fedt ud af det.«
Hvorfor er det vigtigt for dig at introducere dine børn for kultur?
»Kultur har altid fyldt meget for mig, og jeg vil gerne introducere dem for en bred vifte af kultur. Det kan både være ballet i Det Kongelige Teater, men det kan også være at gå ned og se lokal kunst i vores egen by.«
»Jeg synes bare, det er en vigtig opgave i rollen som mor at introducere dem til, hvad kultur kan være, men det er virkelig vigtigt for mig at gøre det på deres præmisser. Når jeg tager dem med på Louisiana, så kommer vi ikke forbi den egentlige udstilling. Så går vi i børneafdelingen og tegner tegninger, bygger med klodser eller leger i haven. Så lige nu er det ikke så meget på mine præmisser, når vi er ude og opleve kultur, men jeg håber, mine ønsker også får lov at tage plads, når de bliver lidt ældre«
Hvilke kulturtilbud håber du på at dyrke noget mere i fremtiden?
»Jeg håber da, at jeg får mere tid til at dyrke kultur på mine egne præmisser igen. For det er klart, at det ikke er holdt op med at interessere mig og fascinere mig med teaterforestillinger, balletopvisninger og livemusik, men det bliver ikke lige nu, mens børnene er to og fem år gamle. Jeg håber på, at hvis vi indpoder dem med en masse kultur tidligt, så kan det måske være noget, vi kan være sammen om, når de bliver større.«
Wendy Sophie Schous tre anbefalinger:
Spillestedet Vega – godt program ofte med morgendagens stjerner.
Kunstmuseet Arken – et børnevenligt museum, som har nogle superspændende udstillinger.
Thiemers Magasin, en selvudnævnt delikatesseboghandel, beliggende på Vesterbro i København – en lille boghandel, som tør stå ved sin egen smag.
Del artiklen: