Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Kultur

Torgny Wilcke er både kunstner og overlæge: »Det spændende sker nogle gange, når man laver noget helt andet«

Udgivet:
Kommentarer (0)

Torgny Wilckes på soloudstillingen 'Modeller' på udstillingsstedet Officinet i Indre By i København.

KULTURKANYLEN. Torgny Wilcke forsøgte som ung at vælge mellem kunsten og medicinen. Forgæves. I dag arbejder han som overlæge på Gentofte Hospital og er som kunstner aktuel med udstillinger i København og Hamburg.


Hvad betyder kultur for dig?

»Uden kultur ved jeg ikke, hvem jeg ville være. Det er en meget stor del af alt, hvad jeg laver både som læge og kunstner.«

Hvordan får du tid til både at være læge og kunstner?

»Da jeg var 21 år, prøvede jeg at vælge mellem kunsten og medicinen. Et liv, hvor jeg havde tid til begge dele, virkede umuligt. Så jeg tog en pause fra kunsten. Men det gik slet ikke. Jeg savnede værkstedet og det særlige rum at tænke i. I dag kan jeg ikke forestille mig et liv, hvor jeg ikke laver begge dele. Det er helt afgørende for den, jeg er. Det år, jeg var væk fra kunsten, manglede en del af mig. Der var et kæmpe tomrum og et afsavn, som drev mig tilbage til kunstens verden. Heldigvis.

Så er der selvfølgelig også nogle praktikaliteter, der skal hænge sammen. På mit arbejde på Gentofte Hospital har jeg været så heldig at få to fridage hver anden uge. De er reserveret til mit værksted. Og så bruger jeg aftenerne og weekenderne, i det omfang jeg har tid. Vigtigst er min familie med tre børn. Det er rimeligt hektisk i perioder, hvor jeg har udstillinger eller udsmykninger. Så tid er klart en udfordring, og jeg kunne sørme godt bruge mere.

Og så kan det jo lykkedes at have begge job, fordi jeg er drevet og er enormt glad for både læge- og kunstjobbet. Der kommer masser af energi og glæde fra begge steder.«

Er der forskel på læge-Torgny og kunstner-Torgny?


Torgny Wilcke:

Torgny Wilcke anbefaler:

  • Udstillingen ‘Every Tangle of Thread and Rope’ af Magdalena Abakanowicz på Tate Modern museet i London

  • ‘Underfundige Underverdener’ af Klara Lilja og Jean René Gauguin på museet Ordrupgaard.

  • ‘Keramikkens Sprog’ kurateret af Peder Rasmussen på Clay Keramikmuseum i Middelfart

  • Ejnar Nielsen-udstillingen samt den faste samling med især keramik af Niels Hansen Jacobsen på Vejen Kunstmuseum


»Nej. Verdenerne er ret sammensmeltede inde i mig. Det er ikke sådan, at der er en læge-Torgny og en kunstner-Torgny, eller at jeg har nogle ritualer eller portaler, jeg skal igennem for at omstille mig. Der er forskel på, hvad jeg konkret laver som det ene og som det andet, og det er to forskellige fagligheder. Men der er også ligheder og fællestræk, ligesom der er muligheder for nytænkning og udvikling begge steder.

Kroppen er central i begge professioner. Som læge er kroppen udgangspunktet for alt, man laver. Som kunstner arbejder jeg med det, som kaldes det udvidede maleri. Det nærmer sig skulpturer og er kendetegnet ved at brede sig ud i rummet. Man er fysisk til stede i værket. Man går rundt omkring det og oplever det fra flere sider, som noget der bruger og indtager rummet. Jeg flytter rundt, mærker efter, ændrer placeringen. Min krop er et arbejdsredskab og en vejviser, der er afgørende for dimensioner, placering, opbygning og dermed også for oplevelsen af værket. Det er fysisk og kropsnært for mig at lave kunst.

Begge fag handler også meget om at tage beslutninger. Hvilken vej vil jeg gå med det her værk? Hvilken medicin er bedst at ordinere? Beslutninger hele tiden. Jeg husker faktisk fra et lægevikariat i studietiden en ældre kollega bemærke, at jeg var god og hurtig til at tage beslutninger. Det var jeg jo vant til fra maleriet.

Ofte får jeg idéer, når jeg er optaget af noget andet. Nogle gange sker det mest spændende simpelthen, når man laver noget helt andet. Selv om det kan være forstyrrende, er det jo også vildt inspirerende at få løsninger, tanker og idéer. Det illustrerer meget godt, hvor forbundne verdenerne er. Jeg kan sidde og male i mit værksted, og så får jeg pludselig en eller anden idé til, hvad vi kan gøre med en behandling på hospitalet. Det hele er ret flettet sammen i mit hoved og inspirerer begge veje. Af den grund er jeg heller ikke den, der hører podcast og musik, når jeg bevæger mig rundt i verden. Der er mange tanker, jeg gerne vil give plads til.«

Hvornår skal du udstille næste gang?

»For tiden medvirker jeg i en lille, sjov udstilling i ‘Udstillingssted for Tekstiler’ på Møntergade i indre by i København. Udstillingen hedder ‘Gardiner’. Jeg har lavet en bænk, hvor jeg arbejder med kontraster mellem materialerne. Den er bygget af metal, og så har jeg malet den meget let og flyvsk. Meningen er, at forskellen på materialerne fremhæver, hvordan de enkelte materialer fremstår.

Ellers har jeg lige bygget mit værksted i vores have derhjemme. Det føltes meget som at skabe et værk. Førhen har jeg haft et værksted væk fra mit hjem. Selv om det har været befriende at have et sted dedikeret til kunsten fysisk væk fra alt andet, åbner det også for en masse muligheder at have et værksted hjemme. Jeg kan hurtigere handle og afprøve ideer og lave lidt på mine projekter hist og her. Det er super fedt.«

Har du nogle kulturelle oplevelser planlagt?

»Jeg glæder mig til at se Carl Bloch udstillingen på SMK, og ellers er der hele tiden nyt, der kommer op i København.«


Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere