Kultur
»Skønlitteratur giver en fordybelse, hvor jeg glemmer tiden«
Udgivet:
Kommentarer (0)
Anja Bisgaard Pinborg finder sine bøger i sin lokale boghandler ved søerne i København og hos Samlerens Bogklub, hvor hun er medlem.
KULTURKANYLEN: Overlæge og professor Anja Bisgaard Pinborg bruger kultur til at få udvidet sin horisont og sit verdenssyn. Hun elsker at læse skønlitterære bøger og læser alt fra Thomas Mann til Donna Tartt og Carl Frode Tiller.
Hvad betyder kultur for dig?
»Kultur betyder for mig, at man får udvidet sin horisont, og at man forhåbentlig får flyttet sin egen måde at tænke og opfatte ting på. Man udvider sit syn ved at se verden fra andre og forskellige vinkler. Når man er i en meget naturvidenskabelig verden, kan man nogle gange godt se verden lidt firkantet. Så kultur udvider mit udsyn. Jeg ville gerne gå mere i biografen, teateret og se flere udstillinger. Det gør jeg også. Det bliver bare ikke altid så tit, som jeg gerne ville. Men jeg læser mange bøger. Det er nok det, jeg mest bruger kultur til.«
Hvilke bøger læser du?
»Det er mest skønlitterære bøger. I sommerferien har jeg for eksempel læst ‘Felix Krull’ af Thomas Mann. Det er en gammel, sjov bog, der handler om en svindler, som man får sympati for ved at se verden fra hans synspunkt. Jeg har også læst ‘Indkredsning’, der er skrevet af en ny norsk forfatter, som hedder Carl Frode Tiller. Det er en mere psykologisk bog, hvor man ser tilbage på hovedpersonens liv. Hovedpersonen mister hukommelsen, og så er der tre personer, som skal beskrive hans liv tilbage fra barndommen.«
Jeg tror, at jeg bliver en bedre læge og bedre til at tale med patienter ved at læse litteratur
»Den er ret spændende. Den er i tre bind, og jeg skal også læse de to andre bind. Og så er jeg i gang med ‘Den store slæderejse’ af Knud Rasmussen for at prøve at lære lidt mere om Grønland. Jeg er ikke til historier, som er meget voldelige. Jeg er mere til livsfortællinger. Og jeg læser stadig bøger på den gammeldags måde. Så jeg læser ikke e-bøger eller hører lydbøger. Men jeg slæber mine bøger med i kufferten. Der er noget godt ved en fysisk bog.«
Hvad betyder skønlitteratur for dig?
»Skønlitteratur giver en fordybelse, hvor jeg glemmer tiden. Jeg bliver så optaget af fortællingen, at jeg glemmer den verden, jeg er i. Jeg kan opleve det samme, hvis jeg opererer, hvor jeg glemmer tid og sted og bare er i øjeblikket. Det er sundt at træde ud af sin egen verden og blive opslugt af en anden verden. Det er det, jeg bruger skønlitteratur til. Det giver også en indsigt i, hvordan andre mennesker tænker og forestiller sig verden. Og så er det selvfølgelig også sjovt at læse. ‘Slip bjørnene fri’ af John Irving, som jeg også har læst i sommerferien, er en humoristisk bog. Det er ‘Felix Krull’ også.«
Anja Bisgaard Pinborg
Professor og ledende overlæge på Afdeling for Fertilitet, Rigshospitalet.
Klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet.
Forsker blandt andet i infertilitet, assisteret reproduktion og helbredet hos de børn, som er født efter in vitro-fertilisation (IVF).
Anja Bisgaard anbefaler
Bøger
Jeanine Cummins ‘Jordens salt’
Donna Tartt ‘Stillidsen’
Carl Frode Tiller ‘Indkredsning’
Åsne Seierstads ‘To søstre’
Film
‘Rose’ instrueret af Niels Arden Oplev
Museum
Knud Rasmussens Hus
Har du et eksempel på en bog, der har udvidet din horisont?
»Det synes jeg, at alle bøger gør. Jeg læser fem-seks bøger i sommerferien, og så får jeg læst en-to bøger i løbet af året. Jeg kan godt lide at have tid til at læse og få læst lidt mere ad gangen. Jeg synes, at ‘Stillidsen’ af Donna Tartt er en rigtig god bog. En anden virkelig god bog er ‘Drengene fra Nickel’ af Colson Whitehead. Det er en barsk bog, som åbner øjnene for, hvor forfærdelig racediskrimination har været i USA, og hvordan forældreløse børn er blevet behandlet. Og så er der den norske bog ‘To søstre’ af Åsne Seierstads. Det er også en virkelig god bog, der handler om to søstre, som tilslutter sig Islamisk Stat. Det er en bog, som flytter en. Den fortæller noget faktuelt om, hvad der foregår i Syrien, og om de her familier, som ikke forstår deres egne børn.«
Hvordan bruger du ellers kultur i din hverdag?
»Jeg har ret travlt med at være professor, leder og kliniker. Men jeg bruger kultur, når jeg taler med patienter. Jeg tror, at jeg bliver en bedre læge og bedre til at tale med patienter ved at læse litteratur. Når man har en meget naturvidenskabelig indgangsvinkel, så tror jeg, at litteratur kan være med til at åbne øjnene for, hvordan mindre naturvidenskabelige mennesker tænker og opfatter verden. Så på den måde bruger jeg det i min hverdag.«
»Jeg ser også forestillinger. Rune Klan lavede et show om infertilitet for nogle år siden, som var virkelig godt. Jeg har også set et par stykker på Nørrebro Teater om ægdonation og rugemoderskab. Det er rart at se kunst om det felt, man selv er i. Jeg bliver simpelthen bedre til at forstå, hvad det er, som gør folk og patienter meget nervøse, bange eller utrygge. Og så ser jeg også Netflix-serier med min søn, der er 13 år. Vi har en ting for sydkoreanske Netflix-serier som ‘Crash Landing on You’, der er helt skør. Det hygger vi os meget med.«
Er der en kulturoplevelse, der har gjort særligt indtryk på dig?
»Ja, for nylig var jeg i biografen og se ‘Rose’ med Sofie Gråbøl, der handler om en kvinde, som er skizofren. Det var en meget fin film. Den var god, fordi den også viste, hvordan folk reagerer på skizofreni. Så det var en rigtig god oplevelse, der også udvidede min horisont. Og så har jeg besøgt Knud Rasmussens Hus, som ligger oppe ved Hundested i nogle utrolige naturskønne omgivelser. Det var en fin oplevelse og kan klart anbefales.«
Har du nogen kulturoplevelser planlagt det næste stykke tid?
»Jeg gik i gang med ‘Slip bjørnene fri’ og ‘Den store slæderejse’, inden vi tog på ferie, så de to bøger skal jeg læse færdig. Og så skal jeg til Milano i september, hvor det er planen, at vi skal besøge nogle af deres moderne kunstmuseer.«
Læs tidligere KulturKanyler her
I 2020 konkluderede den europæiske del af WHO, at kultur kan bruges som supplement til den biomedicinske behandling.
I serien KulturKanylen zoomer vi ind på de oplevelser, som læger har, når de tager deres ’egen medicin’ i form af en kulturel indsprøjtning i hverdagen.
Del artiklen: