Psykiatrisk cheflæge: Kultur er tryghed og et samlingspunkt for familien

En fodboldkamp på sofaen med mand og børn. En film, der minder hende om at kæmpe for det, hun tror på. Et musikalbum, der lader hende forstå, hvordan folk omkring hende ser verden. Det er kultur for Mia Grandahl, der til dagligt er cheflæge på Psykiatrisk Center København og formand for den lægefaglige tænketank Atlas.

Hvordan bruger du kultur i din hverdag?

»Det har ændret sig meget igennem mit liv. Da jeg var ung, dansede jeg meget. Det var både jazzballet, salsa og på diverse klubber i byen. Det har altid fascineret mig, hvor meget, der kan udtrykkes uden ord.

Dengang malede jeg også, for det gav en helt speciel ro for mig at sidde og fordybe mig i noget på den måde, som det kræver, når man maler.

Jeg har også vandret en del i Østeuropa. Jeg læste Leif Davidsens bøger, og de vakte en enorm nysgerrighed i mig på, hvad der var foregået i landene bag jerntæppet. Det har været fantastisk at se med egne øjne og opleve, hvor gæstfri og imødekommende de folkefærd er.

Nu er kultur langt mere centreret om min familie. Da jeg fik børn, gik det helt naturligt fra at have handlet om mig selv til at handle om dem. Det bedste jeg ved er at samle familien om noget. Nu kan det være super fedt at se en fodboldkamp sammen og leve sig ind i det univers, som børnene og min mand er dragede af. Det samme gælder, når vi samles om et brætspil, som vi sagtens kan bruge timevis på.«

Mia Grandahls tre anbefalinger:

Botanisk Have i København: Det er et fantastisk sted, hvor der altid er en ny plante at opdage.

At gå en tur i skoven: Man kan altid finde en ro i skoven, som jeg i en kaotisk hverdag med patienter og familiepraktik godt kan mangle.

Utopia af Thomas More: En fortælling, som jeg aktuelt har i ørene. En bog, der er cirka 500 år gammel og stadig lige aktuel.

Har du også noget kultur, som du dyrker alene?

»Ja, jeg kan rigtig godt lide at læse. Om det er digte af Tove Ditlevsen eller en selvbiografi af Eske Willerslev, så giver det mig en følelse af, at jeg får lov til at lære noget om andre, som jeg ikke vidste i forvejen. Den adgang til andres tanker og følelsesliv, den er virkelig spændende, og kan både lære mig at forstå mig selv og andre mennesker bedre.

Men jeg kan også sagtens føle, at jeg lærer noget, når jeg går i biografen med mine unger og ser en film. For eksempel var vi for nyligt inde og se ‘Wicked’. Den handler blandt andet om en heks, som forsøger at kæmpe for, at dyrene i en fantasiverden, hvor historien foregår, bliver behandlet med respekt og medmenneskelighed. Det kunne jeg godt genkende i mig selv. Det er nok også derfor, jeg er havnet i psykiatrien. Jeg har simpelthen så svært ved ikke at råbe op, hvis der er noget, jeg mener er uretfærdigt.«

Hvordan hjælper kulturen dig, når livet ikke går, som du havde håbet?

»Måske har jeg i virkeligheden altid følt, at jeg var sådan lidt min egen. Østeuropa var for eksempel ikke en interesse, jeg delte med særligt mange, og jeg har også i mange år stået alene med opfattelsen af, at en ligestilling mellem somatik og psykiatri var en god idé. Når jeg har følt mig usikker og alene i den slags kampe, så hjælper det at se en film som Wicked.

Men det, at jeg nogle gange har følt mig alene med mine holdninger eller interesser, har også gjort, at jeg hurtigt nåede til et punkt, hvor jeg har anlagt et Peter Plys perspektiv på livet: ‘Det har jeg ikke prøvet før, så det er jeg sikkert god til’. Sådan var det også, da jeg søgte mit nuværende job. Det giver selvfølgelig nogle knubs engang imellem, men det er også fantastisk at lade sig styre af sin nysgerrighed.

Når jeg er nervøs, kan jeg for eksempel finde på at bruge musikken til at få den samme tryghed eller genkendelse, som med filmen Wicked. Lige inden det her interview har jeg hørt ‘Længe leve’ af Artigeardit. I den sang synger han for eksempel ‘tænk, hvis alt du vil have, kom til dig’. Den linje minder mig om, at det også er i orden, at nogle ting er angstprovokerende, og at det ikke skal afholde mig fra at gøre ting, som jeg er nysgerrig på.«

Har dit kulturforbrug ændret sig siden du gik ind i psykiatrien?

»Helt klart. Før i tiden så jeg også mange socialrealistiske film eller dokumentarer, men det gør jeg ikke efter, at jeg er havnet i psykiatrien. Jeg kan sagtens forholde mig til mine patienters traumer og problemer, men når jeg kommer hjem, har jeg brug for, at der ikke bliver krævet for meget af mig. Specielt det, jeg selv kan vælge.«

Har du en kulturoplevelse, som har gjort særligt indtryk på dig?

»Jeg kan huske en ferie til USA med min familie, hvor vi så ground zero. Det gjorde enormt indtryk på mig at se navnene på alle de mennesker, der døde i terrorangrebet på World Trade Center. Jeg kan huske, at jeg blev meget rørt, da vi stod der sammen.

Det er generelt fantastisk at tage ud at rejse med min familie. På den USA-tur viste jeg dem også en masse, jeg havde oplevet som udvekslingsstuderende derovre. Det var virkelig fedt at få lov til at dele de oplevelser, jeg selv havde haft med dem, jeg holder allermest af.«

Mia Grandahls

2024: Cheflæge, Pykiatrisk Center København.

2018-2024: Arbejdet som Gerontopsykiater og tilsynsgående overlæge i psykiatri

2018: Speciallæge i psykiatri

2009-2010: Introduktionsstilling i psykiatri

2008-2009: Introduktionsstilling i onkologi

2005-2008:Turnus på Bornholm

Har stiftet og er formand for Den Lægefaglige Tænketank, ATLAS

Privat bor Mia Grandahl i Hillerød med sin mand og tre børn.