Professor og brætspilsdesigner: Kultur er mødet mellem mennesker

Med Michael Kjærs egne ord har han ‘et fint CV’, hvor tingene er gået slag i slag, og hvor han er endt som professor på Institut for idrætsmedicin på Københavns Universitet og overlæge på Bispebjerg Hospital. Lysten til refleksion og nysgerrighed på det nye og ukendte er noget, der kendetegner ham, både som læge og som kulturbruger. Det er også nysgerrigheden, der gør, at han nu kan skrive brætspilsdesigner på CV’et.

Hvad er kultur for dig?

»Det er vel et bredt begreb, men den kulturelle palette hos mig består primært af skønlitteratur, skuespil og musik – både klassisk og moderne. Min grundholdning er også, at kultur er med til at forme det enkelte menneske. Jeg læner mig meget op ad forfatteren J. P. Jacobsen, der sagde, ‘at man bliver rundet af naturen, formet af kulturen’.«

Hvor kommer din interesse for kultur fra?

»Jeg har ikke enkelte nedslagspunkter, jeg kan slå ned på, men jeg tror altid, jeg har været nysgerrig på den bagvedliggende årsag til, hvorfor tingene forholder sig, som de gør. Det gælder i mit valg om at blive læge, og det gælder i min fascination af kulturoplevelser. Og så tror jeg, at jeg er et følsomt menneske, som altid har været nysgerrig på følelser, fordi man aldrig bliver færdig med at forstå dem.«

Hvad bruger du kultur til?

Michael Kjær, 67 år

• 1997: Professor, Københavns Universitet, Institut for klinisk medicin

• 1995: Overlæge, Institut for Idrætsmedicin, Ortopædkirurgisk afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

• 1995: Speciallæge i reumatologi

• 1988: Dr. Med., Københavns Universitet

• 1986-1987: research fellow, Stanford University, USA

• 1985-1988: Kandidatstipendiat, Medicinsk Fýsiologisk Institut B, Københavns Universitet

• 1984: Læge, Københavns Universitet

Privat bor Michael Kjær med sin kone i Harreskovby og har to voksne børn.

»Kulturoplevelser kan forskellige ting. En teaterforestilling kan f.eks. fascinere mig, fordi hver forestilling bliver spillet forskelligt, og derfor føler man sig også ofte som en del af forestillingen, når man er med som publikum. Når det er bedst, kan kultur sætte verden i relief for mig. Det kan være sådan en bogserie som Solvej Balles ‘Om udregning af rumfang’, som starter med at beskæftige sig med scenariet om, at verden sidder fast på den samme dato, og hovedpersonen derfor ikke har nogen at dele sine minder med. Derfra udvikler den sig til at handle om, hvad der sker, hvis vi ikke kan huske vores fortid. Det kan også være Albert Camus’ bog ‘Pesten’, som netop skildrer, hvilken forråelse, der opstår hos lægen i bogen, når sygdommen bliver for overvældende, og de civiliserede rammer ikke længere eksisterer. Det er eksempler på bøger, som lader mig forstå mig selv bedre, fordi de kan gå skridtet videre, end virkeligheden oftest gør. Det er som om, det bliver nemmere at holde spejlet op for sig selv.«

»Det er måske i virkeligheden også det, mennesker gør, når de mødes. Sætter verden i relief for hinanden. Det er i hvert fald det, jeg synes, jeg får ud af min bogklub. Det er kun mig og min ven, der er psykiater, som hver måned mødes og taler om en bog eller to. Lige nu læser vi Pia Tafdrups ‘Hjerte i Zenit’ og Carl Frode Tillers ‘Arbejderhjerte’.«

Hvordan kan man bruge kultur i lægelivet?

»Jeg er kursusleder på et fag på medicinstudiet på Københavns Universitet, der har titlen ‘etiske dilemmaer indenfor medicin – lægens rolle belyst gennem litteratur og film’. Det er et godt eksempel på, hvordan kulturen kan bidrage til at vise lægegerningens dilemmaer om alt det, der ikke står i bøgerne, og på den måde forberede de studerende på at møde en virkelighed, der ikke altid er sort og hvid. Derudover er det en fornøjelse at få lov til at kombinere film og bøger, som jeg har stor veneration for, med at undervise og lægge værdi i uddannelsen af fremtidens læger.«

Du har en vinklub. Hvordan får man etableret sådan en?

»Jeg boede med to andre medicinstuderende i min studietid, og vi begyndte at interessere os for mad, og så lå vin naturligt i forlængelse af den interesse. Det var en god måde at samle mennesker på dengang. Så da jeg senere stod og som single, mens mange af mine venner allerede havde etableret sig med børn og ægtefæller, og savnede deres selskab, så inviterede jeg dem over til vinsmagning. Nu kører vi på 35. år og ses hver anden måned. Siden er vinklubben vokset, så vi i dag i alt er 20, og det betyder, at vi typisk samles en 13-14 stykker hver gang. Men vinen har altid været en undskyldning for at samles om noget. For at interessere sig for hinanden. Men vinklubben skaber nogle rammer for, hvordan og hvor ofte vi mødes, og det kan virkelig noget.«

Du har opfundet et brætspil om vin og en bog med forskellige måder at spille spillet på. Hvordan opstod ideen til ‘Vinspillet’?

»Brætspillet har jo været undervejs i 20 år. Først syntes vi i klubben, at det var sjovt med et konkurrenceelement. Derfor startede vi med at lave blindsmagningerne og quizzer om vin. Så begyndte jeg at fifle med en spilleplade, hvor jeg tegnede nogle globusser og indtegnede lande, og så er det blevet testet af i vores vinklub, hvad vi synes virker, og hvad der ikke virker. Og så ville jeg gerne teste, om sådan et spil kunne have en værdi for andre. Så det var mere det, at det blev til et rigtigt brætspil, end det har handlet om at tjene penge. Det er jeg faktisk virkelig ligeglad med.«

Michael Kjærs tre anbefalinger:

Vin, mad og mennesker: at mødes om det fælles måltid

Tarjei Vesaas, Fuglene: en bog der stiller de store spørgsmål

Niels Skousen Band: tekster der går lige i hjertekulen