Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Kultur

PLO-formand kobler af med klassikere og nordisk litteratur

Udgivet:
Kommentarer (0)

Poul Ørum er en af de forfattere, som har gjort særligt indtryk på Jørgen Skadborg. Han har læst alt, hvad Poul Ørum har udgivet, og nogle af bøgerne har han læst flere gange.

KULTURKANYLEN Jørgen Skadborg, formand for PLO, bruger litteratur til at slappe af og få et indblik i, hvordan andre mennesker lever og tænker. Han holder særligt af at læse klassikere som Ernest Hemingway og ny nordisk og dansk litteratur.


Jørgen Skadborg, hvad betyder kultur for dig?

»Det er en væsentlig del af livet for mig. Jeg nyder, at andre mennesker har fremstillet kultur til glæde, inspiration og underholdning. Og jeg bruger det til at blive klogere på, hvad det er, livet egentlig går ud på.«

Hvilken slags kultur bruger du?

ved at læse, se film og høre musik kan jeg prøve at få et indblik i, hvordan andre folk har det og lever

»Jeg bruger det meste. Men det er litteratur, som jeg bruger mest tid på og går op i. Det har jeg altid rigtig godt kunnet lide. Min største glæde ved at blive færdig med medicinstudiet var ikke, at jeg var blevet læge, men at jeg med god samvittighed igen kunne bruge tid på at læse det, som jeg havde lyst til, og ikke kun det, som jeg skulle. Så det bruger jeg en del af min fritid på. Jeg hører en del lydbøger. Jeg har 20 minutter i bil til og fra arbejde, så der hører jeg ofte en del af en roman. Men jeg kan også rigtig godt lide at ligge med en bog i sofaen. Jeg abonnerer også på Weekendavisen. En af fornøjelserne ved at læse Weekendavisen er bogsektionen, hvor jeg bliver gjort opmærksom på forfattere og nye bøger.«

Hvad læser du?

»Jeg læser især nyere nordisk litteratur og en gang imellem klassikere. Jeg læser blandt andet Tomas Espedal, Karl Ove Knausgård, Thomas Korsgaard, Josefine Klougart og Rakel Haslund-Gjerrild. Jeg har lige læst Knausgårds bog om Edvard Munch. Den var fremragende. Knausgård kommer vidt omkring og fortæller mange ting om Munchs kunst generelt, om samfundet og livet. Der er nogle forfattere, som jeg altid læser, når de udgiver noget nyt. Det er eksempelvis Tomas Espedal og Josefine Klougart. Så det er blandet, og det sidste år har jeg læst og hørt omkring 50 bøger.«

»Af klassikere har jeg for nylig læst Fjodor Dostojevskijs ‘Forbrydelse og Straf’. Hovedpersonen er en fattig student, som er en virkelig mærkelig og hensynsløs person, der tilsyneladende slår ihjel for egen vindings skyld, fordi han er fattig. Den fortæller noget om, hvordan det kan være at være menneske. For nylig genlæste jeg ‘Den gamle mand og havet’ af Ernest Hemingway. Den er virkelig godt skrevet. Jeg begyndte at læse Hemingway for mange år siden. Det er så svært at forstå det selvdestruktive, så derfor bliver jeg nødt til at læse om det. Jeg har læst alle hans bøger og har også de fleste af dem.«

Hvad giver det dig at læse skønlitteratur?

»Det giver mig indsigt i, hvordan andre mennesker lever, tænker og føler. Der er mange måder, man kan være menneske på og se på livet og tilværelsen. Så ved at læse, se film og høre musik kan jeg prøve at få et indblik i, hvordan andre folk har det og lever. Sproget betyder utrolig meget for mig. Formen kan være mindst lige så stor en oplevelse som indholdet.«


Jørgen Skadborg

  • Speciallæge i almen medicin og praktiserende læge i Billund

  • Formand for Praktiserende Lægers Organisation siden 2020

Jørgen Skadborg anbefaler:

  • Bøger‘New Forest’ af Josefine Klougart‘Hvis der skulle komme et menneske forbi’ af Thomas Korsgaard‘Elsken’ Tomas Espedal‘Langsomheden’ af Milan Kundera‘Den gamle mand og havet’ af Ernest Hemingway

  • Film‘Intet nyt fra Vestfronten’, Netflix


Bruger du skønlitteratur til at koble af?

»Ja, det gør jeg. Det gør jeg også med en film eller serie. Når jeg er nået til fredag eftermiddag, prøver jeg at have et døgn, hvor jeg ikke svarer på mails og tager telefonen. Så jeg har et døgn, hvor der ikke foregår andet end familieliv, hygge, måltider, gåture i naturen, at se en film og læse avisen eller en bog. Det er en slags afkobling. Det er nødvendigt for mig, hvis jeg skal være produktiv i dagligdagen.«

Udover bøger og aviser, hvilken slags kultur bruger du så i din hverdag?

»Jeg ser film og tv. Jeg prøver at følge med i, hvad der kommer af gode danske og udenlandske film. Og så har jeg opdaget, at jeg ved særlige lejligheder godt kan finde på at binge en hel serie. Jeg bingede ‘House of Cards’ for nogle år siden, hvor jeg lå med en diskusprolaps og ventede på at blive opereret. Jeg kunne ikke lave noget, og jeg kunne ikke koncentrere mig om at læse. Men jeg kunne binge den serie. Det var meget underholdende. Sidste år havde jeg COVID og kunne heller ikke læse. Og så begyndte jeg at se ‘Game of Thrones’, som mine børn havde set for nogle år siden og var meget optagede af. Jeg blev meget fascineret af den samlede fortælling, og der var også nogle scener, som jeg stadig husker.«

»Jeg kan også godt lide at gå på kunstmuseer. Og da jeg boede i Aarhus, gik jeg rigtig meget i teatret. Jeg holder meget af teatret, og jeg kan godt lide, at det er nærværende og live. Jeg var rigtig glad for Aarhus Teater, der havde mange gode forestillinger. Men nu bor jeg på landet, så det er ikke så tilgængeligt. Jeg drømmer om at have mere tid til at komme i teatret. Men det skal planlægges, og det er jo lidt mere omfattende end at læse en bog.«

Har du nogen kulturelle oplevelser planlagt?

»Jeg har ikke noget planlagt, som er ude af huset. Men jeg glæder mig til, at avisen kommer på fredag. Og næste gang jeg skal skrælle kartofler, så skal jeg høre videre på min lydbog ‘Indtil vanvid, indtil døden’ af Kirsten Thorup. Jeg skal også have læst en bog af den afdøde musiker Hans Erik Deckert. Han var musiker i det meste af sin voksne tilværelse, men som ung var han med i Hitlerjugend. Det skriver han om i bogen ‘Fører og forfører’. Jeg vil også meget gerne genlæse ‘Citadelle’ af Antoine de Saint-Exupéry. Jeg læste den for nogle år siden, og jeg skulle læse rigtig længe, før jeg begyndte at forstå, hvad den drejede sig om. Den gjorde et kæmpestort indtryk på mig.«

Læs tidligere KulturKanyler her


I 2020 konkluderede den europæiske del af WHO, at kultur kan bruges som supplement til den biomedicinske behandling.

I serien KulturKanylen zoomer vi ind på de oplevelser, som læger har, når de tager deres ’egen medicin’ i form af en kulturel indsprøjtning i hverdagen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere