Kultur
Nina Tejs Jørring: »Man bliver glad i låget af gospel og swing«
Udgivet:
Kommentarer (0)
For 20 år siden tog Nina Tejs Jørring og hendes mand et sabbatår sammen med deres børn, hvor de bl.a. sejlede rundt i Stillehavet. Den tur har været med til at forme dem som familie.
KULTURKANYLEN For Nina Tejs Jørring, overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden, er kultur synonym med fællesskab. Hun elsker at rejse og være på højskole, og så synger hun gospel og danser swing i det københavnske natteliv.
Hvordan bruger du kultur i din hverdag?
»For mig har kultur meget at gøre med værdier. Både som psykiater og i privatlivet tænker jeg en del over, hvad det er for værdier, vi bygger vores kultur på. Vi taler om kulturbærende institutioner, men det er jo afhængigt af ens egne værdier og politiske ståsted hvilke institutioner, man synes, der er tale om og f.eks. ønsker at støtte økonomisk – altså hvad der bærer den danske kultur. Privat er der fire former for kultur, jeg bruger mest tid på, og det er natur, rejser, gospel og at danse swing. Og så er højskole måske i virkeligheden nummer fem. Jeg elsker at tage på højskoleophold og gør det gerne to gange om året.«
Hvornår begyndte du at synge gospel?
Nina Tejs Jørring
Overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden
Forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab
Specialist og supervisor i narrativ terapi og familieterapi
Nina Tejs Jørring anbefaler:
Musik:Levende jazzmusik I København, f.eks. på spillestedet Charlie Scott’sGospelkomponist Hans Christian Jochimsen, favoritsangen: ‘Let me fly’
Oplevelser:‘Syng for livet’-ugekursus på Emmaus Højskole eller Sommergospel på Gerlev IdrætshøjskoleAt vandre i alperne eller gåture i de danske skoveRejser med hele familien
»For 15 år siden. Jeg var til en Debbie Cameron-koncert (dansk/amerikansk musiker, red.) og stødte på en reklame for et gospelkor. Så sprang min mand og jeg ud i det, og nu synger vi i kor hver torsdag aften og er vilde med det. Koret hedder ‘Revelation’, og musikken er ret funky, så vi bevæger os meget, når vi synger. Jeg har stor glæde af gospelmusik og synes især, at den danske komponist Hans Christian Jochimsen laver nogle ret fantastiske sange. Mit yndlingsstykke af ham må være ‘Let Me Fly’.«
Hvad kan du godt lide ved gospelmusik?
»Det rummer nogle universelle værdier. Det handler om kærlighed til sig selv og andre, om at give slip og tillade sig selv at blive rørt og berørt. Man bliver glad i låget af gospel og af at bevæge sig til musik. Musikken går lynhurtigt ind i hjertet. Og så er gospel skrevet, så alle kan synge med og indgå i fællesskabet med ens egen sangstemme, energi og musikalitet. Måske er det i virkeligheden et fællestræk mellem gospel og at danse swing, som jeg jo også er meget glad for. Man bliver en del af et fællesskab, hvor man bare bliver glad i låget.«
Hvor kan man finde dig på en fredag aften?
»Måske på Charlie Scott’s! Det er en bar midt i København i Skindergade med levende jazzmusik og masser af dans. Der er virkelig god stemning, musikerne er knaldhamrende dygtige, og dansescenen er rigtig sjov og inkluderende. Jeg vil egentlig hellere ud at danse på Charlie Scott’s, end jeg vil se en serie derhjemme, og jeg er slet ikke til at binge-watche serier.«
Har du nogle kulturelle oplevelser planlagt?
»I næste uge skal jeg på højskoleophold på Emmaus Højskole. Opholdet hedder ‘Syng for livet’, og der kommer otte dygtige korledere og musikere, der skal undervise os. Jeg glæder mig meget til en hel uge med morgensamlinger, sang og fest. Min mand og jeg tager afsted sammen, og det er nok ottende gang, vi skal derhen. Jeg har aldrig været på højskole som barn eller ung, men opdagede senere i livet, hvor fedt det er. Der er klart nogle værdier fra gospel og swingmusik, der også er centrale i højskoleånden, som fællesskab og inddragelse. Udover højskolen glæder jeg mig også meget til, at vi skal på ski i påsken med to af vores voksne børn og deres koner. Vi forsøger at komme på ski hvert år, og i år skal vi til Tignes i Frankrig, det bliver virkelig dejligt«
Er der nogle rejser, der har gjort særligt indtryk på dig?
Læs tidligere KulturKanyler her
»I 2002 tog vi i hele familien et sabbatår. Min mand og jeg sagde vores job op, lejede huset ud og tog børnene ud af skolen. Vi købte en båd i Australien og rejste i Stillehavet. Det var en unik oplevelse at være på en båd, specielt følelsen af at have et fælles projekt som familie. Vi besøgte Australien, New Zealand, Fiji og Vanuatu, og det var fantastisk at opleve mennesker med en helt anden kultur og baggrund end vores egen. Jeg tænker på den rejse som den bedste opdragelsesrejse for vores børn. De blev udfordret på, hvordan man kan leve uden for ekkokammeret i Danmark og oplevede, hvordan livet også kan se ud. Jeg tror, det har givet dem en helt anden åbenhed over for mennesker med andre kulturer, religioner og livsformer end deres egne, og de fik en viden og en dannelse udover det sædvanlige. Nu, hvor jeg tænker over det, kan man vel egentlig godt kalde det for en dannelsesrejse. Ja, den rejse har virkelig haft stor betydning for, hvem vi er som familie. Og så har vi smittet vores børn med rejsefeber. I dag bor to af dem i udlandet.«
I 2020 konkluderede den europæiske del af WHO, at kultur kan bruges som supplement til den biomedicinske behandling.
I serien KulturKanylen zoomer vi ind på de oplevelser, som læger har, når de tager deres ’egen medicin’ i form af en kulturel indsprøjtning i hverdagen.
Del artiklen: