Kultur
Kunstfond støtter Aalborg Universitetshospital i sundhedsindsatsen
Udgivet:
Kommentarer (0)
En ny kunstfond skal støtte Aalborg Universitetshospital med patientnær kunst og kultur inde på sengestuerne såvel som i fællesområderne.
En ny kunstfond skal støtte Aalborg Universitetshospital ved at inddrage kunst og kultur som en del af sundhedsindsatsen. Kunst og kulturelle tilbud skal supplere den traditionelle, faglige indsats mod sygdom, lyder ambitionen.
Kunst og kultur skal understøtte behandlingen af det hele menneske.
Det er målet med Kulturkraft:Nord, der er en ny almennyttig fond, der er etableret for at komme dette mål til livs på Aalborg Universitetshospital. Fonden skal fokusere på patientnær kunst og kultur inde på sengestuerne såvel som i fællesområderne. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Advokat Anders Hjulmand er fondens formand, og han er optimistisk angående at samle støtte til visionen om at udvikle hospitalets kunstneriske udtryk:
»Vi har allerede modtaget positive tilkendegivelser fra mulige donorer, der bakker op om formålet. De har også bemærket, at fonden har et højt ambitionsniveau, og at vi tilstræber kunst og kultur af høj standard,« siger han.
Hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen er fondens næstformand, og fungerer dermed som bindeleddet til hospitalet:
»Hidtil har der været meget fokus på byggeriet af det ny hospital, men vi står nu på tærsklen til at flytte ind i byggeriet, og det er en oplagt mulighed for os til at realisere visionen om, hvordan bygningerne, miljøet og omgivelserne med kunst kan favne det hele menneske,« siger han og fortsætter:
»Derudover har vi fra hospitalets side et ønske om, at indsatsen skal danne grundlag for forskning, der undersøger effekten af de oplevelser, den enkelte patient får med kunst og kultur.«
Fondens midler består af en grundkapital på 1 mio. kr. og en disponibel kapital på 1,5 mio. kr. i de første tre år.
Del artiklen: