Kultur kan belyse ­livets store spørgsmål

Hvordan fylder kultur i din hverdag?

»Det fylder faktisk ret meget. Meget af min hverdag bygger på det, jeg har lært gennem min ungdom, hvor jeg sang i bands og optrådte med det. Nu er jeg rigtig ofte ude og tale til konferencer, og når jeg er det, kan jeg bruge noget af det, som jeg også gjorde brug af, da jeg optrådte med sang. Jeg kan godt lide det momentum, hvor jeg kan mærke, at jeg fanger publikum og rammer dem. Så føles det, som om rummet åbner sig, og på den måde gør jeg faktisk brug af mit kulturelle bagtæppe hver dag.«

Hvad betyder kultur for dig?

Det er, når vi tør at være gensidigt ­nysgerrige, at de fede ting opstår

»Jeg bruger kulturoplevelser til at få belyst de store spørgsmål i livet. Jeg synes, at det er spændende at være i dialog med verden, og det har altid interesseret mig, at vi i verden har forskellige sprog, religioner og verdensanskuelser. Jeg er opvokset på Sydsjælland i en familie, hvor min far er dansk og min mor fra Montenegro, så jeg er vokset op med en dobbelt kultur og har derfor to perspektiver på alting. Den baggrund har formet min måde at se verden på og i en hverdag, hvor jeg arbejder meget med innovation og nye måder at samarbejde på inden for life science-området, så tror jeg, at jeg nyder godt af at kunne se verden på en lidt anden måde.«

Hvilken baggrund har du for at arbejde med innovation?

»Jeg kom på arkitektskolen, fordi jeg var glad for at tegne. Men det var en interesse for arkitektfagets metoder og systemer, der gjorde, at jeg blev fanget. Jeg kunne godt lide at lege med systemerne for at udforske, hvordan man kunne skabe det mest funktionelle og perfekte rum. Arkitekter er ofte gode til at lave flotte former og figurer. Det er ikke nødvendigvis dem, som er dygtige til det funktionelle, men det blev dét, som jeg rent fagligt blev optaget af.«

»Da jeg var nyuddannet, var jeg optaget af at kombinere smukt design med det superfunktionelle – at skære ind til benet. Jeg arbejdede med at tegne storskala-byggeprojekter i hele verden og designede lamper, borde og andre produkter til byggerierne. Efterhånden som jeg blev konfronteret med, at pengene skulle hentes ind som provision, og at det havde betydning for, hvad jeg havde mulighed for at skabe, så forsvandt glæden ved arbejdet.«

»Jeg blev i stedet optaget af co-creation: at få mennesker, som skulle bruge tingene, til at være med til at designe dem. Det blev mindre vigtigt for mig at være eksperten, som designede det hele.«

Diana Arsovic Nielsen

Har haft ansvar for forskningsstøttefunktionen i Region Hovedstaden og har arbejdet med sundhedsforskning og -innovation i både regioner og kommuner.

Uddannet arkitekt MAA med speciale i industriel design og har en HD i organisation og ledelse.

2013-2015: Direktør, Syddansk Sundhedsinnovation.

2015-2018: Innovationschef, Københavns Kommune.

2014-2018: Bestyrelsesmedlem, UC Syd.

2018-2021: Direktør, Center for Regional Udvikling, Region Hovedstaden.

2021-: Direktør i Danish Life Science Cluster.

»Det er, når vi tør at være gensidigt nysgerrige, at de fede ting opstår. Når der er fokus på at finde en fælles løsning i en gruppe, som har forskellige behov, kan der ske noget helt ekstraordinært. Der kan være vilde konflikter undervejs i sådan en innovationsproces, men der opstår også kærlighed, og man får mulighed for at skabe noget nyt sammen. Der er ikke noget mere energigivende, end når en gruppe med forskellige indfaldsvinkler til en løsning har formet en ny ide sammen.«

Hvordan havnede du i sundhedssektoren?

»Min første tjans inden for innovation blev, da Region Syddanmark skulle bygge nye sygehuse. Det var svært at designe til fremtiden, når man ikke ved, hvad den bringer. For at forsøge at skabe nogle realistiske fremtidsscenarier blev der bygget et innovationsværksted, hvor vi skulle udvikle byggerierne. Udgangspunktet skulle tages i brugerne og deres behov. Alle, som skulle bruge eksempelvis en patientstue, deltog. Patienter, pårørende, rengøringsassistenter, portører og sundhedspersonale. Det fascinerede mig, at jeg kunne interviewe en medarbejder i sundhedsvæsenet, der fortalte, at de arbejdede sådan og sådan, når de skulle flytte en patient. Når jeg så bad dem om at vise mig, hvordan de gjorde det i praksis, så gjorde de noget helt andet end det, de sagde. Derfor blev kroppen og dens udtryksform vigtig for den innovation, vi lavede i forbindelse med sygehusbyggeriet.«

»Vi brugte leg og rollespil til at komme tæt på, hvilke behov der skulle tages højde for i løsningerne. Jeg inviterede også en teatertrup ind for at se, om vi sammen med dem kunne finde frem til, hvilke fremtidsscenarier vi gerne ville designe til. Det virkede rigtig godt. Folk grinede og havde det sjovt under udviklingen, og for mig var det vildt spændende, at jeg kunne udvikle sammen med andre. Dér opdagede jeg en helt ny værktøjskasse i forhold til at være kreativ, hvor det ikke var mig, der var den kreative, men hvor jeg kunne få andre til at være kreative. Det at bruge andres kreativitet og engagement fascinerer mig helt vildt.«

Hvordan bruger du dine erfaringer i Life Science Cluster?

»Den værktøjskasse, jeg har fået med mig fra arbejdet med co-creation, bruger jeg i dag i Danish Life Science Cluster. Det er vores rolle at binde aktørerne sammen i life science-økosystemet. Vi skal gøre det muligt at samarbejde på kryds og tværs, og hvis man skal kunne det, så skal man være dygtig til at sætte sig i andres sted og aldrig antage, at man selv har svaret. Det kræver, at du i langt højere grad er facilitator end leder. Nysgerrigheden er en drivkraft, der får folk til at engagere sig. Hvis du kun fortæller folk, hvordan du synes, det hele skal være, så gider de ikke deltage. De skal have lov til at fortælle, hvordan de synes, det skal være. Så får du et engagement, der stiger op nedefra. Så lykkes du med at skabe noget nyt.«

Læs tidligere KulturKanyler her

I 2020 konkluderede den europæiske del af WHO, at kultur kan bruges som supplement til den biomedicinske behandling.

I serien KulturKanylen zoomer vi ind på de oplevelser, som læger har, når de tager deres ’egen medicin’ i form af en kulturel indsprøjtning i hverdagen.