Kultur
Indlagte børn skal hjælpes af film
Udgivet:
Kommentarer (0)
Det nye projekt 'Børnebiffen på hospitalet' har valgt film der passer til målgruppen og situationen.
I et nyt projekt på Odense Universitetshospital kan indlagte børn se børnefilm med deres familier. Målet er at afhjælpe den stress og angst, der kan være forbundet med en indlæggelse som barn.
500 børnefilm målrettet 3-6-årige
Det er hvad indlagte børn og deres pårørende har fået adgang til på Odense Universitetshospital (OUH) i et nyt pilotprojekt, som OUH, Det Danske Filminstitut og Filmstriben står bag. Det skriver Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.
‘Børnebiffen på hospitalet’, som projektet hedder, startede sin prøveperiode i efterårsferien, og sidenhen har reaktioner været gode, både fra børn, forældre og ansatte.
»Det er et godt koncept og brugbart som afledning og afslapning. Det at have et fælles udgangspunkt og et univers, så barnet kan rumme det, vi skal igennem sammen – det er virkelig godt,« siger Susan Nørregård, der er sygeplejerske på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital på OUH.
»Film kan fungere som en effektiv måde at reducere patienternes angst og stress ved at skabe en beroligende og afledende virkninger. Dette kan være gavnligt før og efter operationer eller andre invasive procedurer. Samtidig oplever vi, at filmene også kan bruges som et pædagogisk værktøj til at forbedre vores yngste patienters forståelse af sygdom og behandling,« forklarer Susan Nørregård.
Projektet startede med en henvendelse fra H.C. Andersen Børne- og Ungdomshospital, der henvendte sig til Filminstituttet, som allerede har kørt ‘Børnebiffen’ i landets biografer, og de var meget interesserede i forslaget. Det fortæller Charlotte Giese, der er projektleder på Filminstituttet.
»Vi synes, det er utrolig spændende, at OUH ser et potentiale i at benytte vores film til de yngste i en sundhedsfaglig kontekst. Vi har erfaring fra andre sammenhænge med, at film kan styrke livskvalitet og samvær, så vi håber, at ’Børnebiffen på hospitalet’ kan hjælpe både indlagte børn, børn i ambulant behandling og pårørende-børn i den svære situation, de står i,« siger hun.
Hvis projektet forbliver en succes, håber OUH og Filminstituttet, at det kan brede sig til hospitaler landet over. Allerede nu tyder det dog på, at der er mulighed for at udvide projektet, så det også gælder ældre børn.
FAKTA OM ‘BØRNEBIFFEN PÅ HOSPITALET’
’Børnebiffen på hospitalet’ er et gratis tilbud til indlagte børn og deres pårørende på Odense Universitetshospital (OUH). Filmene er målrettet 3-6-årige og kan ses på skærme i fællesområder og på tablets og mobiltelefoner på de enkelte stuer i afdelingen H.C. Andersen Børne- og Ungehospital.
’Børnebiffen på hospitalet’ er et pilotprojekt, som kører i en testperiode. Hvis det bliver en succes, er håbet, at det kan udbredes til hele landet. OUH, Det Danske Filminstitut og Filmstriben står bag projektet.
Børnebiffen er også tilgængelig for private og dagtilbud i biografer og online, hvor man kan se filmene via sit bibliotekslogin.
Læs om Børnebiffens forskellige tilbud her
Del artiklen: