Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Kultur

»Foreningslivet er et møde mellem mennesker, som brænder for det samme«

Udgivet:
Kommentarer (0)

Claus Bo Svenningsen har altid været interesseret i foreningslivet og blev allerede involveret i foreningsarbejde i slutningen af sine teenageår.

For Claus Bo Svenningsen, som er speciallæge i reumatologi og formand for Yngre Læger i Syddanmark, er kultur alt det, som man kan samles om i fritiden. Han er involveret i foreningslivet og bruger idrætten som et afbræk og mentalt pusterum.


Hvad betyder kultur for dig?

»Kultur er over det hele og beriger os mentalt. Det er både musik, teater og foreningsliv. Foreningsliv er nok den del af kulturen, som jeg er mest interesseret og involveret i. Jeg er næstformand i Dansk Kano og Kajak Forbund. Men jeg er også glad for koncerter og musik. For mig er kultur alt det, som vi kan samles om i fritiden. Jeg er klar over, at det måske ikke er den definition, som mange har, af at være kulturel. Og der er nok mange, som ikke synes, at idræt er kultur. Men for mig er idræt også kultur.«

Hvad betyder foreningsliv for dig?

»Sporten er et fristed, hvor jeg kan koble af. Jeg føler virkelig, at jeg tanker op, når jeg dyrker sport. Selve foreningslivet er et møde mellem mennesker, som brænder for det samme og for at gøre tingene bedre. Det er socialt, og jeg kan godt lide, at det langt hen ad vejen er ulønnet. Vi er samlet om noget, der kan minde om arbejde, men det handler ikke om løn, timearbejde og ferie. Vi gør det, fordi vi har lyst. Og når vi ikke har lyst længere, så stopper vi. Det er de tre F’er: frivillighed, fællesskab og foreningsliv. Det er vigtigt og giver mig energi. Jeg har altid været forenings- og organisatorisk interesseret. Det er nok også derfor, at jeg er endt som fagforeningsmand.«


Claus Bo Svenningsen

  • Afdelingslæge på Rygcenter Syddanmark, Middelfart Sygehus, og speciallæge i reumatologi.

  • Formand for Yngre Læger Region Syddanmark og regional fællestillidsrepræsentant for Yngre Læger.

  • Næstformand i Dansk Kano og Kajak Forbund.

Claus Bo Svenningsen anbefalerIdrætsoplevelser

  • En fodboldkamp i Parken eller på Brøndby Stadion mellem FCK og Brøndby.

Albums

  • TV-2 ‘Rigtige Mænd gider ikke høre mere vrøvl’.

  • Pink Floyd ‘The Wall’.

  • Nephew ‘Danmark/Denmark’.

Festival

  • Rock Under Broen, Middelfart.


Hvad laver du som næstformand i forbundet?

»Jeg er så at sige stand-in på de ting, som formanden ikke når. Jeg har også siddet en del som tovholder på et projekt, der hedder ‘Bevæg dig for livet’. Det er et politisk projekt, der er blevet sat i gang for at få flere folk til at dyrke idræt i 2025. Det er et samarbejde mellem DGI og DIF. Det har jeg brugt en del tid på. Og så sidder jeg med i bestyrelsesarbejdet, hvor vi udstikker nogle retningslinjer for de ting, som vi gerne vil arbejde for. Vi vil eksempelvis gerne være med på den grønne omstilling, og vi vil gerne sikre os fri adgang til vand og sikre os, at vi ikke unødigt bliver begrænset af lystfiskere, naturfredning og så videre. Så der ligger alt det i det. Jeg har siddet der et år, så jeg skal også falde på plads i funktionen.«

Hvad betyder idræt for dig?

»Det er noget, som jeg har haft tæt på mig hele mit liv. Jeg opnår i den grad mental sundhed med idræt. Det hænger jo også sammen med fysisk sundhed. Men det er også samværet, og idræt har givet mig venner og bekendte for livet. Verden bevæger sig mere og mere hen imod stillesiddende arbejde. Langt hen ad vejen er sporten stadigvæk noget, hvor du kommer ud af dit eget hjem og ofte ud i foreningerne. Sport er også underholdning for mig. Jeg kan godt lide at se fodbold og landskampe i volleyball. Så jeg synes, at det betyder rigtig meget. Forleden så jeg det danske herrelandshold i volleyball vinde over Tyrkiet. Det er en ret stor ting, hvis man ved lidt om herrevolley. De vandt 3-2. Det var en stor oplevelse.«

Hvilke typer idræt dyrker du?

»Jeg ror kapkajak, løber, og så styrketræner jeg. Jeg har tidligere været konkurrenceroer, indtil jeg var 25 år. Det er den samme type kajak, jeg ror i nu. Jeg ror på Fænøsund i Middelfart. Jeg dyrker det, fordi jeg gerne vil have sved på panden og få pulsen op. Jeg tager ikke en kajaktur for at kigge på naturen. Eller det gør jeg også. Men det er ikke det, der driver mig. Der er noget meditativt i en monoton bevægelse som kajakroning. Det gør ikke noget, at det er lidt monotont. Derfor kan jeg også godt lide at løbe. For mig ligger der en stor del i at koble af mentalt, når jeg dyrker idræt. Ofte tænker jeg ikke på noget, så hjernen får et pusterum.«

Du kan også godt lide at gå til koncerter og høre musik, hvad betyder det for dig?

»Jeg har stor glæde af musik. Jeg når ikke så mange koncerter, men musik betyder utrolig meget. Musik kan understøtte sindsstemninger og følelser. Jeg har brugt det rigtig meget, når jeg er glad, men også når jeg er ked af det og frustreret. Det er en slags terapi og noget, som jeg bruger til at få bearbejdet ting med. Og det er så nemt nu med AirPods og en bil, hvor du kan have musikken med dig. Det kan bare være et kvarter midt på dagen, hvor jeg kobler af med et eller to stykker god musik. Det er i hvert fald nemt, hvorimod min kajak ligger et sted, som ikke er lige så tilgængeligt, eller vejret kan være dårligt. Jeg tror i det hele taget, at kultur handler om få understøttet sine følelser på et eller andet plan.«

Hvad lytter du til?

»På det seneste har det været TV-2. Jeg synes, at Steffen Brandt skriver nogle gode tekster og melodier. Han leverer et utal af referencer til livssituationer, som jeg kan nikke genkende til. Jeg hører også musik som Pink Floyd, Metallica, Nephew og Magtens Korridorer. Omvendt er jeg også glad for Shu-bi-dua. Så det er alt mulig og meget forskellig musik. Men det er musik, som har noget på hjerte.«

Læs tidligere KulturKanyler her


I 2020 konkluderede den europæiske del af WHO, at kultur kan bruges som supplement til den biomedicinske behandling.

I serien KulturKanylen zoomer vi ind på de oplevelser, som læger har, når de tager deres ’egen medicin’ i form af en kulturel indsprøjtning i hverdagen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere