En fortælling fra forskningens frontlinje

I alt fire uger og to dage har jeg været ‘indlagt’ på et forskningscenter ved et hospital i Berlin, hvor jeg bor. Først en lille smagsprøve på to dage, så et ophold på en uge og dernæst et på hele tre uger.

Det var et kontrastfyldt forløb, som både bød på Wagnersk melodrama og Thomas Mannsk ennui à la Trolddomsbjerget, men først og fremmest et unikt indblik i, hvordan sådan noget forskning egentlig foregår.

Og lad mig sige det med det samme: Det var lidt af en prøvelse. Både fysisk og psykisk.

For min studiekollega med det gode sovehjerte var også en larmende – og meget utilfreds – tilstedeværelse i vågen tilstand, ligesom hun havde det svært med studiets mange bestemmelser om f.eks. spisetider

Læger og sygeplejersker har stukket mig så mange gange med kanyler af varierende størrelse og beskaffenhed, at jeg frygter at have udviklet en fobi. De har tilplastret mit korpus med elektroder; klemt livet af min højre overarm; tortureret mine fingerspidser med prik; trykket mig hårdhændet på maven og ladet deres iskolde stetoskoper gyse mig på daglig basis. Ofte med kun få minutters mellemrum. Enkelte dage startede undersøgelsesrækken kl. 7 om morgenen og varede til kl. 1 om natten.

Og ikke nok med det. Det ellers meget venlige personale har spærret mig inde – hospitalets indgange var forsynet med vagter, ligesom selve forskningscenteret var aflåst. De har stort set ophævet min privatsfære, reduceret min autonomi til det rene ingenting og f.eks. påbudt, at jeg kun kunne aflægge visit ude i virkeligheden – og alene på hospitalets område – under overvågning.

For jeg fik jo forsøgsmedicin, som jeg muligvis kunne reagere negativt på. Så der skulle hele tiden være en sundhedsperson i nærheden til at gribe ind, hvis noget grimt skulle ske. Ellers dækkede forsikringen ikke.

Groundhog Day for viderekomne

Hele pointen var, at forskerne skulle teste min reaktion på et muligt nyt lægemiddel, herunder om der var krydsreaktioner med en række andre – meget almindelige – lægemidler. Og ud over de mange tests udspurgte de mig også om min fysiske og mentale tilstand undervejs, specifikt om jeg havde overvejet eller ligefrem planlagt selvmord. Det spurgte de om hver dag.

Jeg svarede en dag for sjov, at hvis jeg blot én gang til fik samme morgenmad som de efterhånden mange dage inden, så kunne jeg egentlig godt få mørke tanker om skibskatastrofer, hærværk og pludselig død. Lægen tilkastede mig et udforskende blik, før det selv bag coronamasken kunne ses, at han smilede, og jeg frydede mig over at have truffet en berliner med sans for ironi. Det sker nemlig ikke hver dag.

Efter i et par nætter at have vandret rundt på gangene i søvnløs desperation fik jeg lov at overnatte på en tom stue

Efterhånden som de ensformige dage kom og gik, indsneg der sig en sær, nærmest flydende sindstilstand, som om tiden var ophævet. Tempoet blev langsommere, og jeg gik nærmest i dvale. Men ligefrem søvndyssende var opholdet nu ikke. I bogstaveligste forstand.

Fra larm til luksus

Ved det allerførste ophold på to dage havde gruppen på i alt fire kvinder på en fælles stue konstateret, at en af os snorkede noget så forfærdeligt. Ved det næste stationære ophold, som varede en uge, kunne vi konstatere, at der ikke var tale om nogen engangsforeteelse.

Det var slemt nok, men ved det tredje ophold – det på tre uger – gik det helt galt. Her blev vi delt i to hold med to personer hver på én stue. Og gæt, hvem der trak nitten og skulle dele stue med det sovende tordenvejr.

Efter i et par nætter at have vandret rundt på gangene i søvnløs desperation fik jeg lov at overnatte på en tom stue, men skulle hver morgen melde mig til tjeneste på min egen. Det gik nogenlunde.

Indtil det hele vendte.

For min studiekollega med det gode sovehjerte var også en larmende – og meget utilfreds – tilstedeværelse i vågen tilstand, ligesom hun havde det svært med studiets mange bestemmelser om f.eks. spisetider.

En aften var målet fyldt. En læge havde opdaget endnu et regelbrud, og efter en ophidset meningsudveksling blev den residerende dramadronning bedt om at forlade stedet. Så fra at have delt stue med en temmelig træls roommate, havde jeg nu pludselig eneværelse. Ren luksus.

Normalvirkeligheden

Min ex-roomies exit var egentlig ikke nogen overraskelse. Var hun ikke blevet gået, tror jeg, at hun var gået selv. For hun beboede et særegent univers præget af konspirationsteorier, forfølgelsestanker og frygt for overvågning. Det harmonerede aldrig godt med studiets stramme planlægning og evindelige kontrol.

Jeg tænkte på, hvordan mennesker påvirkes af det omgivende miljø. Studiets særlige omstændigheder måtte jo udsætte os deltagere for en mental påvirkning, men var den af varig karakter?

Sker der noget med ens opfattelse af normalitet, når man dag for dag er indespærret, også selv om det er frivilligt? Når man ikke selv kan bestemme, hvornår man vil spise og hvad? Når stort set al spontanitet hindres af rigide tidsplaner?

Opholdet varede trods alt kun nogle få uger, så i dette tilfælde var påvirkningen forhåbentlig minimal. Men jeg nåede alligevel at få lettere tvangstanker om luftige begreber som ‘frihed’ og ‘vilje’ og på et mere jordnært plan om skaldyrsrisotto med safran og et glas Grüner Veltliner til. Om kaffe med koffein i og varm mælk. Om at flanere på Kurfürstendamm, cykle i Tiergarten og meget andet fra min normale virkelighed.

»Ohne Risiko, kein Spaß,« siger tyskerne – der er ikke noget, der er sjovt, som ikke også indebærer en eller anden form for risiko. Meget rigtigt. Men efter fire uger og to dage tror jeg, at det rækker nu.