Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Kultur

Efter 30 år skiftede Tyge Ingerslev ­lægepraksissen ud med kunstakademiet

Udgivet:
Kommentarer (0)

Tyge Ingerslev blev færdiguddannet fra Aarhus Kunstakademi sidste år. Her ses han til sin soloudstilling i Baunhøj Mølle i oktober 2021.

KULTURKANYLEN Læge Tyge Ingerslev har altid interesseret sig for kultur og kunst. Da han var i midten af 60’erne skiftede han sin hverdag som læge ud med en hverdag som billedkunstner. Han gjorde sin hobby til et arbejde og bruger nu sin tid på at lave malerier, skulpturer og grafik.


Hvad betyder kultur for dig?

»Kultur betyder, at jeg får lov til at gribe om noget, som ikke er klart og bevidstgjort. Det er indgangen til en verden, som vi ikke forstår. Alt er ‘noget’ og mere end ‘det’. Det er mit hjemmestrikkede credo. Nu har jeg været læge i mange år, og jeg har virkelig nydt at være i naturvidenskaben. Det er en fantastisk verden. Men der findes mere end naturvidenskaben, og det havde jeg lyst til at undersøge.«

Du har taget en uddannelse på Aarhus Kunstakademi, hvad fik dig til at skifte spor?

»Jeg har arbejdet som læge i 30 år, og det kan rigtig meget. Men da jeg var 65 år, syntes jeg, at jeg havde skrevet recepter nok. Jeg kendte mit fag godt og grundigt og havde lyst til nye udfordringer. Og så bildte jeg mig selv ind, at jeg havde nogle evner. I 2017 solgte jeg derfor min praksis og kom ind på Aarhus Kunstakademi, som er en fireårig uddannelse. Det var fantastisk. Nu maler jeg, udstiller og er blevet formand for Grenaa Kunst- og Musikforening. Det handler meget om kunst i øjeblikket.«

Hvordan vil du beskrive din kunst?

»Min kunst er ekspressiv. Det er overvejende malerier. Men jeg laver også skulpturer, grafik og en smule akvarel. Det er svært at beskrive min egen kunst. Det skal beskueren have lov til. Men jeg kan sige, at jeg prøver at lade være med at give svar. Jeg håber, at min kunst giver plads til mange fortolkninger og oplevelser. Om det også lykkes, det ved jeg ikke. Det er ikke perfektionskunst. Jeg er fanget af den glæde, som ligger i fejlene og i tilfældighederne. Det resulterer i mange sjove ting. Når du er læge, skal du være meget bevidst om, hvad du gør. Skal du give den ene pille eller den anden pille? Men i kunsten sker det stik modsatte. Der skal du give slip på dig selv og prøve at kaste dig ud i tilfældighederne. Jeg har lagt mærke til, at jo mere bevidst jeg er i min kunst, desto dårligere bliver det. Og jo mere jeg tillader tilfældighederne at komme ind, jo bedre bliver det. Det er sjovt at opleve, at billedet næsten maler sig selv i en dialog med mig og lærredet.«


Tyge IngerslevTidligere praktiserende læge i Grenaa.

Uddannet fra Aarhus Kunstakademi i 2021.

Formand for Grenaa Kunst- & Musikforening.

Tyge Ingerslev anbefaler:Billedkunstnere:Immanuel IbsenMiriam CahnTal R

MusikMax Bruchs Violinkoncert nr. 1 i g-mol opus 26.

Digte’Sommerfugledalen’ af Inger Christensen.

Louisianas kunstkanalLouisiana Channel: Interviews med forskellige kunstnere


Hvordan har det været at gøre din hobby til et arbejde?

»Det har været sjovt og givende. Men det er også forpligtende. Det forpligter på en anden måde, når jeg vil noget med min kunst. Med en hobby er det ligegyldigt, hvis det ikke bliver til noget. Men hvis du mener noget med din kunst, så må du også arbejde med den, udvikle dig og hele tiden prøve at undersøge dit kunstneriske udtryk. Så der er forskel på at have det som en hobby og at arbejde professionelt med kunst. Jeg prøver at være systematisk og gøre som ved et almindeligt arbejde. Jeg får min morgenkaffe, og så går jeg ud i mit værksted, hvor jeg arbejder.«

»Der er perioder, hvor jeg er mere engageret end andre. Det er også slidsomt arbejde og fyldt med mange frustrationer. Når jeg sidder i mit værksted og kigger på lærredet, og der overhovedet ikke er hul igennem, så kan jeg lige så godt gå ud og slå græsplænen. Det er vigtigt, at du aldrig tvinger dig selv til at male noget, som du ikke kan fornemme. På den måde kan det være en kamp at få et billede frem. Det betyder ikke, at det kun er træls. Det er det også. Men det er først og fremmest spændende.«

Havde du lavet kunst, før du søgte ind på akademiet?

»Jeg har altid interesseret mig for kunst. Men det er et travlt liv som praktiserende læge, så det har mest været som beskuer. Men da jeg blev 50 år, fik jeg en drejeskive af nogle venner, fordi jeg var interesseret i keramik. Jeg blev så undervist af en privat keramiker i et år og lærte at dreje. Og så begyndte det at hobe sig op. Så skulle der pludselig også være et værksted, hvor jeg kunne sidde. Og der skulle være en ovn, der kunne brænde keramikken. Det blev dyrt. Men nu har jeg jordens dejligste værksted med drejebænk og ovn. I dag laver jeg mest malerier. Men jeg glæder mig stadig over at lave keramik, når det passer ind.«

Hvilken slags kultur bruger du ud over billedkunst?

»Jeg nyder at høre musik og bruger det til at koble af. Musik er fantastisk. Jeg spiller klaver på amatørplan, og jeg slapper af ved at spille og improvisere. Jeg synes, at musik på den mest tydelige måde viser, hvad kunst handler om. Det er noget, som vi oplever lige her og nu, og så er det væk. Det handler om at være i nuet.«

Hvilken slags musik lytter ud til?

»Jeg lytter til jazz og klassisk musik. Max Bruchs første violinkoncert er så flot. Det er ligegyldigt, om man kan lide klassisk musik eller ej. Det har fat i noget alment menneskeligt, som jeg tror rammer os alle. Og så er vi to ægtepar, som går til torsdagskoncerter med Aarhus Symfoniorkester. Vi arrangerer også en del koncerter i Grenaa Kunst- og Musikforening, som jeg også tager til.«

Læs tidligere KulturKanyler her


I 2020 konkluderede den europæiske del af WHO, at kultur kan bruges som supplement til den biomedicinske behandling.

I serien KulturKanylen zoomer vi ind på de oplevelser, som læger har, når de tager deres ’egen medicin’ i form af en kulturel indsprøjtning i hverdagen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere